Abortpolitikken under Biden

Biden har ophævet en række restriktioner, som blev indført af hans forgænger.

Respekt for Menneskeliv har i bladet RFM Nyt en række eksempler på, hvordan Joe Biden har levet op til sit valgløfte om at indføre fri abort fra undfangelsen til fødslen.

”Som bekendt gik Joe Biden til valg på at indføre fri abort fra undfangelsen til fødslen. Derfor skal man ikke undre sig over, hvad der er sket på denne front i løbet af hans første 100 dage som præsident.”

Det skriver Respekt for Menneskeliv i sit seneste blad (RFM Nyt 1, forår 2021).

Ændringer fra præsident til præsident

I bladet hedder det videre om Bidens første 100 dage som præsident:

”Kort fortalt har han haft travlt med at underskrive dekreter, der ophæver de restriktioner, som hans forgænger fik gennemført i så henseende.

Her blot nogle enkelte eksempler på, hvad der er sket indtil nu:

Præsident George W. Bush (billedet), genindførte i 2001 Ronald Reagans forbud imod støtte til NGO’er, som går ind for fri abort som familieplanlægningsmetode. George Bush’ restriktioner på abortområdet blev dog ophævet i 2009 af Barack Obama – i 2017 genindført af Donald Trump – og senest i 2021 igen ophævet af Joe Biden.

Den 28. januar udstedte han et dekret, der ophævede Mexico City-politikken, som forhindrer NGO’er i og uden for USA, i at modtage statslige tilskud, såfremt de udfører eller propaganderer for abort som en familieplanlægningsmetode.

Denne bestemmelse blev oprindelig indført af Ronald Reagan i 1985, ophævet af Bill Clinton i 1993, genindført i 2001 af George Bush, ophævet i 2009 af Barack Obama og genindført og udvidet af Donald Trump i 2017.”

På den samme dag udstedte han et dekret, som tog de første skridt til at ophæve præsident Trumps ”Protect Life Rule”, der forhindrer abortudbydere i at modtage bevillinger fra den statslige Title X-fond, som blev stiftet i 1970 med det formål at støtte fattige familier, der har behov for sundhedsydelser.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I marts måned oplyste HHS (sundhedsministeriet), at man vil ophæve Trumps ”Protect Life Rule i slutningen af året.”

’Ubetinget fri abort’

Biden har udnævnt den tidligere justitsminister i Californien Xavier Becerra til leder af sundhedsministeriet. Han er kendt for sin støtte til ubetinget fri abort under hele graviditetsperioden og for sin modstand mod rådgivningscentre for gravide kvinder.

Biden har ophævet Trumps forbud mod at bevilge offentlige midler til forskning, der bruger ”materiale” fra aborterede fostre.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Og der er ingen tvivl om, at dette kun er de første skridt på vejen til langt mere radikale initiativer eksempelvis hans erklærede plan om at forøge antallet af dommere i højesteret for på den måde at sikre et flertal for fri abort blandt dommerne,” skriver RFM Nyt.

Under valgkampen ændrede Biden holdning til ”Hyde-amendment”, som kun tillader abort i nødstilfælde og afviser skatteyderbetaling til aborter. Disse begrænsninger findes ikke i Bidens 2022-budget.