At høre eller gøre
Når ikke regn, sne eller blæst overtaler mit magelige ego at tage bilen, så cykler jeg små tre – fire kilometer til og fra arbejde hver hverdag.
Jeg elsker at cykle den tur (mest i medvind og solskin dog) og nyder de tolv minutter til bare at tænke, bede, nynne eller lytte til fuglefløjt. Jeg møder mange mennesker med diverse lyd-dimser stikkende ud af ørerne, og jeg irriteres til tider lidt, når jeg hilser på folk, der tydeligvis ikke hører en lyd af, hvad jeg siger.
Alligevel stod netop den slags “lyddimser”, på ønskelisten til min fødselsdag, og efter teenage-sønnens anbefalinger skulle det være den slags, der dækker hele øret og lukker andre lyde ude.
Mit ønske blev opfyldt af min søde mand, og på kom det nye headset til næste morgens cykeltur.
Det er virkelig en fed oplevelse. Lovsang sådan lige ind i hjernen, eller kirkens andagter uden forstyrrelser.
Eneste udfordring er, at jeg kommer til at synge med, men det går jo også fint, når bare jeg cykler hurtigt nok, så folk ikke forstyrres unødigt.
Nu har jeg haft to uger med headset-lyd på mine cykelture, og på kom de også til græsslåningen hjemme i haven. Min evaluering (man er vel skolelærer, og så skal alt evalueres) er, at de fremover må blive hjemme. To gamle elever halsede en morgen efter mig. Grundet Corona måtte vi ikke mødes på skolen, men de savnede mig og ville så gerne følges på cykel… Jeg hørte ikke, de kaldte.
En kollega gjorde det samme en anden dag, men hendes ringeklokke trængte ikke igennem den fede lovsang, der fyldte mine ører. En forælder til et af mine nye skolebørn prøvede at komme i kontakt med mig, men jeg vinkede bare og råbte godmorgen (som var hun hørehæmmet).
Måske gik jeg glip af mere, det har jeg bare ikke opdaget endnu. Først da jeg kørte lige bagved en, jeg egentlig rigtig gerne ville slå følge med, men droppede det grundet besværet med at få mit headset slukket mm., gik det op for mig, hvad prisen for den fede lovsang eller roen til den gode andagt egentlig var…
Prisen var min evne til nærvær, til dialog og til at være i relation med mennesker omkring mig. Mens jeg puttede mig der i tosomhed med Gud, forhindrede jeg mig selv i at gøre det, Gud kalder mig til.
Headsettet bruges nu til onlinemøder og er fortrinligt til det, men tankerne strækker sig lidt længere end til mine cykelture…
Gør vi nogen gange det samme som kirke? Putter os med Gud, fed lovsang og gode andagter, mens vi glemmer at slå den syge nabos græs, at invitere genboen med til ALPHA, eller bare at lytte til Guds kald eller mennesker omkring os?
