Beder du (også) som et barn?

Børnene kommer drønende over til mig på legepladsen. Indignation står skrevet på deres ansigt; nogle gange strømmer tårerne ned over kinderne. Andre gange er det ren beslutsomhed, der får benene til at løbe så hurtigt. Eller også er det ønsket om at få retfærdighed opfyldt, der får dem til finde den nærmeste voksne. De når ikke helt hen til os, før ordene begynder at tumle ud af munden.

Det er sjældent, at jeg fanger hele historien. Ordene kommer ud hulter til bulter, og der er ikke mulighed for at stille spørgsmål. Det er ikke en gang altid, jeg får lov til at trøste, og det er ikke hver gang jeg når at give et råd med på vejen.

Så snart ordstrømmen stopper, vender de sig om og løber tilbage til deres legekammerater, nogle gange med råb som: “Nu har jeg sagt det.” Eller bare: “Jeg sagde det.” Tilbage til legen igen, forsikret om at alene det at fortælle en voksen om konflikten, er nok til at løse den – eller i det mindste til at få den anden til at indgå et kompromis.

Jeg står tilbage med en blanding af forundring og morskab. Jeg bliver brugt som autoritet og som et boost af selvtilliden. Nogle gange endda som en trussel. Og dog bliver jeg ikke nødvendigvis inviteret til at være en reel del af løsningen på konflikten. Nogle gange er jeg ikke engang sikker på, at det forventes af mig at gøre andet end at modtage frustrationen.

En tanke slår ned i mig, for gad vide … Kan det være sådan mine bønner lyder for Gud? Er jeg ligesom børnene, der er så sikre på, at bare det, at en, der er større en dem selv, hører om deres problemer på en eller anden måde vil gøre problemerne mindre eller løse dem helt?

Stikker jeg af, før Gud kan nå at lytte, give råd eller endda trøste? Mon jeg også bruger Gud til at booste min selvtillid? Bruger jeg ham mon som trussel mod mine problemer: “Det kan godt være I er store – men jeg har en større Gud?”…

Hvordan mon Gud har det med det? Frustrerer det ham, at han ikke bliver inviteret ind for at blive en reel del af løsningen af mine problemer? Morer det ham, at jeg præsenterer ham for problemer, men ikke forventer af ham, at han hjælper med at finde en vej igennem dem?

Smiler han kærligt over, at jeg havde brug for forsikringen om, at jeg ikke var alene? Glæder han sig over, at jeg er så skråsikker i min tillid til ham, at alene det at fortælle ham om problemet er nok?

Jesus satte engang et barn i midten af en gruppe voksne, som han talte med, og sagde til dem, at “hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.”

Måske er jeg – i hvert fald på nogle områder – ret barnlig, når det kommer til Gud. Hvad med dig?