Dan var dybt involveret i New Age

Baptistkirken i Odense har de sidste par år oplevet, at der er kommet mennesker til kirken, som har forladt New Age. En af dem er Dan Johannesen.

Dan Johanneson er i dag 48 år og fortæller på sin facebookgruppe ”From New Age to Jesus Christ” om sit liv efter New Age. Derigennem ønsker han at hjælpe andre, som gerne vil være kristne.

Dan Johanneson har været på noget af en rejse. Efter 30 år, hvor han var dybt involveret i New Age, oplevede han et møde med Gud, som forvandlede hans liv.

Dan voksede op i et hjem, hvor hans mor var ”kulturkristen”, dvs. hun kom i kirke til jul og troede på Gud, men gik ikke regelmæssigt i kirke. Dans far var nysgerrig på det okkulte og abonnerede på et blad, der hed ”Det ukendte”. Han mediterede også om morgenen og om aftenen. Det var ikke noget, Dan tænkte så meget over, for det var bare en del af farens hverdag.

Ulykken

Men som barn havde Dan en voldsom oplevelse, som ændrede hans liv.

– På et tidspunkt bliver mine forældre skilt, og jeg flytter til Falster som 9-årig, hvor jeg bor hos min far, fortæller Dan.

– Vi bor i hus, sammen med min farmor og farfar. Som 12-årig oplever jeg en aften, at lynet slår ned i et kæmpestort træ i vores have, og træet vælter – det største træ i haven. Min farmor er også lidt åndeligt interesseret, så da træet vælter, siger hun: ”Det er et tegn”. Der går nogle måneder, og så sker der et voldsomt trafikuheld lige udenfor, hvor vi bor. Jeg ser det og hører min far skrige og mister både min far og min storebror i den ulykke, fortæller Dan.

Oplevelsen gør, at Dan bliver vred på Gud og skælder Gud ud for det, der er sket.

– Jeg kan huske, at jeg sagde til min mor: ”Hvis jeg nogensinde ser Gud, så knalder jeg ham en! ”.

Efter at have mistet sin far, flytter Dan tilbage til sin mor i København, hvor han har det skidt og oplever mobning og andre dårlige ting.

Familien bruger Ånden i glasset for at få forbindelse til Dans far. Det er ikke noget, de gør voldsomt tit, men de bruger det og går også til en clairvoyant for at få svar på nogle ting i livet. Så der er elementer af New Age i familien, men ikke på så seriøst plan.

Indgangen til New Age

– Som ung får jeg en ven, som også er interesseret i den verden, og vi begynder at læse en masse bøger om ”Shakra” og selvudvikling, og hvordan du kan blive dygtigere og klogere og få mere indsigt osv. Så dér bevæger jeg mig mere og mere ind i New Age-verdenen, fortæller Dan.

– New Age ser jo fantastisk ud med al deres selvhjælpslitteratur osv, som var lige det, jeg havde brug for på det tidspunkt, fortsætter Dan.

– Det hele lyder ”smart”, logisk, rationelt og moderne – og slet ikke noget med støvede bibler, siger han med et smil.

– Det talte til mit ego, og jeg følte, at det var nemt at forholde sig til.

Det er kram, kærlighed og lys og lige det, Dan synes han har brug for. Han bliver ført mere og mere ind i den verden, som New Age er.

En åndelig verden

– På et tidspunkt opdager jeg, at jeg er clairvoyant. Det er ikke noget, jeg har bedt om, men pludselig kan jeg sige til mennesker, at jeg kan se det og det i deres liv osv., og folk græder og reagerer meget, når jeg fortæller de her ting til dem. Jeg føler mig pludselig som en verdensstjerne, der kan alt. Man får de her ”åndelige gaver”, uanset om man beder om dem eller ej, fortæller Dan og påpeger, at det bestemt ikke er noget, han er stolt af, når han ser tilbage.

Dan bliver inviteret med til nogle ”Helligåndsaftener”, hvor der både er Jesus, engle og alt muligt andet, og han begynder at heale mennesker. Så begynder han at rejse med rundt på helsemesser osv. hvor han yder healing og clairvoyance m.m. Det giver gode penge, og han føler sig brugt. Men Dan oplever pludselig, at han er konstant angst. En angst, som tiltager. Han går til psykologer og psykiater og får at vide, at det skyldes oplevelser i hans barndom, som er helt naturlige. Så det skal han nok komme igennem, siger de.

Dan oplever pludselig, at han er konstant angst. En angst, som tiltager. Han går til psykologer og psykiater og får at vide, at det skyldes oplevelser i hans barndom, som er helt naturlige.

Forandringer

Dan får det dårligere og dårligere og begynder at dulme angsten på forskellige måder, bl.a. med alkohol. Men effekten af alkoholen slipper hurtigt op, og angsten vender tilbage med fornyet styrke. Det er efterhånden svært at rumme alt det, som findes i New Ages tankeverden.

– Alene det, at skulle forholde sig til hele universet, er jo helt umuligt. Jo mere du bliver draget ind, jo mere dårligt får du det, siger Dan.

I 2004 flytter Dan til Fyn og bliver musikskoleleder og er ikke så involveret i New Age, som han tidligere har været. Han tager en uddannelse som cand.mag. i medievidenskab og får derefter en rigtig god stilling på Erhvervsakademiet Lillebælt. Alt ser fint ud: Godt job, fine titler, god løn osv.

Men Dan har det ikke godt. Han får stress, hans mor dør, og i løbet af 1½ år går livet den forkerte vej. Det hele ender med, at han bryder sammen, som han senere opdager sker for rigtig mange, som har været i New Age. Dan bliver sygemeldt i noget tid, og går siden på dagpenge og forsøger at kæmpe sig igennem.

Omvendelsen

Men i 2018 ændres hans liv. Samme dag som hans dagpenge ophører, får han tilbudt et deltidsjob som chauffør, som han takker ja til, da han gerne vil videre og bare skal have brød på bordet.

Pludselig en dag, mens han er på arbejde og sidder i bilen, kommer han til at tænke på begrebet ”synd”. Han kan ikke helt forstå det, for han er nærmest indoktrineret med, at ”synd” er et kontrolbegreb, som magtverdenen bruger til at styre os med. Syndsbegrebet var faktisk det, der havde været en ”mur” mellem Dan og Gud, og som holdt ham fra Gud.

– Jeg oplever, at der kommer en blid og dejlig følelse i min krop, og jeg oplever en indre stemme, der siger: ”Dan, prøv engang at tænke på menneskets historie, helt tilbage” – og pludselig går det op for mig, at mennesket altid har løjet og myrdet og været utro til højre og venstre. Det gik op for mig, at synd er det eneste, der altid har været konstant i menneskets historie.

“Pludselig går det op for mig, at mennesket altid har løjet og myrdet og været utro til højre og venstre. Det gik op for mig, at synd er det eneste, der altid har været konstant i menneskets historie.”

– Da jeg forstod det, og det gik op for mig i et intenst øjeblik, skete der noget i mig. Da jeg kom hjem den aften, bad jeg alt hvad jeg kunne til Gud om tilgivelse for mine synder og sagde: “Jeg tror på dig Jesus Kristus, jeg tror på dig Gud”, fortæller Dan.

Derefter begynder tingene at vende i hans liv. Dan bliver mere og mere nysgerrig på det kristne, og han ved bare, at hans tid i New Age er helt slut. Han begynder at læse i Bibelen hver dag og lærer om Helligånden og ser en masse på nettet om kristendom. Hans liv bliver bedre og bedre, og tingene omkring ham falder til ro. Han begynder at lede efter en kirke, så han kan blive en del af. Valget falder på Baptistkirken i Odense, hvor han nu er aktiv. Han har fået et helt nyt liv.

Kontrasten

Men hvordan har det så været, at gå fra New Age til troen på Jesus Kristus?

– Det er som nat og dag. Jeg er gået fra mørkets rige til lysets rige – helt konkret! Jeg føler mig elsket og accepteret og får lyst til at være god ved mig selv og passe på mig selv og får sundere vaner. Helligånden er en kæmpe hjælp i hverdagen – jeg skal ikke klare alting alene. Jeg har Gud, og jeg har Helligånden, og det er fantastisk. Jeg kan mærke, at mit liv bliver genopbygget, og jeg har lyst til at tale om det kristne liv, men fornemmer, hvornår jeg skal, og hvornår jeg ikke skal, siger Dan og fortsætter:

– Så har jeg lavet en facebookgruppe, hvor jeg taler om min omvendelse og mit liv efter New Age. Den hedder ”From New Age to Jesus Christ”. Derigennem hjælper jeg andre, som gerne vil være kristne og oplever, at det er min tjeneste. Intet kan sammenlignes med troen på Jesus – det er det bedste, der nogensinde er sket for mig, og det vil jeg bare så gerne give videre, slutter Dan.