Danmission fylder 200 år

Den 17. juni var det 200 år siden, at sognepræsten Bone Falch Rønne fra Lyngby-Taarbæk stiftede det første danske missionsselskab.

En større landsdækkende fejring af 200-årsdagen løber først af stablen i 2022, mens ambitionen om at være en tidssvarende organisation, der sætter handling bag troen, udleves hver eneste dag, hedder det i en pressemeddelelse fra Danmission.

Med stiftelsen af Det Danske Missionsselskab lykkedes det Bone Falch Rønne (1764-1833) at lægge grunden til mission som folkelig bevægelse. Fotos: Danmissions Fotoarkiv

En mand fik en vision

Bone Falch Rønne (1764-1833) oprettede det første danske missionsselskab, Det Danske Missionsselskab (DMS), i 1821. Rønne havde en ambition om, at mission og det at missionere skulle ses som en naturlig pligt og en naturlig del af det at være kristen, hedder det på Danmissions hjemmeside.

Med stiftelsen af DMS lykkedes det Bone Falch Rønne (1764-1833) at lægge grunden til mission som folkelig bevægelse, da han i 1821 så et behov i for mission i verden.

Han ønskede at nå den ”ufrelste” verden og startede i Grønland med udsendelse af bibler og børnebibler. De første missionærer blev dog først sendt ud sted i 1828.

Falck Rønne rejste aldrig selv ud i verden som missionær. Men han skabte en organisation, der var privat finansieret og båret oppe af engagerede støtter. Disse var optaget af at høre nyt fra verden, mens de støttede arbejdet med at udbrede evangeliet.

Jubilæumsdagen blev markeret med blomster ved mindestenen i Taarbæk og en mindre reception på Danmissions adresse i Hellerup for få inviterede.

Jubilæumsbog

Jubilæet markeres også med en udgivelse af bogen “Missionssyn gennem 200 år”, der består af 11 kildetekster skrevet af missionspræster, missionslæger og andre, der har haft en anpart i de syn på mission, der har præget arbejdet siden 1821.

Bag bogen står forfatter Harald Nielsen, der i samarbejde med tidligere lektor i kirke- og missionshistorie Niels Kastfelt og tidligere lektor i praktisk teologi Hans Raun Iversen, har udvalgt teksterne.

Vision for fremtiden

Da Bone Falch Rønne skabte Danmarks første missionsselskab, formåede han samtidig at forbinde danskerne med den globale verden.

Netop forbindelsen mellem kirker, lokalsamfund og mennesker i verdens udviklingslande og danskerne skal styrkes de kommende år, siger Danmissions formand, Morten Skrubbeltrang, der er sognepræst i Hasle Kirke ved Aarhus.

“Dansk mission vil også bestå om 200 år, hvis vi formår at tage afsæt i de enkeltes landes situation og kultur og skabe en relevant kontekstuel teologi, der kan inspirere, støtte og bakke kirken op i at tage ansvar og være nærværende i lokalbefolkningernes liv,” siger han og uddyber:

”Samtidig er det altafgørende, at vi formår at gøre afstanden mellem arbejdet ude og støtterne herhjemme mindre.

Vi skal give danskerne, folkekirken og andre fællesskaber mulighed for at mærke, at der er behov for, at de sætter handling bag deres tro”.

Fejring i 2022

Når Danmissions 200-års jubilæum fejres for fuld kraft med en række arrangementer og initiativer i løbet af foråret 2022, bliver der rig mulighed for at omsætte sin tro til handling og engagement.

“Nøglen til at skabe engagement er at give mennesker mulighed for at handle – det kan være i genbrugsbutikken, i lysstøberiet, på børnelejre, i aktiviteter i den lokale kirke eller ved at gå med i fælles fredsvandring, som den vi for nyligt arrangerede til fordel for Myanmar sammen med andre organisationer.

De næste 200 år i dansk missionshistorie vil blive præget af handling og nærhed. For mission skal kunne mærkes – både ude i verden og herhjemme,” siger Morten Skrubbeltrang.

Om Danmission:

Danmarks ældste missionsorganisation blev stiftet i 1821 og er en del af Folkekirken. Danmission arbejder i 12 lande i Afrika, Asien og Mellemøsten med indsatser, der styrker de lokale kirker med nutidig og nærværende teologi; skaber dialog og fred mellem mennesker, der lever i konflikt og ufred ved at støtte menneskers vilje til at tale sammen trods forskelligheder; og fremmer bæredygtig og retfærdig forvaltning af naturens ressourcer.

Den startede som Dansk Missionsselskab, men ved sammenlægningen med Dansk Santalmission i 2000 ændredes navnet til Danmission.

Danmission er en folkeligt forankret organisation med knap 1700 medlemmer og flere tusind frivilligt engagerede, bla. i 69 genbrugsbutikker over hele Danmark, der står for den største del af indtægterne.