Endnu en unået stamme blev nået
14.282 afrikanere besluttede sig for at tage imod Jesus på Per Hyldgaards kampagne i det nordvestlige muslimske Benin.
– Tre rejsedage med fly og mange hundrede kilometer på meget blandede vejforhold, og så var vi der!
Endelig efter mere end et års pause, pga Covid-19, skal Gospel Outreach have den første in-person kampagne igen. Denne gang i byen Natitingou i det nordvestlige hjørne af Benin.
Sammen med de omkringliggende småbyer tæller området cirka 150.000 mennesker, hvoraf mange nok for første gang i deres liv skulle høre det sande evangelium om Jesus Kristus.
Det vestafrikanske land Benin har under hele pandemien ikke været særlig meget påvirket af Covid-19. Ifølge landets egen befolkning har deres sundhedssystem heldigvis ikke været presset på noget tidspunkt, og i alt er der registreret omkring 100 dødsfald med relation til Covid-19.
Derfor var der også kun få restriktioner, som skulle overholdes, hvilket selvfølgelig blev efterlevet.
Vi var så velkomne
Men nu var vi i Natitingou, og vi følte os SÅ velkomne! De lokale præster var klar til at arbejde for, at netop deres område fik mulighed for at blive “bombarderet” med det kristne budskab. I området bor der flere muslimer end sydpå, og der er nogle stammer, som af de lokale anses som unåede.
En af de store unåede stammer hedder Otamari og har sit eget sprog. I alt var der faktisk fem forskellige stamme-sprog repræsenteret på kampagnen, hvilket skabte en del udfordringer. Hovedparten i byen talte dog fransk.
409 kirkeledere
Tirsdag var der opstart på et seminar for præster med fokus på følgende emner: at Gud skaber nyt, styrken i enighed blandt præsterne, og vigtigheden i at fokusere på sjæles frelse.
Der var registreret 409 kirkeledere på den fire dage lange konferencedel, som foregik om formiddagene. For mange var det første gang, de havde samarbejdet med hinanden, hvilket i sig selv var en stor opmuntring. I alt var der repræsenteret 26 kirkesamfund på konferencen.
Sidste dag blev bogen “The Shepherd´s Staff” (på fransk) uddelt til alle deltagere. Det er en tusind siders manual med hjælp og vejledning i deres præstegerning.
Tropisk regnskyl
Onsdag aften startede kampagnen. Mange tusinde mennesker havde trodset eftermiddagens tropiske regnskyl og var kommet til byens fodboldstadion, med en åbenhed og forventning til, hvad Jesus ville gøre i deres liv. Og som sædvanlig svigtede Jesus ikke.
Mange tusinde gav respons på frelses-invitationen, og mange blev helbredt. Efter de fire kampagneaftner var der registreret 14.282 navne, som havde givet respons på frelses-indbydelsen og ønskede at blive kontaktet af en lokal menighed.
Dette udgør dermed cirka 10 % af områdets befolkning.
Mange blev helbredt
Specielt en af aftnerne blev mange døve mennesker helbredt og kom til at høre. Mange af disse var fra den store Otamari stamme. Også mange delvist lamme og gangbesværede blev mødt af Jesus. Mange andre stærke helbredelser og udfrielser fra dæmoner fandt sted hver aften.
Et særligt vidnesbyrd, som gjorde stort indtryk, fik vi først fortalt efter, at vi havde forladt byen igen.
Stadioninspektøren var en muslimsk mand, som havde arbejdet imod os fra begyndelsen af. Han var selvfølgelig også meget presset fra de muslimske imamer. Han prøvede på flere måder dagligt at forhindre kampagnen i at blive afholdt, dog uden det lykkedes for ham. Dagen efter, vi havde forladt byen, kom en ældre muslimsk kvinde til hans kontor for at takke ham.
Hun fortalte, at hun havde været blind, men at hun bare måtte til kampagnen, selvom hun var ret nervøs for, at de muslimske ledere ville se hende der. Derfor gemte hun sig i mørket, langt væk fra platformen, i håbet om ikke at blive opdaget af imamerne. Mens hun stod der i mørket, fik hun sit mirakel.
Da der blev bedt for de syge, bad hun frimodigt med i sit hjerte. Da bønnen var bedt, kunne hun se! Efterfølgende tog hun
kontakt til stadioninspektøren for at takke ham, fordi han havde ladet kampagnen afholde!
Det ramte og rystede ham så meget, at han tog en 180 graders holdningsændring. Han skulle til byen Cotonou – en køretur på 8 timer – hvor han ville mødes med os. Han fortalte selv hele denne historie til os, og vi fik lov til at bede for ham og velsigne ham. Han var en forvandlet mand.
Nye menigheder
I den kommende uge startede opfølgningen af de 14.282 personer, men allerede søndag morgen – hvor kampagnen sluttede lørdag aften – kunne kirkerne melde om nye til deres gudstjenester. Nye menigheder startede også op den søndag morgen.
Det er altid spændende at følge, hvor mange nye menigheder, der bliver startet efter sådan en kampagne. Vi ved dog med sikkerhed, at der bliver startet en ny kirke, hvor Otamari stammen holder til. Så kan vi sætte kryds ved, at en unået stamme er blevet til en nået stamme. Al ære til Gud, slutter Lisbeth Hyldgaard.
Sådan kan du støtte
Udfordringen samarbejder med Gospel Outreach. Du kan give en gave til missionsarbejdet på MobilePay: 53914 eller Reg. 9046 Konto nr. 4573458449.