Entertainerens søn blev børns redningsmand

Det hele begyndte, da hans far Sigvard Wallenberg, der var en kendt entertainer i hele Sverige, blev aktiv kristen og stillede sig til rådighed for Gud.

Bo Wallenberg voksede op i en ”tivolifamilie” med en far som entertainer – og familien havde alt andet end fred.

Livet tog dog en drejning i 1977, da Bos far, Sigvard Wallenberg, fik en åndelig oplevelse, han senere beskrev som at blive ”frelst”. Han skrev endda en bog om det: ”Frelse – hvad er det for noget?”

Sammen med sin familie bad Sigvard nu Gud om at sende dem hen, hvor ingen andre ville, og at de – når de kom derhen – måtte komme til at hjælpe mennesker både til ånd, sjæl og krop. Og det har siden præget sønnen Bo Wallenbergs liv.

Han troede først, at han skulle være evangelist og prædike for hundredtusinder. Lidet anede han, at han en dag skulle overtage sin fars organisation, Children’s Mission (tidl. Skandinavisk Børnemission).

16 forældreløse drenge

Sigvard Wallenberg rejste efter sin omvendelse til Filippinerne i 1980’erne. Her besluttede han at blive fadder for 16 forældreløse drenge. Overalt, hvor han rejste hen, fortalte han om drengene og indsamlede penge til Filippinerne.

Gennem sine mange indsamlingsrejser i de nordiske lande lagde Sigvard Wallenberg grunden til organisationen med søsterorganisationer i Danmark, Norge, Finland og Færøerne.

I ti år var alle bestræbelser koncentreret i Filippinerne. I 1992 startede Sigvards søn og nuværende generalsekretær Bo Wallenberg derefter hjælpearbejde i Ukraine. I 2007 blev arbejdet udvidet til Moldova og Zambia.

Fra og med 2012 blev arbejdet udvidet med iværksætteri og samfundsudvikling i primært Afrika med fokus på børns og familiers trivsel.

Children’s Mission arbejder i øjeblikket i 15 lande på tre kontinenter og hjælper omkring 600.000 mennesker om året. Organisationen er medlem af Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU), der repræsenterer 38 organisationer med 120 partnere i 40 lande.

”Mister, help me!”

I januar 1991 fik Bo Wallenberg sit første job hos Children’s Mission – som assistent. Han kom fra en fin stilling, tjente gode penge og havde en splinterny Saab 900 som firmabil.

Nu skulle piben få en helt anden lyd. Far Sigvard sendte ham til lossepladsen uden for den filippinske hovedstad Manila for at tilse hjælpearbejdet bland de fattige, der levede af skrald fra lossepladsen.

– Der kom en ung kvinde med et døende barn, som hun lagde i mine arme. Barnets øjne var sunket ind og huden var gennemsigtig. Kvinden sagde: ”Mister, help me!” Pludselig handlede det hele om nød og død. Jeg skyndte mig at bære barnet væk fra lossepladsen og køre det på hospitalet.

Jeg forestillede mig, at barnet ville blive reddet og genforenet med sin mor. Men barnet blev stadig mere syg, og på den tredje dag døde det.

Vred på Gud

– Dette var første gang jeg blev vred på Gud. Hvorfor bliver jeg revet væk fra mit job og ender i dette, hvis børnene alligevel dør? Dette arbejde er ikke noget for mig!

Men da jeg skulle sove, kunne jeg kun se babyen og moderen foran mig og høre ordene: ”Mister, help me!” Så jeg tog et valg for livet. Jeg besluttede mig for at gøre alt, hvad jeg kan resten af mit liv, for ikke at komme uforberedt, men gøre alt for at redde så mange som muligt.

Da Bo Wallenberg kom hjem, indsamlede han sin første million til Children’s Mission ved at besøge skoler, engagere elever og lærere og lade hver elev arbejde for at tjene 100 kr. til børnene i Filippinerne gennem Operation Dagsværk. Og så skete der noget uventet.

Hjerte for Tjernobyl-børn

– Telefonen ringende, og en kvinde spurgte: ”Har du hjerte for Tjernobyl-børnene?”

Jeg ville svare, at jeg har hjerte for børn i alle mulige lande, men jeg har ingen penge. Men inden jeg nåede at svare, sagde hun: ”For Gud har sagt, at du vil hjælpe mig.” Da genkendte jeg Guds stemme, fortæller Bo Wallenberg.

Og børnene fra området, hvor atomkatastrofen på Tjernobyl-værket spredte radioaktivt nedfald, havde virkelig brug for hjælp. Stråleskader nedbryder immunforsvaret og efterlader børn og familier sårbare over for infektion og sygdom.

Lastbil efter lastbil blev sendt til Ukraine med medicin og hospitalsudstyr. Samtidig blev børnene inviteret på sommerlejr i Skandinavien for at få næringsrig kost, masser af sol og frisk luft, og for at mærke kammeratskab, omsorg og kærlighed. Over 2.000 Tjernobyl-børn har gennem årene modtaget rehabilitering i de nordiske lande.

Dødens venteværelse

I Ukraine har Bo Wallenberg mødt mange syge børn, hvis forældre så Children’s Mission som en sidste chance.

– Vi kom til et børnehjem, hvor jeg vidste, der ville være 70 børn, men vi så kun 50. Da jeg spurgte efter de andre børn, fik jeg at vide, at de var i dødens venteværelse; de var så syge, at der ikke var noget at gøre.

Bo gik derhen og så et forfærdeligt syn. En dreng, hvis forældre havde forsøgt at dræbe ham med en hammer, en pige med en blære uden for hendes krop og mange flere syge og døende børn.

På samme tur mødte de også Ruslan, der havde en tumor, der pressede øjet ud, og Ira, hvis jordbærmærker dækkede hele hendes krop.

– Jeg følte mig så magtesløs. Jeg kastede mig ned på knæ og bad: ”Jesus, jeg vil hjælpe disse børn, men jeg har ingen penge.”

Jeg besluttede mig for at gøre alt,
hvad jeg kan resten af mit liv, for ikke at komme uforberedt,
men gøre alt for at redde så mange som muligt.

På vej hjem blev Bo spurgt, om han kunne tænke sig at modtage hjælp fra det svenske dagblad Aftonbladet. Avisen endte med at indsamle hele 5 millioner kroner, for at børnene kunne blive opereret og børnehjemmet renoveret.

50.000 geder

På en rejse til Zambia blev ideen født om at give geder til fattige familier. Gederne giver mælk og føder nye kid, der kan sælges, så familierne får penge til mad og skolepenge. I årenes løb har Children’s Mission uddelt 50.000 geder i en række forskellige lande.

– Jeg ser Children’s Mission som et sennepsfrø – et lille frø, der vokser og bliver til et stort træ i hvis grene, fugle bygger rede, fortæller Bo Wallenberg.

Tydelig kristen profil

Children’s Mission har altid været tydelig om sin kristne profil.

– Det gør os unikke. Det betyder dog ikke, at de, der modtager vores hjælp, skal være kristne. Vi hjælper alle uanset køn, etnicitet, religion og politisk tilknytning. Men vi ved, hvem der sender os, og det er vi tydelige med.

Når vi siger, at vi er en mission, påtager vi os også et ansvar for, hvordan vi lever og opfører os.
I de første år i Ukraine havde Bo altid en tolk med, som var udpeget af myndighederne. Efter flere år tilstod tolken, at han var KGB-agent, der havde til opgave at overvåge Bo.

– Han sagde, at han så, at jeg var god, men at jeg var frygtelig naiv, idet jeg stolede på alt og alle. Han lærte mig Trust and Control – Tillid og Kontrol. Vi skal have tillid til mennesker, men vi skal også kontrollere, at alt går rigtigt til. Det prøver jeg at leve efter.

– Vi lever i en meget mørk verden, men Bibelen siger: ”I er verdens lys”, og vi har virkelig brug for at lyse op i verden gennem vores livsvigtige arbejde, slutter Bo Wallenberg.