GospelFamily afholder koncert d. 10 og 11. juni 2021

I april måtte GospelRoots øve udenfor i blæsende vejr og kolde grader. Nu glæder de sig til weekendens indendørs koncerter.

GospelFamily er klar til at afvikle en indendørs koncert, som de glæder sig rigtig meget til.

De mange gospelkor rundt omkring i landet har lidt under Corona-restriktioner, som har betydet manglende øvelser, øvelser på Zoom og aflyste koncerter.

De nye lempelser af restriktionerne har åbnet døren for denne koncert, som er arrangeret med kort tids varsel. Derfor bliver der nu også koordineret, produceret, øvet, sunget, programmeret og planlagt intenst for at bringe koncerterne op i det niveau, GospelFamily er så kendt for.

 “Vi håber inderligt, at Aabenraa og omegn vil lægge vejen forbi Sønderjyllandshallen 10. og 11. juni, først og fremmest for at støtte vores børn, unge og voksne i deres fantastiske og ihærdige arbejde, men også for at fejre, at fællesskabet er ved at vende tilbage, hvilket vi vil fejre med begejstring og højt humør,” siger Torben Callesen i den udsendte pressemeddelelse.

Gospelkoncerten afholdes i SønderjyllandsHallen d. 10 og 11. juni.

Billetter kan købes via www.gospelfamily.dk