Hvorfor faldt Eriksen om?

Af Henrik Engedal

Har Christian Eriksen gjort noget særligt dårligt, siden han blev ramt af noget, der ligner en hjertefejl? Nej, det er der intet, der tyder på. Tværtimod bliver han af alle fremhævet som en rigtig fin person. Og heldigvis overlevede han. Men hvorfor sker der dårlige ting for gode mennesker?

Jeg bad, ligesom mange andre, spontant for ham hjemme i stuen. Det gik så hurtigt. Helt uforudsigeligt og en stor kontrast til den feststemning, der havde været dagen igennem. Hvad sker der?

De fleste af os har haft pludselige dødsfald eller alvorlige sygdomme tæt inde på livet. Ofte sidder man tilbage med et stort ”Hvorfor?” Hvorfor sker der sådanne ting, Gud? Hvis du er almægtig, hvordan kan du så tillade det?

På Jesu tid havde man samme spørgsmål. Farisæerne og de religiøse ledere troede, at handicap og ulykker skyldtes, at man havde syndet. At det var Guds straf. Disciplene tænkte nok på samme måde.

Men Jesus skifter deres fokus, når han taler om dem, som dengang blev uretfærdigt dræbt af romerne:

”Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.” (Lukas 13). Det er stærke ord…

I Matthæus 13,24 forklarer Jesus dilemmaet: En god Gud har skabt en god jord, men fjenden sår ukrudt om natten (synd). Og så længe vi er inficerede af synden, kan Gud ikke fjerne synden uden at fjerne os.

Derfor venter Gud indtil den store høst (dommedag) med at fjerne synden og ondskaben, som indtil da påvirker os alle. Hele verden er altså blevet inficeret af Satans virus. Det er derfor, dårlige ting sker for gode mennesker. Det er ikke Guds vilje at se smerte og død.

Vi kan blive fri fra syndens magt og konsekvens ved at tage imod Jesus’ offer på korset.

Når ulykker og ondskab sker, så er vores job at bede i tro på Guds indgribende kraft. Ligesom Jesus og hans efterfølgere altid har gjort. For Gud hører troens bøn.

Der vil altid være uforklarede og tilsyneladende ubesvarede bønner. Bønnens mysterie vil desværre nok altid være et vilkår i livet for os. Men vi kan omvende os, og bede, så vi handler og tænker som vores læremester Jesus.