Jeg er syg og trist – er jeg ved at glide væk fra Gud?

Kære Orla Lindskov

Jeg er en mand i tresserne, og jeg har aldrig prøvet at skrive til en brevkasse før.
Men nu har jeg altså fået taget mig sammen til at skrive til dig.

Jeg har længe overvejet det, og nu gør jeg det så. Jeg har meget brug for at betro mig til dig. Jeg har også brug for din forbøn.

Min hustru står ved siden af mig, og hun siger, at jeg også skal huske at bede om en salvedug.
Det er min hustru, der abonnerer på Udfordringen. Jeg har brug for et råd og lidt opmuntring.

Måske er der andre syge kristne, der kæmper på samme måde, som jeg gør. De kan måske få hjælp af mit brev og af dit svar.

Jeg skriver til dig, fordi jeg synes, at det er gået ned ad bakke for mig både fysisk og psykisk.

Jeg har i tre år lidt af Diabetes 2. Jeg er på medicin. Og jeg har fulgt alle råd og vejledninger. Men jeg synes ikke rigtigt, at noget har hjulpet. Desuden har jeg også nu fået udbrud af eksem.

Jeg har et par gange været til forbøn i vores menighed. Jeg har også selv bedt om helbredelse.

Men intet har hjulpet. Det tærer på min tro. Jeg er blevet helt mat åndeligt. Det er blevet en anstrengelse for mig at bede.

Nogle gange, når jeg tager mig sammen til at bede, kan jeg næsten ikke finde ord. Så kommer jeg til at græde i stedet for at bede.

Jeg synes, at jeg i mange år har været en ivrig og brændende kristen. Jeg har altid ivrigt hjulpet til i menigheden. Men den tid er forbi.

Jeg føler mig træt og udbrændt. Jeg er bekymret for min åndelige og sjælelige tilstand. Er jeg ved at glide væk fra Gud?

Min åndelige ild er svag. Og lyset i mig er også blevet mindre. Der er noget mørke i mig nu. Jeg har tidligere været en brændende kristen. Det sagde min kone og mine børn altid.

Jeg anstrenger mig virkeligt for at komme tilbage til mit forhold til Gud, som det var, før jeg blev syg. Men jeg synes, at min kamp er forgæves. Alligevel har jeg besluttet at holde ud.

Når jeg sidder og græder og ikke kan finde ord til bøn, så siger min forstående hustru, at mine tårer er min bøn, og at mine tårer når ind i Guds hjerte.

Kan det, der sker for mig, kan det virkeligt ske for troende mennesker under sygdom?
Jeg har aldrig haft sådan nogle trængsler før.

Kære Orla Lindskov, hvad synes du, jeg skal gøre?

Venlig hilsen fra
Manden med sygdom og trængsler.

Man kan nære troens flamme under svære tider

Kære mand med sygdom og trængsler

I Lukas-evangeliet kap. 11, vers 35 siger Jesus: ”Se derfor til, at lyset i dig ikke er mørke!”

Hos Paulus finder vi en lignende formaning til menigheden i Thessalonika.: ”Udsluk ikke Ånden!”
Og til Timotheus siger Paulus i den ældre Bibeloversættelse, kap.4, vers 14: – ”Jeg minder dig om at opflamme Guds nådegave, som er i dig!”

I disse tre tilfælde sammenlignes det kristne liv med en flamme og med lys. Og i alle tre tilfælde tænkes der på den mulighed, at flammen kan blive mindre, ja, gå helt ud. Og lyset kan blive mørke.

Kristnes erfaring i 2000 år

Jeg tror, at mange kristne har oplevet, at flammen i perioder blev mindre. Det kan fx være sket i svære tider, bl.a. under modgang og sygdom. Netop det oplever du lige nu.

Du har heldigvis ikke forladt troen eller bønnen. Men modløsheden arbejder i dig.

Din åndelige temperatur er blevet mindre, skriver du, og lyset i dig er også blevet mindre. Du er ikke brændende mere. Du føler dig udbrændt.

De tre formaninger fra Jesus og fra Paulus viser, at kristne for 2000 år siden oplevede det samme dengang, som du oplever nu.

Du skriver om, hvordan det var med dig og din kristne tro tidligere: – Du var brændende. Du var tjenende i menigheden. Du var ivrig. Du var et forbillede for din hustru og dine børn.

Men så kom sygdommen med sorg, trængsler og skuffelser, bl.a. over bøn og forbøn, der ikke førte til helbredelse.

Det svære kan nære troen

Men her er det så, at jeg vil give dig mit råd:

Der er nemlig en erfaring, som mange kristne har gjort, og det er, at en sygdoms- og trængselstid kan virke nærende på kristenlivet og på kristenlivets flamme.

Hvordan så det? For trængsler og sygdom er jo i sig selv ikke særligt kristelige. De nærer i sig selv ikke kristenlivets flamme.

Nej, det er rigtigt.

Men næringen til flammen kommer ved, at man i trængselstiden, i sygdomstiden kommer tættere på Gud.

Hvordan kan det gå til?

Jo, vi kan faktisk nære troens flamme ved at få talt grundigt ud med Jesus om hele vores liv; både om vores fortid og om vores nutid:

Om glæderne, om sorgerne, om mismodet, om vores fejltrin, om kampene, om smerterne, om skuffelserne, om sygdommene osv.

Det virker på samme måde, som når man nærer en svag flamme ved at bringe brændsel hen til den. Vi kan bringe alle vores livs oplevelser som brændsel hen til troens flamme.

Hen til Jesus

Det er en stor lettelse, at vi kan sige det hele til Jesus. Han er troens banebryder, troens ophav, troens fuldender. Han er den eneste, der kan rejse vores tros-flamme op igen, når den er blevet svag.

Når du bringer dine tårer, ja, det hele til Jesus, vil der stille og roligt komme en strøm af tro tilbage til dig fra ham.

Du spurgte i starten om mit råd. Dette er så mit allerbedste råd til dig: – Sig det hele til Jesus. Betro det hele til ham.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.