Motiveret af passion

Peter Hedelund.

Peter Hedelund
Generalsekretær/CEO
MAF DANMARK

Jesus´ passion, som indeholder hans nadver, død og opstandelse, er en historie om den yderste lidelse og dennes overvindelse. Passion kan både betyde lidelse og lidenskab, så det er et ord, som udtrykker store følelser og drama.

Det er måske grunden til, at ordet ikke bruges ret meget, for selvom vi i vores tid kan tale om krise, ulykke, risiko og død, så viger vi ofte tilbage for de store og ægte følelser. Det tænker jeg ikke, at vi kan være tjent med. En har sagt det på den her måde: ”Kærlighed uden passion eksisterer ikke”.

Det, som motiverer os i MAF, er lidelsen rundt omkring i verden, og de mennesker, som har brug for, at vi gør, hvad vi kan for at hjælpe. Jeg har selv mødt disse dyrebare mennesker på mine rejser, og det gør et varigt indtryk!

Corona-pandemien er stadig en realitet i vores verden, og den betyder, at mennesker lider endnu mere, fordi nedlukningen i fattige lande gør mennesker endnu fattigere. Derfor er det mit håb, at vi ikke glemmer vores medmennesker derude, når coronavaccinerne skal fordeles globalt.

At vi sammen i kærlighed fortsat bringer håb til dem, som lever i verdens afkroge. Og at vi motiveres af passion – eller sagt med andre ord: at lidelsen derude gør, at lidenskaben herhjemme hos os må handle.