Troens frugter afløser alkohol, stof og sygdom

– Jeg er helt uenig med de psykiatere, der mener, at stemmer altid er en hallucination. For der findes en åndeverden, der også kan blande sig i vores liv.

– I dag er det håbet og glæden fra Jesus, der holder mig i gang – og det eneste, der betyder noget. Glæden bærer mig – ikke glæde over materielle ting … men glæden indeni! indleder Michael Vestergaard.

Som teenager var han helt på afveje – menneskeligt og åndeligt – og har siden måttet kæmpe hårdt for at komme tilbage på et godt spor med den slags indre luksus, der har størst betydning: Fred og glæde.

Troen har haft altafgørende betydning for, at det er lykkedes for ham. Det har været en udfordring og en opgave for livet, som han har taget på sig med flid og påskønnelse.

– I dag bruger Gud mig som medarbejder på hjælpecentret Kildegården på Fyn, fordi jeg både har været psykisk sårbar og misbruger. Og jeg tager også med glæde ud og fortæller mit vidnesbyrd, siger han.

Michael Vestergaard begyndte at ryge hash som 15-årig. Som 17-årig lod han sig også friste til at fixe heroin med en sprøjte. Heldigvis blev han ikke narkoman.

Men han prøvede heroin flere gange med en måneds mellemrum, røg hash i årevis, tog til tider også amfetamin og drak i øvrigt en masse alkohol. Derudover flirtede han undervejs med diverse fra new age-genren, bl.a. noget ”sekt-agtigt.”

En ulykkelig forelskelse, der ruskede op i uforløste ”barndomssår”, resulterede i et selvmordsforsøg.

Denne cocktail var hovedårsagen til, at han blev psykotisk i begyndelsen af 1986.

– Efter nogle måneder lykkedes det mig heldigvis at forstå, at Jesus virkelig er sandheden, vejen og livet, fortæller han.

Kimen til denne forståelse var lagt tidligt.

Kristne rødder

– Mine bedsteforældre var frelsersoldater (Frelsens Hær), og min mor og far var begge fra kristne familier.

Men vi var en lidt dysfunktionel familie, hvor min mor i en periode flyttede fra os – da jeg var tre år. Og jeg følte ikke rigtigt, jeg fik hende tilbage, da hun senere vendte hjem igen – kun fysisk, ikke indeni.

Først for nylig blev det helt klart for mig, at jeg som tre-årig også oplevede og havde det svært med, at min far savnede min mor.

– Da jeg var 10 år, blev min far maniodepressiv. Jeg gjorde oprør og søgte forbuden frugt. Jeg stjal fars cigaretter og begyndte at ryge hash i en klike. Det forstærkede og forvrængede mine følelser over mobning i skolen.

Jeg udviklede en social fobi. Når jeg røg hash med kliken, fik jeg angst. Det gjorde de andre ikke … men jeg udviklede vrangforestillinger og en tendens til at analysere hele tiden, fortæller Michael Vestergaard, der på trods heraf længe fortsatte med at ryge stoffet.

Tilgiv!

Et citat af den kristne korleder Steffen Bay understreger for Michael Vestergaard vigtigheden af agtpågivenhed med hensyn til fortiden – også for alle kristne: ”De psykiatriske hospitaler er fyldt med kristne, der bærer på utilgivelighed. Dét giver adgang til Satan og hans åndsmagter.”

Der gik nærmest 30 år, før Michael Vestergaard blev rask efter ungdommens vildfarelser og slap af med diagnosen paranoid skizofren.

Mental og åndelig helbredelse, der bringer os mere i overensstemmelse med Gud, er ofte en livslang proces for alle. Herom vidner verdens tilstand.

– Mark Bradford, som leder Kildegaarden, og jeg tog i 2017 for første gang ud sammen og delte vores vidnesbyrd. Det var på Christiania. Vi har begge som unge røget hash og haft hashpsykoser, så vi ved, hvad det handler om.

– For et halvt år siden ringede jeg så til Klaus Nielsen, som jeg mødte i Pinsekirken i Svendborg for ti år siden. Han har også været skizofren paranoid og er også blevet hjulpet i frikirken.

Efterfølgende er vi taget ud sammen for at fortælle om vores helbredelser – i alle mulige kristne sammenhænge.

– Kan vi besvare nogle spørgsmål og hjælpe andre, så er det … det hele værd. Jeg deler især gerne de erfaringer, Gud har givet mig undervejs. Om hvordan Helligånden har hjulpet mig med at komme videre – få det bedre fysisk, psykisk og åndeligt, siger han.

Bagsiden af psykofarmaka

I 2005 var alting værst for Michael Vestergaard.

– Dengang, som 43-årig, vejede jeg 128 kilo. For jeg udviklede, da jeg blev clean i 1997, et madmisbrug – også på grund af psykofarmaka. Maven registrerer ikke, at man er mæt, når man får medicinen. Jeg fik også diabetes, som Gud heldigvis senere hjalp mig af med.

– I 2006 tog jeg mig sammen og tog på en apostolsk bibelhøjskole i Kolding. Jeg gik der i fire år.
– Det var ekstremt grænseoverskridende for mig. På det tidspunkt boede jeg ellers i en ældrebolig i Højbjerg, hvor jeg blev passet.

Nu kom jeg med min sociale fobi ud blandt 80-100 ”normale” elever. Det var den eneste måde at komme ud af fobien – at konfrontere mig selv med andre mennesker.

– Jeg havde fået tungetalen, da jeg begyndte at komme i en apostolsk kirke i Århus i 2003 – og begyndte at opleve Guds forvandling af mig. Tungetalen fik kolossal betydning for mig, mens jeg gik på højskole.

Det har den stadig. Dagligt … Også mens jeg går en tur, er inde i huset … det er en ventil for mig – til at komme af med indestængte og usunde følelser, jeg må slippe. Blot et par minutter, så er mismod og nedtrykthed væk, forklarer Michael Vestergaard.

Efter bibelhøjskolen blev han beboer på Kildegården, der hjælper tidligere misbrugere og sårbare.

I 15 måneder var han sideløbende også i hænderne på et ældre ægtepar, der havde en udfrielsestjeneste på ”Kraftværket.”

– Mentalt fik jeg det bedre og bedre af den kombination. Når man har oplevet stemmer, der forfølger en … nogle gange troede jeg, at mennesker talte ondt om mig, men det var dæmonerne, der gjorde det, siger han.

Forbøn letter

Beboerne på Kildegården har andagter og kirkegang på programmet.

– Jeg mærkede en meget klar lettelse i min psyke, da præsterne Preben Ågren og Poul Henning Krog for ni år siden bad for mig i frikirken i Svendborg. Det har jeg oplevet under forbøn flere gange siden.

– I 2019 skulle jeg tale med en ny psykiater, og jeg fik flettet Jesus – min forløser og frelser – ind i samtalen. Bagefter sagde psykiateren: ”Jeg tror, vi skal lukke din journal.” Han mente, jeg var rask.

– Gud brugte først 6½ år på at rette op på mit liv – mens jeg var beboer på Kildegården – men de sidste fem år har jeg været medarbejder her, fortæller Michael Vestergaard, der i dag har sin egen lejlighed i det kristne fællesskab. Et personalegode.

– Det er et stort ansvar og meget krævende at arbejde her. Nogle gange er man bussemand og upopulær, siger Michael Vestergaard.

Der lægges stor vægt på at skabe balance mellem det åndelige og fysiske. At skabe sunde rutiner, der gavner. Der er bl.a. faste arbejdsopgaver til alle.

– Hvis man ligger og hører stemmer og ikke kan sove, kan det jo ende med, at hjernen og kroppen ikke kan følge med. Så kan man blive psykotisk og lave skøre ting. Sådan har jeg det heldigvis ikke mere.

– Jeg hjælpes i dag op af Gud klokken 5.30 og sover nemt ved 22-tiden. For jeg er aktiv hele dagen, og derfor får jeg også en sund søvn.

– Det bedste, jeg ved, er den nærhed, jeg har med Gud. Når jeg nærmer mig ham, er han der med det samme og hjælper mig, siger han.

Guds fingeraftryk

Michael Vestergaard har haft mange små og store åndelige oplevelser og glæder gennem årene.

– For fem år siden sagde Gud til mig: ”Alt det, du længtes efter, har Jesus opfyldt i dig i dag. I stedet for at sætte kvinden som fiksérpunkt, skal du begynde at tænke på dig selv.” I dag har jeg overladt til Gud, om jeg nogensinde skal finde en partner.

– Min hidtil største åndelige oplevelse havde jeg i 2004, hvor jeg oplevede, at der kom en stor hånd ned i mit bryst og hev alt skidt indeni væk. Jeg oplevede at blive født på ny – og var henrykt og glad. Gud skiftede et stenhjerte ud med et kødhjerte den dag.

– Jeg har også engang, mens jeg var indlagt på en psykiatrisk afdeling, oplevet at blive døbt med ild fra oven. Guds ild kom ned fra oven, så jeg blev renset og fyldt med kraft, fortæller han – og tilføjer:

– De sidste to år har jeg kun været væk fra Kildegaarden i fem døgn. Jeg er enig med den tidligere leder, Diddi, der sagde: ”Ved du hvad, jeg føler mig privilegeret.”

Michael Vestergaard er født i 1962 og vokset op i Nykøbing Mors.