En dynamisk pinsemand

– Det vigtigste for mig er, at Gud er til stede – at Helligånden taler til os undervejs. At være i Guds plan er fantastisk, siger Preben Ågren.

– Jeg har i mit liv som frikirkepræst bedt for talrige mennesker med fysiske, psykiske og åndelige udfordringer – og haft mange sjælesorgssamtaler. Gang på gang har jeg oplevet, hvordan Gud griber ind. Jeg har fx oplevet nogle med diagnosen paranoid skizofren blive helbredt, fortæller han.

Preben Ågren har også mange års erfaring med samtaler og undervisning.

– Det er Guds lederskab, der gør, at man kan være med til at skabe så meget fantastisk, forklarer han.

Brug for forbøn

Preben Ågren har også selv haft brug for forbøn.

– I 1996 fik jeg en blodprop i hjertet. Der gik en løbeild gennem pinsefolk i Danmark: ”Bed nu for Preben, så han overlever og bliver rask”. Jeg fik lavet en ballon-udvidelse på et hospital, men hvis ikke jeg også havde fået forbøn, er det slet ikke sikkert, at den var lykkedes. Gud havde en plan med mig. Jeg skulle stilles lidt til side. Det var en periode med tid til bøn og fred. Men bagefter gik jeg i gang igen for fuld drøn. Der blev ikke skruet ned for forventningerne. De forventninger, jeg levede på, var, at Gud ville gøre fantastiske ting, fortæller Preben, som først gik ud af lederskabet i Pinsekirken i Svendborg, da han fyldte firs – efter samlet 36 år i menigheden.

– Sidste år flyttede vi til Mariager. Her er jeg pensionist og har ikke de opgaver, jeg havde på Fyn. Min kone og jeg har mere frihed her. Folk ringer stadig og beder om forbøn, og det er fint. Men vi har ikke længere pligter i kirken, siger Preben Ågren.

Han er taknemlig for, at han er blevet bevaret og har fået lov til at tjene Gud så mange år.

Gammelt venskab

De mange venskaber, livet med kirken har resulteret i, er også højt påskønnet.

– Den præst, jeg arbejdede sammen med i 16 år på Fyn, Anders Ova, flyttede også til Mariager – for tyve år siden. Anders har skrevet bøger og været lærer på højskolen her, fortæller Preben.

Men på grund af corona har Anders Ova tilbragt fem måneder i respirator og er i øjeblikket stadig ved at genoptræne.

– Det hjælper jeg ham lidt med. Vi har et godt samarbejde omkring hans rollator, fortæller Preben taknemlig over, at vennen er kommet på benene igen – efter utallige bønner fra venner.

Gud véd bedst

At helbredelse dog ikke altid lykkes er noget af det, der har været sværest for ham.

– Det er jo ikke altid, folk får bønnesvar og bliver helbredt. Jeg har også oplevet nogen dø – hvor vi troede, de overlevede, fordi Gud gjorde undere og tegn undervejs. Det har indimellem været en skuffelse. Men Gud ved bedst …

Paulus siger jo, det er en vinding at dø, pointerer den 83-årige pensionerede præst.

Instrumentmager

Preben Ågren er opdraget i en kristen familie. Både hans far, mor, mormor og morfar var med i Pinsekirken – i Vejle, hvor han er født i 1938.

I 1950´erne blev han uddannet klaverbygger og instrumentmager hos Hornung & Møller – i København, hvor han mødte sin kone i en pinsekirke. Her blev han i 1960 gift med Lisa. Ægteparret har tre børn, 10 børnebørn samt fire oldebørn.

I 1961 flyttede de til Odense, hvor Preben Ågren etablerede sig som klaver- og musikhandler – og samtidig var aktiv i Pinsekirken.

Gode år i Sverige

Fem år senere i 1966 flyttede parret med deres to små børn til Sverige:

– Gud havde talt til nogle i menigheden i Sverige om, at de skulle skrive til mig. Jeg fik en kaldelse til at komme til Jönköping. Der var der en stor missionsboghandel, som ville etablere en musikafdeling.

Samtidig var vi aktive i Pinsekirken Jönköping i børnearbejdet og i koret. I 1967 fandt vi et fantastisk sted at bo i en forstad til Jönköping, Tenhult – med bl.a. fire huse og en 5000 kvm stor grund, som vi købte for kun 100.000 kr., fortæller Preben.

I Tenhult Pinsekirke blev han snart også dirigent for et stort hornorkester og for kirkens ungdomskor.

Der var stor mangel på pianostemmere i Sverige, så nu blev han selvstændig.

”Flyt til Svendborg!”

– Mens vi var i Sverige, kaldte Gud: ”Flyt til Svendborg”, hørte jeg i ånden. Pinsekirken dér var på det tidspunkt næsten nedlagt, husker han.

Beslutningen om at flytte tilbage til Fyn var dog ikke straks ubetinget populær.

– Min kone sagde ”nej!”. Hun havde bestemt ikke lyst til det. Derfor sagde hun til Gud: ”Hvis du gør sådan og sådan…” Hun bad om nogle bestemte tegn, der kunne overbevise hende. Det fik hun – inden for en måned, beretter Preben Ågren.

Så i 1971 flyttede ægteparret retur til Fyn.

– Der var kun 10 pinsevenner tilbage i menigheden i Svendborg, da vi begyndte at holde møder og forbøn.

– Året efter kom Pioneer Missionen og hjalp os. Mange blev frelst og døbt. Vi fik mindst 75 nye medlemmer på ret kort tid. Anders Ova og hans hustru Anette flyttede også til Svendborg.

Sammen fik vi den menighed op at stå. Der var virkelig en vækkelsestid i Svendborg. Vi havde købt et hus i Valdemarsgade og indrettede det til kirke. Da vi havde så stor fremgang i menigheden – og kun plads til 40 i kirken, bad vi meget om at finde et sted med mere plads.

En dag sad jeg i min bil i et lyskryds. Jeg holdt for rødt lys. Så kiggede jeg over mod et gadehjørne.

Pludselig føltes det som om, der sad en mand ved siden af mig i bilen. Han sagde: ”Dér skal I bygge den kirke”. Det var mest røsten, jeg hørte, men jeg oplevede det også fysisk. Der var en tilstedeværelse – som om der sad en person ved siden af mig.

– Jeg kørte straks ud til min ven Anders Ova og fortalte om oplevelsen. Han sagde: ”Kør hen og find ud af, hvem der ejer det sted!”

Det viste sig at være en automobilhandler. Jeg fortalte ejeren den fantastiske historie. Han var ikke kristen, men sagde: ”Ågren, jeg har i dag sendt et brev til dem, der lejer det – og sat det til salg lige præcis i dag”.

Det var et stort sted med et hus med seks lejligheder og god plads til at bygge en kirke. Tænk at Gud sad lige ved siden af mig i bilen og fortalte, hvad jeg skulle gøre, siger Preben.

– I slutningen af 1970’erne byggede vi så den flotte stenkirke i Svinget 2 lige over for biblioteket. Gud hjalp os i alle ting. Vi voksede og havde en herlig tid i Svendborg, fortæller Preben Ågren.

Skole og brevkasse-tv

I 1985 fik han et nyt kald – til at starte en friskole: Lukas-Skolen i Vejle.

– Senere flyttede vi til København, hvor jeg blev leder af Københavns Kristne TV’s rådgivningscenter. Folk kunne ringe ind og få gode råd og forbøn af præster, læger og advokater.

De lokale pinsekirker havde skabt et rådgivningscenter i Smallegade på Frederiksberg. Mange tog imod Kristus i den periode, fortæller Preben.

Preben Ågren kalder sig selv ”Helligånds-tillært”. Han er også uddannet på bibelskoler og af de mange års tjeneste. Efter tre-fire år i København blev han præst i Silkeborg – for en menighed på 25 medlemmer.

– Her var vi i fem år, og menigheden blev fordoblet. Vores børn var flyttet hjemmefra på det tidspunkt. Vi var også med til at bygge en ny kirke her.

– I 1995 fik vi en kaldelse fra Haderslev Pinsekirke, hvor vi var, indtil jeg gik på efterløn i 2000. Det blev også en fantastisk tid med mange gode oplevelser. Vi bad ofte for folk til frelse, mange blev døbt og mange nye kom i kirken.

– Så flyttede vi ”hjem” til Svendborg – det føltes sådan. Vi tog dertil som pensionister, men kirkens præst sluttede sin tjeneste efter kort tid, så vi endte med også at arbejde der nogle år, indtil der kom en ny præst …

Det blev Poul Henning Krog, som kom i 2004, fortæller Preben Ågren, som også har skrevet en bog: ”Mit livs veje og omveje” om livet med tro.