Bedehus Danmark i uge 35
Mandag den 30. august til fredag den 3. september 2021 holder Bedehus Danmark den samling, som ikke kunne holdes i januar på grund af coronaen. Det sker på Højskolen Acts Academy i Kolding.
– Som forbedere og som kristne er vi ikke en ligegyldig parentes i samfundet. I stedet kan vi med iver og engagement involvere os i at fremme og virke det bedst mulige, for at Guds velbehag og velsignelse kan forblive og styrkes over vores land. Vi kan arbejde for, at Guds rige former en nation, lyder opfordringen.
“Når Guds Rige former en nation” er sat som overskrift for ugen og vil være omdrejningspunkt for oplæg og undervisning, for aktuelle og politiske emner, information om Islam, Israel og Mellemøsten, afvekslet med bøn, lovsang og tilbedelse. Der vil også være tid til refleksion i grupper, udrustning og personlig betjening.
Talerne er denne gang Michael Laursen, Frikirkenets generalsekretær, som vil tale om en voksende åndelig forståelse i den politiske verden; Lars Bo Olesen, forstander på Højskolen Acts Academy; Derek Mutungu, Zambia; Patrik Sanberg, Sverigsbønnen; Kenneth Kühn, europæisk leder af den iranske missionsorganisation ELAM Ministries; Lucinda og Michael Rasmussen, præstepar i Næstved Bykirke; og John Nielsen, missionsforstander i Missionsforbundet.