’Guds gidsel’ talte på BC Haderslev Næs

Deltagerne på Luthersk Missions bibelcamping på Haderslev Næs fik en helt særlig oplevelse søndag aften, hvor taleren var ’verdens dyreste gidsel’, som i næsten to år var fængslet i Tyrkiet som en brik i et storpolitisk spil.

Andrew Brunson og hustruen Norine fra USA besøgte Danmark som gæster hos Dansk Europamission, der har fulgt præstens sag og opfordret til forbøn for ham, mens han sad fængslet.

Andrew og Norine havde været missionærer i 23 år, da han blev Erdogans gidsel efter kupforsøget i 2016. Historien involverer både USA’s daværende præsident, Donald Trump, vicepræsident Mike Pence og en række andre toppolitikere, som kæmpede for at få præsten frigivet.

Et stærkt budskab

Ligesom i bogen ”Guds gidsel” fortalte Andrew Brunson på ”Næsset” både ydmygt og ærligt om sit liv i fængslet.

I Tyrkiet opstod den ene konspirationsteori efter den anden omkring den fængslede præst. Man mente, at han havde tæt forbindelse til det kurdiske parti, PKK – og var leder af CIA! Både toppolitikere i USA, menneskerettighedsgrupper og Europa-Parlamentet begyndte efterhånden at kæmpe for Andrew Brunsons sag.

Men selv måtte han kæmpe for ikke at miste sin forstand – og sin tro på Gud. Andrew blev beskrevet som en Rambo-præst, mens han i virkeligheden var en ganske almindelig missionær, der valgte at ære Gud, uanset omstændighederne.

Hvor var den kærlige far?

Andrew Brunson fortalte deltagerne på bibelcampingen, hvordan han længe før sin fængsling havde bedt om at komme Gud nærmere, om at opleve Guds faderhjerte. Men det virkede, som om Gud var tavs i starten af tiden i fængslet. Og det rystede Andrew.

Samtidig blev han klar over, at han havde helt andre forventninger til Gud end hans muslimske medfanger. For dem var fængslingen måske en prøvelse fra Allah, men oplevelsen indebar ikke nogen troskamp for dem.

Andrew derimod oplevede ”troens mørke nat” eller at gå gennem ”dødsskyggens dal”, netop fordi han i troen på Jesus kendte Gud som sin kærlige far.

Kamp for ikke at give op

Mens Andrew sad fængslet, prøvede Norine at trække i trådene for at holde familien orienteret, få kristne til at bede for Andrew og i øvrigt gøre alt for at få ham frigivet.

Kristne verden over bad for den amerikanske præst, og hans mor besøgte ham i fængslet og formanede ham til at holde ud. Men efter et kort besøg måtte moderen rejse tilbage til USA.

Da Norine senere ringede og fortalte sin svigermor, at Andrew kæmpede med selvmordstanker, blev hun dybt rystet. Hun elskede sin søn og ønskede det bedste for ham, men for hende ville det have været et stort nederlag og et svigt både over for Gud og alle forbederne, hvis Andrew gav op og tog sit liv, forklarede Norine.

Andrew selv fortalte, at hans kamp endte med en ny form for overgivelse til Gud. Han måtte vokse i tilliden og læne sig imod sin himmelske far. På et tidspunkt tvang han sig til hver dag at synge og danse for Gud. Og da han endelig kom for retten og måtte høre på en masse falske anklager, svarede han ved at holde en lille prædiken om Jesus midt i retssalen.

Han har nu en forventning om, at der vil ske en åndelig vækkelse i Tyrkiet, fordi så mange kristne i verden har bedt for landet i forbindelse med hans sag.

Guds hånd på Norine

Igennem to år måtte Norine være stærk for at kunne hjælpe sin mand og holde børnene i USA informeret om hans situation. Hun mødte trofast op i de forskellige fængsler, når der var mulighed for at besøge Andrew.

I det topsikrede fængsel, hvor han opholdt sig noget af tiden, måtte hun hver gang gennemgå sikkerhedstjek med iris-scanning. Og når hun så sin mand, var han ofte opløst i gråd.

På spørgsmålet om hun ikke havde haft en efterreaktion, da Andrew var tilbage i USA, og de endelig kunne slappe af, svarede hun nej. ”Jeg tror, Gud holdt mig oppe. Og mange bad for os. Jeg havde jo også hele tiden kontakt med andre kristne. Der var en, som ville klappe mig på ryggen for at opmuntre mig. Men han kunne ikke røre mig. Der var ligesom et skjold omkring mig. Og jeg tror, at det var Guds hånd,” fortalte Norine.

Forbøn og autografer

Efter mødet tilbød Andrew og Norine forbøn for alle, der ønskede det. Men først var der mulighed for at få deres autografer i bogen ”Guds gidsel”. Det trak ud, for mange ønskede at tale med dem – og de tog sig tid til at snakke med hver enkelt, så de kunne skrive en personlig hilsen i bøgerne.

Ligesom Andrews mor havde formanet sin søn til at holde ud og være Guds vidne i fængslet, var Andrew og Norines bøn for os danske kristne, at både vi og vores børn altid må stå fast i troen.