Helle skal arbejde med Grønland – uden at bo der
Helle Kristoffersen fra Fredericia vender ”hjem” til Sømandsmissionen.
”Man føler sig bare hjemme i Sømandsmissionen!”, siger en begejstret Helle Kristoffersen, som er ansat i Økonomi & HR på hovedkontoret i Vejle fra den 10. august. Hun er uddannet kontorassistent, men kender Sømandsmissionen fra tidligere, hvor hun sammen med ægtefællen Bruno var bestyrerafløsere i Qaqortoq i 2014 (7 mdr.) og Sisimiut i 2016 (10 mdr.).
Tiden i Grønland kalder hun ”det bedste”, mens det næstbedste job er det, hun nu skal i gang med.
Ud over regnskab for sømandshjem i Grønland får Helle administrative HR-opgaver som fx bestilling af flybilletter, arbejdstilladelser og børneattester til volontører. Desuden vil pensionsforhold for udsendte i Grønland nok lande på hendes bord.
Helle har sammen med Bruno været soldaterhjemsledere i Fredericia siden 2016. Lige efter de havde sagt det ansættelsesforhold op, så hun stillingsannoncen og søgte.
”Jeg tænker, det er en fordel at have siddet på den anden side af skrivebordet – at have kommunikeret med kontoret i Danmark fra en bestyrerstol i Grønland. Måske kunne vi lave en tjekliste eller drejebog for, hvad man skal huske, når man flytter til Grønland,” foreslår hun.
Helle og Bruno bor i et lille træhus på Hans Egedes Vej i ”grønlandskvarteret” i Fredericia. Det minder da lidt om mere nordlige himmelstrøg.