Hold liv i ægteskabet – hele livet

At holde ægteskabet i live, gælder ikke kun lige når man er blevet gift. Der skal arbejdes på det hele livet. Det handler Per Bøndergaards samtalebog om. Den er ikke kun til nygifte, men til alle ægtepar, som ønsker at være sammen med hinanden og med Gud gennem hele livet.

”Når I har sagt Ja”, er en bog, som kan holde ægteskabet i live og også en mulighed for at få snakket om ting, som man måske undgår eller glemmer i hverdagen. Bogens forfatter, Per Bøndergaard, har i en årrække sammen med sin kone haft forlovelsessamtaler med kommende ægtepar. Bogen er skrevet med erfaring fra disse samtaler, med ønsket om, at give alle ægtepar redskaber til at holde kærligheden i live, hele livet.

Mennesker ændrer sig hele tiden og det gør livet også. Netop derfor er det vigtigt, at man som ægtepar ser hinanden og udvikler sig sammen. De gode samtaler er med til at få sat ord på ting, som man ofte ikke får snakket om i hverdagen – eller måske slet ikke tænker på at snakke om.

Der kan også være emner, man måske undgår at komme ind på, som kan medføre, at der kommer barrierer i forholdet. Alt dette ønsker forfatteren at sætte fokus på med bibelen som fundament.

Det tager kun 30 minutter

Bogen er meget enkelt bygget op med 30 emner bygget op over bibelvers. Emnerne lægger op til samtale, og forfatteren opfordrer til, at man læser og har 30 minutters samtale, hvor man kan tage udgangspunkt i nogle få spørgsmål, han stiller.

Man kan enten gøre det i 30 dage i træk, eller dele det over længere tid og fx afsætte 1-2 aftener om ugen til det, eller hvad der nu passer ind i hverdagen. Det vigtigste er at få tid til at snakke og lære hinanden at kende ud fra de emner, bogen kommer ind på.

Bogen belyser mange gode emner. Der er fx et lidt sjovt emne, som hedder ”Svigermor eller Gud – hvem fylder mest?” eller ”Lad det ikke blive en lang dag”, som handler om ikke at lade solen gå ned over sin vrede.

Der sættes ord på temaer, som man måske har svært ved at tage op selv, som sex, at se hinanden, have omsorg for hinanden, penge osv. Så der er mulighed for at komme hele vejen rundt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Ægteskabets faser

Der er faser i ægteskabet, og der sker noget hele tiden. Forfatteren skriver i forordet, at vi som familier har brug for tre huse: Et, når vi har små børn, et andet, når vi har teenage-børn, og et tredje, når vi bare er os selv igen.

Et rigtig godt billede på, at der sker meget, fra man bliver gift og livet igennem. Hvis ikke der arbejdes på forholdet, kan hverdagen let tage over, og mange vokser fra hinanden, fordi de ikke får snakket og lært hinanden at kende.

De gode samtaler kan medvirke til, at man vokser sammen, i stedet for fra hinanden.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Gave til alle ægtepar

Jeg kan varmt anbefale denne bog til alle ægtepar, som ønsker at holde kærligheden i live.

Forsiden på bogen kan snyde, så man tænker, at den kun er til nygifte, men det er den langt fra.

Jeg må selv sige, at der er temaer i den, som min mand og jeg ikke har nemt ved at snakke om til daglig, men som kunne være gode at tage op, så vi vokser endnu tættere sammen. Bogen er derfor en gave til alle kristne ægtepar, og Per Bøndergaard skriver med indsigt og på en let forståelig måde. Bøger som denne burde være på hylden hos alle kristne ægtepar og tages frem fra tid til anden, så ægteskabet holdes i live – hele livet.

Om forfatteren

Per Bøndergaard er 51 år, gift med Jette og sammen har de fire børn. Familien er en del af Luthersk Mission og bor i Brændstrup. Per arbejder til daglig som erhvervs-og landbrugsrådgiver i den finansielle sektor.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Derudover er han prædikant i Luthersk Mission, og han holder, sammen med Jette, forlovelsessamtaler for kommende ægtepar. Han har tidligere udgivet bogen ”Således elskede Gud”.

Per Bøndergaard: Når I har sagt ja – en samtalebog for ægtepar.
72 sider.
99,95. kr. Lohse