Livsvisdom til nutiden
Preben Kok har ud fra sine 40 års erfaringer som sygehuspræst, sognepræst og sjælesørger skrevet en fremragende bog, som fortjener at blive læst af så mange som muligt!
Den er proppet med guldkorn, ”arvegods” – dvs. den visdom, som mange har glemt. Og det til trods for, at den generation, der var ung i tresserne, er vokset op med morgensang, fadervor, fortællinger og eventyr fra gamle danske klassikere fx H. C. Andersens Klods Hans og filmen Baronessen fra Benzintanken, som man kan lære af. Læs selv hvordan!
Visdom før og efter 1968
Den visdom, som var gængs og almindeligt accepteret før 1968, ændrede sig efter 1968, og den trænger til at komme på banen igen ifølge Preben Kok. Og visdommen fra de ældre med baggrund i vores fælles arv og livserfaringer bør gives videre til børn og børnebørn.
Formålet er at imødegå grænseløse og urealistiske mål, som kan føre til stress, angst og depression. At erkende magtesløshed og fortælle det til Gud, så han kan være til stede i magtesløsheden.
For livet er ikke en konstant opstigning til noget bedre og mere fantastisk, det rummer også lidelse og nedture. Det går fra opstigning og blomstring med flere kriser gennem livet til modning og aldring.
Som noget helt gængs og naturligt! Det er heri visdommen ligger, at man erkender det, forholder sig til det og får det bedst mulige ud af det. Undertiden er kaos, kriser og lidelse en forudsætning for ny erkendelse, nødvendige forandringer, at sætte grænser og modning.
Gode råd til livet
At acceptere nødvendigheden af at sætte grænser, så friheden bliver sluppet løs! Det betyder fx at sætte grænser for menneskers magt og egne urealistiske forestillinger for på den måde at leve et mere velfungerende, lidenskabeligt liv.
Gå ind i lidelsen, når den optræder, i stedet for at kæmpe imod. Og så er bønnen fadervor i de svære situationer med til ”at fastholde realismen uanset, hvordan livet ser ud” suppleret med Grundtvigs ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”.
Preben Kok giver mange gode, nyttige råd til ægteskab, skilsmisse og meget mere. Indimellem med et stænk humor! Bogen slutter med ”Afrunding: at se to sider”, som er skelsættende råd til livet! Jeg ville ønske, jeg havde læst denne bog som ung – og gerne med en kærlig, ældre vejleder. Læs bogen, bliv inspireret og overvej, hvad du selv kan give videre af både egne og andres værdifulde livserfaringer.
Preben Kok: Arvegods – Giv visdom videre
221 sider. 250 kr. Gyldendal