Ane er Danmarks nye kirkeminister
På trods af at 38-årige Ane Halsboe-Jørgensen (S) aldrig har arbejdet med kirke- eller kulturliv, er hun udnævnt til netop kultur- og kirkeminister som efterfølger til Joy Mogensen (S).
Mandag den 16. august kl. 11 blev Ane Halsboe-Jørgensen præsenteret som ny kirke- og kulturminister for Kronprins Frederik i Frederik VIII’s Palæ.
Samtidig sagde hun farvel som uddannelses- og forskningsminister, hvor posten overtages af Socialdemokratiets tidligere politiske ordfører, Jesper Petersen.
Ane Halsboe-Jørgensen har en kandidat i statskundskab (cand.scient.pol.) fra Københavns Universitet i 2009 og var derefter indtil 2011 ansat i Fagbevægelsens Hovedorganisation (det daværende LO), før hun gik ind i politik på Christiansborg.
Imod læreruddannelse
Ane Halsboe-Jørgensen har tidligere markeret sig som modstander af en privat læreruddannelse, som blandt andet ville uddanne lærere fra et kristent udgangspunkt. Hun udtalte da, at man burde passe på med at lave en alternativ uddannelse med et religiøst grundlag.
Teologiprofessor på Aarhus Universitet, Peter Lodberg, fortæller til Kristeligt Dagblad, at den nye kirkeminister har været meget afvisende over for fakultetets ønske om at hæve antallet af teologistuderende på grund af præstemangel.
Barnedøbt og konfirmeret
Ifølge Kristeligt Dagblad er Ane Halsboe-Jørgensen medlem af Folkekirken og har opbakning til den som institution. Posten som kirkeminister kræver ikke medlemskab af Folkekirken, men Ane Halsboe-Jørgensen er både barnedøbt og konfirmeret.
Da Ane Halsboe-Jørgensen mandag på Amalienborg Slotsplads blev præsenteret som ny kirke- og kulturminister, nævnte hun kun kulturen og ikke kirken.
Om sit forhold til troen siger den nye kirkeminister til kirke.dk:
”Jeg har båret troen inde i mig og har i virkeligheden haft det som en privat ting igennem alle årene. Det er i mine øjne hverken bedre eller dårligere, end hvis man sidder ofte på kirkebænken”.
Til Kristeligt Dagblad udtaler sognepræst Agnete Raahauge fra Tidehverv: ”Hun kan sætte sig ned og sove lidt på sit kontor i Kirkeministeriet, bortset fra hvis det gælder om at åbne kirkerne som her under corona”.
Joy Mogensen trækker sig fra politik. Efter tabet af sin datter og snart halvandet år med coronakrisen er hendes overskud tømt, udtaler hun.