– At løbe er min tilbedelse
Mange atleter ser deres fysiske præstationer som en måde at tilbede Gud på. Og for mange er troen på Jesus faktisk netop grunden til, at de kan præstere så godt.
Uanset om de vinder eller taber, så ved de godt, hvem der har givet dem evnerne…
– Når jeg løber, så er den første ting, jeg siger: ”Jeg håber, du er tilfreds med min tilbedelse”, for at løbe er min tilbedelse, siger den jamaicanske superstjerne, Shelly-Ann Fraser-Pryce. Hun er den kvindelige atlet i verden, der har vundet flest 100 m guldmedaljer, heriblandt to guld, fire sølv og én bronze til OL alene. I år blev hun nummer to i 100-meter-finalen:
– Hver gang jeg går ud på banen, er det for at vinde, men denne gang var det ikke Guds vilje. Jeg er stadig så taknemmelig for at være en del af dette historiske øjeblik, sagde 34-årige Fraser-Pryce, som er nem at genkende med sit meget iøjnefaldende gule og orange hår.
Overvinder mentale problemer
Det vakte forståeligt stor debat, da den amerikanske stjerne, Simone Biles, trak sig fra flere konkurrencer på grund af mentale problemer og et familiemedlems død. Og netop det mentale pres er forståeligt kæmpestort under et OL. Men for den australske højdespringer, Nicola McDermott, så har troen på Jesus hjulpet hende til at overvinde mentale barrierer i sin sport fremfor at frygte det. Hun blev den første australier, som sprang 2,01 meter.
Men på trods af det har hun dog ikke altid nydt at være en af de bedste:
– Når din identitet er baseret på, hvad du gør – en præstationsbaseret identitet – så vil det aldrig tilfredsstille dig. Jeg fandt ud af, at jeg aldrig ville kunne hoppe højt nok til virkelig at blive tilfreds. Men når din identitet er baseret på, at du er elsket af Gud … det giver mig frihed til at præstere ud fra glæde og frihed, forklarer hun og forsætter om sine tanker, før hun slog den nationale rekord:
– Jeg gik ud og tænkte: ”Jeg er frygtløs, fordi jeg ved, at jeg er elsket, lad os gå og gøre det.”
– Da jeg kiggede ned på mine hænder og tilbage på højdestangen, så vidste jeg, at jeg allerede havde det. Der var en sikker tro. Jeg frygtede ikke længere dét, som havde overvældet mig syv uger tidligere.
Den olympiske rekord er 2,06 meter, og McDermott forventes dermed at kunne kæmpe med om medaljerne i Tokyo (efter redaktionens deadline).
Hun har ved siden af sporten, sammen med andre, lavet organisationen ’Everlasting crowns’, som arbejder for, at flere atleter må opleve Jesus’ frisættende kærlighed, så de kan være en velsignelse der, hvor de er.
Caeleb fandt lykken hos Gud efter depression
Den amerikanske svømmer, Caeleb Dressel, har imponeret ved OL. Han vender hjem med fem guldmedaljer efter at have slået flere verdensrekorder:
24-årige Dressel vandt 50 m, 100 m (olympisk rekord) og 4 x 100 m freestyle, samt guld i både 100 m butterfly (verdensrekord) og 4 x 100 m medley (verdensrekord).
– Det var et virkelig hårdt år, så at se resultaterne komme og vide, at alt gik rigtigt, får mig til at føle mig meget glad, sagde han til journalisterne. Han har talt åbent om sin kristne tro og hævdet, at det er dér, han henter sin styrke. Han forklarede, at den store ørnetatovering, der dækker den øverste del af hans venstre skulder, repræsenterer et af hans yndlingsbibelvers:
“Dem, der venter på Herren, fornyer deres styrke. De flyver højt som ørne; de løber og bliver ikke udmattede, de går og bliver ikke trætte.” (Esajas 40,3w1)
– Derfor dyrker jeg sport – ikke for at være den hurtigste, men for at inspirere folk og vise dem, at jeg finder min lykke i Gud, har han tidligere sagt til Baptist Standard ved de amerikanske mesterskaber.
Han voksede op i et kristent hjem, men fortæller, at hans tro blev styrket, da han studerede ved University of Florida og efter at han begyndte at gå i kirke.
Dressel stoppede endda dengang med at svømme og sagde, at han ikke længere var interesseret i sporten. Han gennemgik så en vanskelig periode med depression, da han allerede som 17-årig var et svømme-fænomen. Men han besluttede at vende tilbage med mere håb og tillid til Helligånden:
– Ud af det begyndte jeg at svømme igen og satte virkelig al min lid til Gud, vel vidende at Han vil tage sig af alt for mig, i gode og onde tider, erklærede han i 2016.
– Jeg lærte virkelig meget. Jeg ved, hvordan jeg skal se lyset for enden af tunnelen, og jeg lærte at stole på, hvad Gud gør, uanset om det er i en svær tid eller på højdepunktet af mit liv, understregede han.
Defineret af Jesus
Kyle Snyder vandt guld i 97 kg brydning ved OL i Rio i 2016. Som 25-årig er han nu en af favoritterne til at beholde titlen i Tokyo. Men det bliver ikke let, for Kyle bliver sandsynligvis nødt til at møde russiske Abdulrashid Sadulaev. Ved Wrestling World Championship besejrede russeren Kyle på bare 70 sekunder. Det var den kristne bryders første nederlag ved verdensmesterskabet.
Efter konkurrencen spurgte en journalist ham: “Mestre er normalt ikke defineret af sejre, men af tab. Hvordan vil dette tab definere dig?”.
Kyle svarede: ”Sejre eller nederlag definerer mig ikke. Jeg mener, jeg elsker at kæmpe, det er en stor del af mit liv, men jeg er ikke defineret af sport. Jeg er defineret af min tro på Jesus ”.