Den nyeste DNA-forskning udfordrer evolutionsteorien

I bogen ”Devolution” argumenterer professor Behe for, at den traditionelle evolutionære mekanisme – tilfældige mutationer efterfulgt af naturlig udvælgelse – slet ikke er i stand til at drive en evolution ’fra amøbe til menneske’. Tværtimod forhindrer den en evolution, der overskrider artsgrænserne.

Denne umiddelbart forbavsende påstand begrunder Behe således: Mutationer – der kan give en organisme en kortsigtet fordel i dens aktuelle omgivelser, men som skader dens tilpasningsmuligheder på længere sigt ved at reducere mængden af information/specifitet i dens genom – er langt mere talrige end mutationer, der giver en organisme langsigtede fordele.

Eftersom den naturlige udvælgelse er blind og ikke kan udvise nogen forudseenhed, vil de langsigtede, skadelige mutationer derfor komme til at bestemme farten.

Behe eksemplificerer det blandt andet med isbjørnen, som efter alt at dømme har udviklet sig fra den brune bjørn og derved er blevet i stand til at overleve og formere sig i et arktisk miljø.

Denne udvikling er imidlertid udløst af en forringelse af isbjørnens gener. Isbjørnen er derved kommet ind i en evolutionær ’blindgyde’ og vil ikke være i stand til senere at udvikle sig til andet og ’mere’ end en isbjørn.

Evolutionslæren har gennem mange år været en kilde til anfægtelse for mange kristne og ligefrem har været årsag til, at mennesker faldt fra troen. Derfor er det vigtigt at få den sandhed frem, at der rent videnskabeligt ikke er meget, der tyder på, at evolutionslæren er sand, men at kendsgerningerne derimod peger på, at der står en intelligent designer bag livets mangfoldighed.

Behe er blot én af det voksende antal forskere, der ud fra vores stærkt forøgede viden på det mikrobiologiske område konkluderer, at evolutionsteoriens mekanisme ikke er i stand til at forklare livet i al dets kompleksitet og mangfoldighed, men at det giver bedre mening at forestille sig en intelligent designer, der står bag de levende væsner.

”Intelligent Design” eller bare ”ID” er en samlebetegnelse for disse forskere. De fleste Intelligent Design-forskere holder sig strengt til det videnskabelige og sætter ikke navn på designeren, men der er intet videnskabeligt til hinder for at identificere ham med den kristne Gud Skaber.

Af Professor Michael J. Behe
400 sider. 249,- kr.
Origo Forlag i samarbejde med ProRex Forlag.