Indre Mission vil samarbejde mere med menighedsråd
Den 15. august tiltræder 64-årige Søren Fibiger Olesen i en ulønnet fritidsstilling som Ressource-koordinator for menigheder. Ansættelsen sker for at støtte arbejdet i menighedsrådene.
Generalsekretær Jens Medom Madsen siger om initiativet : ”Egentlig er det en gammel sag og helt i tråd med IM’s grundforståelse som en del af det folkekirkelige menighedsarbejde.”
Søren Fibiger Olesen stoppede 1. juni som formand for Krifa. En af hans nye opgaver bliver at styrke dialogen med menighedsrådene ved fx at tilbyde forskellige typer ressourcer fra IM.
”Indre Missions lokale fællesskaber og medarbejdere har en lang tradition for et tæt og tillidsfuldt samarbejde med sognekirkerne. Ofte har det særligt været rettet mod præsterne, men med dette tiltag vil vi også henvende os til menighedsrådene og kirkens øvrige ansætte og tilbyde vores hjælp,” fortæller Indre Missions generalsekretær.
Søren Fibiger Olesen har tidligere været ansat som leder af IM-virksomheden Refleks Musik, som i dag er en del af Forlagsgruppen Lohse. Han har i en del år været formand for menighedsrådet ved Sct. Michaelis Kirke i Fredericia. Med 20 års erfaring fra Krifa har han den bedste baggrund for at skabe gode relationer mellem IM og menighedsrådene og gøre IM’s mange ressourcer kendte og brugbare for det lokale sognearbejde, vurderer Indre Mission.