Open Doors Danmark og Færøerne fylder 25 år
I 1996 blev den danske afdeling af organisationen Open Doors oprettet. Siden da har tusinder af danskere og færinger støttet op om hjælpen til forfulgte kristne. 25-års jubilæet fejres den 19.-26. september med arrangementer rundt om i landet.
Open Doors Danmark og Færøerne blev grundlagt i 1996 og fejrer således 25-års jubilæum i år. Gennem alle 25 år har tusindvis af danskere og færinger støttet op om forfulgte kristne. Støtten er sket i form af bøn, breve, rejser og donation af millioner af kroner.
Behovet for hjælp er større
Behovet for hjælp og støtte er ikke blevet mindre de sidste 25 år. Tværtimod er retten til at dyrke sin tro, til at skifte tro og til slet ikke at tro under voksende pres mange steder i verden.
Flere end 340 millioner mennesker udsættes for alvorlige eller ekstreme krænkelser af deres trosfrihed.
”Presset kommer fra både statslige og ikke-statslige aktører, som familie og lokalsamfund. I Kina er det eksempelvis regimet, som lægger flere og flere restriktioner på kirken, mens det i Indien i høj grad er fra lokalsamfundet, at forfølgelsen af ikke-hinduer kommer,” siger René B. Ottesen, generalsekretær i Open Doors Danmark og Færøerne.
Besøg fra Nordkorea
25-års jubilæet fejres den 19.-26. september med arrangementer forskellige steder i landet. Hele ugen vil der være besøg af nordkoreanske ”Timothy”, som vil fortælle om livet i verdens farligste land for kristne. Timothy er flygtet fra Nordkorea to gange, hvor han har siddet i fængsel og været udsat for tortur.
I dag bor han i England, og siden 2010 har han rejst rundt og fortalt om Nordkorea.