Minister vil forbyde ’omvendelsesterapi’

Peter Hummelgaard Thomsen

Efter offentliggørelsen af en dansk rapport om ”omvendelsesterapi” vil ligestillingsministeren se på et forbud for mindreårige.

På tirsdagens forside af Kristeligt Dagblad udtaler ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S), at han vil undersøge muligheden for at forbyde ”omvendelsesterapi” for mindreårige.
En ny rapport fra analysebureauet Als Research viser, at ”omvendelsesterapi” for mindreårige ikke er udbredt i Danmark.

Rapporten dokumenterer kun ét tilfælde, hvor en mindreårig har oplevet forsøg på at få ændret sin seksualitet af forældre eller religiøse ledere.

I en pressemeddelelse udtaler Peter Hummelgaard (S): ”Ingen skal omvendes fra deres seksualitet eller kønsidentitet, og det sender vi nu et helt klart og tydeligt signal om. Vi skylder de børn og unge, der oplever omvendelsesterapi, at reagere”.

Generalsekretær i Frikirkenet Mikael Wandt Laursen siger til Kristeligt Dagblad, at rapportens konklusioner kalder på eftertanke og handling fra kirkerne, men ikke en lovgivning.

Omvendelsesterapi?

Definitionen på ”omvendelsesterapi” kan både være smal og bred. I den smallere definition er der normalt tale om længere forløb. I rapporten har man ikke kunnet finde udbydere af den slags i Danmark.

Men rapporten peger også på begrebet SOGIECE (Sexual Orientation, Gender Identity or Gender Expression Change Efforts). På dansk: Forsøg på at ændre seksuel orientering, kønsidentitet eller kønsudtryk. Hvis den definition også kommer med i en eventuel kriminalisering, er definitionen langt bredere, og det vil i så fald være ulovligt med flere andre forsøg på at ændre menneskers seksualitet.

I en undersøgelse fra 2020 om LGBT-personers trivsel svarede otte procent af de adspurgte, at de havde oplevet at blive udsat for omvendelsesforsøg inden for det seneste år fra mennesker i deres omgangskreds.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I den netop udgivne rapport er det uvist, om den slags påvirkning kan kategoriseres som omvendelsesterapi, fordi en klar definition af ”omvendelse” mangler i rapporten fra 2020. Alle adspurgte i 2020-rapporten var over 16 år.

Gitte Rasmussen, landsleder for Indre Missions familiearbejde, afventer en klar definition af ”omvendelsesterapi”.

Kristent perspektiv

I den nye rapport afviser de kristne organisationer Agape, KNUS og Adam&Eva, at deres praksis kan forbindes med eller karakteriseres som ”omvendelsesterapi” – forstået som forløb, der har til formål at ændre LGBT-personers seksuelle orientering eller kønsidentitet.

Landsleder for Indre Missions familiearbejde, Gitte Rasmussen, går ind for rådgivning, som fraråder at udleve sin seksualitet andre steder end i et ægteskab mellem én mand og én kvinde.
”Jeg læser Bibelens definition af et ægteskab som mellem én mand og én kvinde,” siger hun.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Om ligestillingsministerens ønske om at undersøge muligheden for ”omvendelsesterapi” til mindreårige, siger hun:

”Jeg kan ikke tage konkret stilling, før jeg ved, hvordan omvendelsesterapi vil blive defineret i et eventuelt lovforslag”.

Hun kender til mange, der er frustrerede over de følelser, de oplever i forhold til deres seksualitet. Her kan det at tage en snak om håndtering af følelserne skabe klarhed:

”I rådgivningen bliver der arbejdet med, hvordan personen kan håndtere de følelser, som for eksempel tiltrækning af personer af samme køn. Nogle vælger at leve som single, andre at indgå i et ægteskab med en af modsatte køn og andre at indgå i forhold med en person af samme køn”.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Forbud i udlandet

Flere steder er ”omvendelsesterapi” forbudt. Som i Tyskland, hvor ”omvendelsesterapi” har været forbudt til alle under 18 år siden 2020. Bryder man loven, kan man få op til et år i fængsel eller en bøde på 30.000 Euro.

I juni trådte et forbud mod ”omvendelsesterapi” i kraft i Canada. Det omhandler børn og forbud mod at tvinge til samt at tjene penge på ”omvendelsesterapi”.

Rapporten om omvendelsesterapi

Analysebureauet Als Research har fra november 2020 til august i år undersøgt omvendelsesterapi. Det indebar caseinterviews med homoseksuelle, der har oplevet, hvad de definerer som omvendelsesterapi.

Rapporten bidrager med fem interviews med personer, der har oplevet det som meget hårdt og ensomt at vokse op i religiøse familier som homoseksuelle, og så er der data fra to tidligere undersøgelser om LGBT-personers trivsel.

Kortlægningen er sket på baggrund af en bestilling fra Beskæftigelsesministeriets ligestillingsafdeling og er nu at finde på ministeriets hjemmeside.