Bøn for Skive under festival

En gruppe lokale kristne tilbød kaffe og forbøn under Skive Festival den 2.-4. september.

Bedegruppen i Skive ved bordet med lækkerier samt teksten: Gade Kirke. Jesus siger: ”Jeg er sandheden og vejen og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.”

”Her i weekenden var der Skive Festival, og da vi er nogle stykker, som beder for Skive, blev vi enige om at mødes med dem, vi nu bad for,” fortæller Peter Elias Nielsen.

Gruppen Bøn for Skive samt yderligere to personer oplevede Guds velsignelse på festivalen:

Lisbeth, Svend, Anna, Hans, Greta, Emmy og Peter deltog i Skive Festival med tilbud om kaffe, forbøn og vidnesbyrd.

”Der blev arrangeret et sted, hvor vi skulle være, og der blev sat et bord og stole op, samt alle mulige gode sager, som kunne drikkes og spises.
Nogle folk var lidt varsomme: ”Ehh, hvad koster det for kaffen?”. Andre mere afvisende: ”Nej, ellers tak”. Men så var der også dem, som var for nysgerrige, dem, der ville drille, og dem, som bare trængte til lidt lækkert. Der kom mange forbi, og dem der ikke skulle hurtigt videre, fik lov at høre vidnesbyrd, blive bedt for, og nogle endda helbredt.
Gud var nært tilstede, endda på en sådan måde, at nogle unge kom flere gange…og så god var kaffen altså heller ikke (på forhånd undskyld til dem, der stod for dette). Nej, de kom, fordi de havde oplevet noget godt i bønnen. Og det kunne da ikke skade at prøve igen.
Tak til Gud for hans rige velsignelser, og tak til alle jer, der beder og arbejder for, at Guds rige må komme nær, der hvor I er,” slutter Peter Elias Nielsen.