I pottemagerens spejl

Jeg er så privilegeret, at jeg hver dag oplever unge mennesker på nærmeste hold. Lige uden for min dør, hvor jeg sidder og begraver mig i mangfoldige opgaver, hører jeg dem hver dag dele sig selv med hinanden. Det er skønt, ja faktisk fantastisk. Og ikke nok med at jeg hører dem, jeg får også lov at være sammen med dem. Sammen om livet, tankerne og troen.

For det meste er de faktisk ret godt tilpas, smilende i mødet med hinanden og os ”gamle”. For det meste har de vinden i ryggen, livet går godt, og det er dejligt at være ung. Men nogle gange er der også modvind, det hele er lidt op ad bakke, og det gør ondt at være ung. De møder modstand i livet, tankerne og troen.

Hvem er jeg?

Sådan er det nok at være ung, være på kanten af verden, på kanten af noget ukendt, hvor de forstår sig selv som sociale konstruktioner, der formes på den scene, hvor de konstant sætter sig selv i spil for at finde ud af, hvem de egentlig er.

De er, og bliver til, i kraft af hinanden og os, der står omkring dem. I kraft at det spejl, de sætter op mod verden, og det billede, de deri ser af sig selv. Simpelt og dog urimelig komplekst.

Livet, tankerne og troen bevidstgøres for de unge i dette simple og urimelige komplekse univers af indtryk, opfattelser og guddommelig åbenbaring. De former og formes som leret i pottemagerens hånd. Skrøbelige, påvirkelige og lige der i centrum for al opmærksomhed.

Netop dette er udfordringen, dette centrum for al opmærksomhed. Hver dag bliver de bombarderet med nye impulser, som prøver at fortælle dem, hvem de egentlig er. Hænder prøver at gribe fat i leret og påvirke det, så formen ændres, mærker laves, og konstruktionen forandres. Der kæmpes om magten til at bestemme, hvad de ser i spejlet, der holdes op! Og lige præcis her ligger vores opgave.

De unge er Guds værk

I Esajas kap. 64 v. 7 står der: ”Men Herre, du er stadig vores Far! Vi er leret, og dine hænder har formet os. Vi er dit værk.”

Lige præcis her er koden til at se det virkelige spejlbillede, til at se pottemageren, som holder leret i sine hænder. Lige præcis her er vores opgave: som medvandrere for de unge – for et år eller to – at pege på den treenige Gud, i hvis billede de hver især er skabt, ønsket og elsket, præcis som de er, og ikke blot som den, de gerne vil være.

På de kristne efterskoler har vi en helt unik mulighed for igen og igen at fortælle dem, hvordan Gud ser på dem. Fortælle dem, at de er dyrebare, agtet og elsket af en skabende Gud.

Fortælle dem, at deres grundposition er, at de er Hans elskede værk, og at de gennem troen på Kristus og i livet i fællesskab med Helligånden står hellige og rene overfor Gud.

Hver dag er vores mål og ønske, at vi i mødet med den enkelte og flokken respektfuldt kan få lov at holde det guddommelige spejl op, så spejlbilledet viser en uendelig elsket, smuk og dyrebar Guds skabning.