Kæmper efter opvækst i Jehovas Vidner

Kære Poul Henning

Da vores forældre konverterede til Jehovas Vidner, blev vores liv forandret. Som 10-årig måtte jeg pludselig ikke hverken holde fødselsdag eller deltage i andres fødselsdage. Det er svært at blive holdt udenfor.

Vores forældre blev oplært i, at jul var afgudsdyrkelse, så det var også slut. Nadveren var forbudt, kravet var nemlig, at man skulle være sikker på, at man var en del af de 144.000, som skal regere sammen med Jesus i den nye verden, som er omtalt i Åbenbaringsbogen.

Vi skulle møde tre gange hver uge i rigssalen og følge bestemte regler, fx skulle vi altid gå med kjole. Da vi blev ældre, skulle vi ud med Vagttårn og Vågn op-bladene. Vores veninder fra skolen forsvandt, fordi de hadede Jehovas Vidner.

Som voksne begyndte vi at trække os, da blev de endnu mere påtrængende. De tog ikke for gode varer, at vi ikke ønskede kontakt eller besøg. Deres påtrængenhed medførte, at jeg gik helt i baglås.

Vi er blevet afklaret i, at det er vidnerne, der laver deres egne regler, det er dem, det er galt med. I dag kæmper vi med resterne fra denne opdragelse. Desværre har vi ingen kontakt til vores gamle veninder. Tak, at du vil hjælpe os med gode råd, vi er meget åbne og nysgerrige overfor jeres kirke.

Kærlig hilsen
To anonyme

 


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Kære jer

Tak at I har taget kontakt, det har været godt at tale med jer. Det er uhyggeligt, at nogen kan læse Bibelen så forkert. Jeg har læst Jehovas Vidners lære igennem, meget kan lyde ok, men på grundlæggende områder er der dog kæmpe forskel.

Jehovas vidner har som bekendt deres egen bibel. De fejrer ikke jul, påske, pinse og andre helligdage, idet de mener, at det har hedensk oprindelse. De afviser en udødelig sjæl. Der er en særlig gruppe på 144.000, der vil blive oprejst til et himmelsk liv og herske sammen med Jesus i Guds rige. De mener, at Gud kun vil velsigne lydige mennesker med et fuldkomment helbred og et evigt liv i et paradis på jorden.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Jeg tænker, at I er godt på vej. Vranglæren må ud og erstattes af den sunde lære.”

De anerkender ikke læren om den treenige Gud. De har en meget mangelfuld og helt forkert opfattelse af Jesus Kristus. Helligånden er alene ”Guds skabende kraft”, og har ingen guddommelig status, de har således ingen forståelse for Helligånden som en Talsmand.

Der er meget lovtrældom i deres lære. De tolker skriftsteder, særligt fra Åbenbaringsbogen, uden balance til hele skriften – ”Summen af dine ord er sandhed,”(Salme 119:160)

Der er ca. 15.000 i Danmark og 8-9 millioner på verdensplan. Medlemstallet omfatter dem, som aktivt forkynder om ”Guds rige” hver måned. Hver måned afleverer det enkelte vidne en rapport over deltagelsen i det arbejde. De opfatter sig selv som kristne, omend deres lære er så speciel, at de almindelige kirkesamfund ikke opfatter dem som kristne.

Jeg tænker, at I er godt på vej. Vranglæren må ud og erstattes af den sunde lære. Vi har talt en del om Kristus som frelseren, og Helligånden som Talsmanden. I har også lånt nogle gode bøger om emnerne.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.” og ”Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for lovet blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.”(Joh.1:12-13+16-17). Vi beder for jer og ses igen.

Kærlig hilsen Poul Henning