Ny generalsekretær i Bibelselskabet

- Bibelen er et værk, man kan leve og dø på, men aldrig bliver færdig med, siger cand. mag. Johannes Baun.

Johannes Baun

Den 45-årige cand. mag, tidligere redaktør og forlagschef Johannes Baun bliver generalsekretær for Det Danske Bibelselskab fra 1. oktober.

Johannes Baun afløser Birgitte Stoklund Larsen, der forlader Bibelselskabet den 30. september 2021 efter seks år som generalsekretær for at blive stiftskonsulent og sognepræst i Helsingør Stift.

Professionalisme

– Vi i bestyrelsen har den største respekt for de resultater, som Johannes Baun har opnået i sine tidligere ansættelser hos blandt andet Weekendavisen og på Kristeligt Dagblads Forlag. Vi er overbeviste om, at han er den rette person til at stå i spidsen for Bibelselskabet, siger bestyrelsesformand Peder Ø. Andreasen og fortsætter:

– Johannes Bauns professionalisme og grundighed er centrale kompetencer i en organisation, der favner på tværs af kristne trossamfund i Danmark.

Bibelen har særstilling

Johannes Baun er uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab og retorik og har tidligere været forlagschef hos Kristeligt Dagblads Forlag, litteraturredaktør ved Weekendavisen, forlagsredaktør hos Rosinante&Co og senest journalist på Kristeligt Dagblads debatredaktion.

Bibelselskabet har dog én bog, som ingen af de øvrige havde, som Johannes Baun ser frem til at arbejde med.

– Ingen bog har haft større betydning for vestlig kultur, dannelse og åndsliv end Bibelen. Ingen bog har haft større betydning for mig. For Bibelen er et værk, man kan leve og dø på, men aldrig bliver færdig med. Man har altid noget til gode, siger Johannes Baun og fortsætter:

– Derfor glæder jeg mig enormt til at arbejde for at øge kendskabet til Bibelen og alle de fortællinger, der både former os som mennesker og som samfund.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Folk skal læse Bibelen

Den nye generalsekretær var i 2006-2011 bestyrelsesformand i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS). Udfordringen har spurgt ham, om han har særlige planer om at styrke bibelformidlingen blandt studenter i Danmark?

– Nej, jeg tænker så bredt som overhovedet muligt. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvordan arbejdet skal gøres sammen med de gode folk i bestyrelsen. Men mit mål er, at langt flere får glæde af Bibelen.

Det med Bibelen på folkesproget var meget vigtigt for Martin Luther. Men nogle er holdt op med at læse, og det vil jeg gerne gøre noget ved. Og så skal alle medieformer, både digitale og borgformen tages i brug! understreger Johannes Baun.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Bibelselskabet

Bibelselskabet, som blev stiftet i 1814, er en almennyttig, kirkelig organisation. Bibelselskabet udgiver den autoriserede oversættelse af Bibelen, som benyttes i folkekirken og af de fleste andre kirkesamfund i Danmark. Bibelselskabet driver forlag og boghandel. Hertil kommer arbejde med fundraising til formålsbestemt virksomhed samt bibeloplysning i Danmark såvel som ude i verden. Hendes Majestæt Dronningen er Bibelselskabets protektor.