Russiske jøders forkæmper er død

Menneskerettighedsaktivisten og systemkritikeren Ida Nudel overlevede holocaust og kæmpede derefter for sin egen og andre jøders ret til at forlade Sovjetunionen.

Ida Nudel, da hendes gribende selvbiografi udkom på dansk med titlen En hånd i mørket. Foto: Hans P. Pedersen

Den ikoniske menneskerettighedsaktivist og systemkritiker, ida Nudel, der tilhørte den jødiske intelligentsia i Rusland og blev verdenskendt for sin kamp for de russiske jøders menneskerettigheder, sov stille ind mandag den 13. september i sin bolig i byen Holon, en forstad til Tel Aviv i Israel.

Dagen efter 90-årige Ida Nudels død lovpriste Israels premierminister Naftali Bennett hende som et symbol på kampen for aliyah (indvandring til Israel) fra Sovjetunionen og fortsatte:

”Hun var lille af vækst, men havde en gigantisk ånd. Idas livshistorie, som vækker interesse og beundring rundt om i verden, er historien om immigranterne og om hele det jødiske folk – længslen efter Zion, kærligheden til landet og kampen for at immigrere til Israel for enhver pris.
Selv efter at hun immigrerede, fortsatte hun ufortrødent med at virke i Israel, så de nye immigranters børn kunne få en uddannelse. Ida Nudel var et eksempel på jødisk heltemod for os alle.
Velsignet være hendes minde.”

Et symbol på håb

Ida Nudel blev født 27. april 1931 i Novorossiysk ved Sortehavet. Hendes far døde i kamp for den røde hær i slaget ved Stalingrad. Størstedelen af hendes familie, forældre, bedsteforældre, tante og onkel og seks børn og alle øvrige slægtninge undtagen hendes eneste søster Elena blev myrdet eller gasset ihjel i dødskøretøjer i Ukraine af tyske nazister.

I Moskva blev Ida Nudel et symbol på håb og var frontfigur blandt utallige sovjetiske jøder som længtes efter frihed, men under det sovjetiske styre blev nægtet udrejsetilladelse, de såkaldte refuseniks.

Efter 16 års lidelser, forfølgelser af KGB, forhør, tvungne forvisninger, eksil i Sibirien, chikanerier og tortur fik hun i 1987 langt om længe tilladelse til at forlade Sovjetunionen.

Heltemodtagelse i Israel

Efter en storslået heltemodtagelse i Ben-Gurion lufthavnen i Tel Aviv, hvor Ida Nudels familie og Israels daværende premierminister Yitzhak Shamir og regeringsmedlemmer stod på rad og række og tog imod hende ved hjemkomsten til Israel, og gaderne i Israel var folketomme, fordi tv transmitterede begivenheden, forlod hun inden længe rampelyset og fortsatte sit arbejde for de langtidsrefuseniks, der stadig blev holdt tilbage i Sovjet.

Senere blev hun gennem sin organisation Mother to Mother og i samarbejde med den tværkirkelige danske hjælpeorganisation Immigranthjælpen i årevis aktiv i det frivillige hjælpearbejde blandt tusindvis af enlige sovjetiske jødiske emigranter og deres børn i undervisningscentre og musikskoler i byer i Negev-regionen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



De var kommet til Israel i den gigantiske jødiske folkevandring efter Sovjetunionens sammenbrud i 1989.