Sponsorløb satte flot rekord
MF’s årlige sponsorløb til fordel for stipendier til de bachelorstuderende på FIUC-Aarhus overgik sig selv og gav over en halv million kroner.
Den hidtidige rekord fra 2015 var på 460.000 kr., så der er stor glæde og stolthed over det flotte resultat, som primært blev cyklet og løbet ind på Aarhus Cyklebane den 17. august, skriver Menighedsfakultetet.
I alt 46 studerende og ansatte samt venner af MF var i aktion, nogle via selvstændige løb rundt om i landet. Over 600 sponsorer bidrog til resultatet. En af de aktive var lektor ved MF Morten Hørning, der udtrykte stor glæde over rekordindsamlingen og sagde: ”Vi har så mange dejlige, unge studerende, som gør det her for under en halv SU, fordi de ønsker at være præster og tjenere i vores kirke!”
På Menighedsfakultetet kunne man i dette semester byde velkommen til ikke færre end 25 nye BA-studerende og 15 enkeltfagsstuderende.