Tyve år efter 11. september

Katastrofen, der ramte USA for 20 år siden, fik mange amerikanere til at søge kirken, tage imod forbøn og generelt være åbne for Guds trøst. Det samme skete i Danmark. Men relativt hurtigt glemte man Gud igen, livet gik mere eller mindre sin vante gang, og langt ind i kirkefolkets rækker er der nu forvirring omkring det bibelske verdensbillede.

Menneskers korte hukommelse og uviljen mod at lade Gud være Gud kan dog ikke overraske nogen bibellæser. Vi ser det som en gentagen cyklus fx i Dommerbogen.

Her læser vi om den ene periode efter den anden, hvor israelitterne under en god leder havde fred og fremgang. Men de gode tider betød, at folket glemte Gud og begyndte at gøre det, der er ondt i hans øjne.

Så greb Gud ind og straffede dem, ofte ved angreb fra fjendtlige nabofolk, hvilket fik folket til at angre og råbe til Gud om hjælp. Når der så kom en ny dommer, og en ny fredstid, glemte folket hurtigt Gud igen, osv. I en uendelighed.

Denne manglende troskab – især i gode tider – har kendtegnet menneskehedens historie siden syndefaldet. Vi kender det desværre også kun alt for godt fra os selv.

I sit opgør med farisæernes og de skriftkloges hykleri, citerede Jesus nogle domsord fra profeten Esajas:

”Dette folk ærer mig i det ydre, men deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når deres lære blot er menneskebud.” (Matt. 15, 8-9)

I vore dage har hykleriet og vranglæren fundet nye former. Postmodernismen med dens normopløsning præger os alle. Folk ønsker at finde deres egne svar på spørgsmålet om moralske værdier, hvad der er godt og ondt, og hvem Gud er, viser store undersøgelser fra USA.

Selv mange erklærede kristne kan i ramme alvor hævde, at fx abort eller eutanasi er noget godt i Guds øjne. Guds bud bliver sjældent forkyndt, og det absolutte må vige for det, der føles rigtigt og godt her og nu.

“Betegnelsen ”kristen” er blevet en slags fællesbetegnelse frem for et navn, der reflekterer en helhjertet, passioneret stræben efter at blive som Jesus Kristus,” fastslår George Barna fra undersøgelsesfirmaet The Barna Group.

Men det er heller ikke et nyt fænomen. Frelsens Hærs grundlægger, William Booth, udtalte nogle profetiske ord om det 20. århundrede, som stadig er uhyggeligt aktuelle:

”Den største fare i det kommende århundrede er religion uden Helligånden, kristendom uden Kristus, tilgivelse uden omvendelse, frelse uden genfødelse, politik uden Gud og himlen uden helvede.”

Er det ikke netop det, vi oplever, også i Danmark? Menneskers oprør mod Gud er stadig ikke afblæst. Mon ikke vi skal til at minde hinanden om, at Gud stadig er den samme?

Gud længes efter at trøste og læge de lidende og bange. Men frelsen findes stadig kun i troen på Jesus Kristus – og vel at mærke i den tro, der ikke bare erklærer sig kristen, men som dag efter dag søger at gøre Guds vilje – med Bibelen som udgangspunkt, og med Helligånden som vejleder til hele sandheden.