Redningsfolk sagde aldrig nej til forbøn

”De var i chok. Jeg gik bare hen til dem og tilbød forbøn. Jeg spurgte ikke engang om lov. Ingen sagde nej,” fortæller pastor Andrew Columbia.

Den tirsdag morgen for tyve år siden var Andrew Colombia i tjeneste som både præst og politibetjent, skriver Christianity Today. Men i starten vidste ingen endnu, hvor mange, der ikke var nået ud, da tvillingetårnene faldt.

Folk glemmer det aldrig

Andrew Colombia, der nu er pensioneret, husker tydeligt, hvordan ansigterne af chokerede betjente og redningsfolk dukkede frem af det frygtelige, grå støv. Det var mennesker, som havde set den ultimative ødelæggelse i øjnene.

– De græd. Ingen sagde ret meget. De var i chok. Jeg gik bare hen til dem og tilbød forbøn. Jeg spurgte ikke engang om lov. Ingen sagde nej, husker Andrew Colombia.

Mange søgte kirkerne

I de to årtier siden katastrofen har han tit hørt udtrykket “Never Forget” (glem det aldrig). Men indsatsholdenes ”første respondere” og New Yorks præster, som øvede sjælesorg, er slet ikke i stand til at glemme det, de oplevede på den smukke septemberdag i 2001. Traumet sidder stadig i kroppen. Men der er også stadig en åndelig nød her to årtier efter.

”Før den tid var post-traumatisk stress ikke noget, vi kendte til eller talte om,” fortæller pastor John Picarello fra House on the Rock Christian Fellowship på Staten Island.

For tyve år siden havde han ligesom andre præster i små menigheder flere jobs at passe. Foruden præstetjenesten var han brandmand i New York – og han bagte også bagels for at få det hele til at løbe rundt. John Picarello havde været på arbejde i Brooklyn som assistent for brandchefen den 10. september, og han havde stadig vagt, da flyene ramte tvillingetårnene.

I de første måneder efter 9/11 kom der flere i Picarellos lille kirke, både om søndagen og til de ugentlige bedemøder. Alle så ud til at søge både til Gud og kirkerne for at finde mening med tragedien.

Men efterhånden kølnedes interessen for Gud og kirken. I stedet blev folk præget af stress, ængstelse og psykiske lidelser, konstaterer de lokale præster.

– Mange af os føler nok, at vi ikke udnyttede muligheden for at række ud til familierne og få dem med i kirken. Mange kom en tid og forsvandt så igen. Jeg tror ikke, tingene er blevet meget anderledes på den lange bane, erkender Andrew Columbia.

For tusindvis af brandmænd, paramedicinere og betjente – og deres familier – førte terrorangrebet til både psykiske og fysiske helbredsproblemer. Og kirkerne var ikke forberedt på den enorme opgave, de pludselig stod overfor, indrømmer Andrew Columbia og John Picarello.

Mange af de første respondere, der måtte arbejde i murbrokkerne efter terrorangrebet, fik ikke hjælp. Og især mændene har betalt prisen, fordi de generelt ønsker at bide tænderne sammen og ikke taler om de traumatiske oplevelser på jobbet, vurderer præsterne ifølge Christianity Today.