Brinkmanns år om Gud

Det var med store forventninger, at jeg gav mig i kast med Svend Brinkmanns nye bog ”Mit år med Gud”. Forventninger som byggede på mit kendskab til den berømte psykologiprofessors famøse bog ”Stå fast”, som udover at gøre ham til en af de mest eftertragtede foredragsholdere i landet, også angav en dybde, som gav appetit på mere.

Det blev efterfølgende til adskillige bøger, som behandler etik og moral ud fra filosofisk-psykologiske indfaldsvinkler, men næsten kategorisk undgik det teologiske. Derfor var jeg spændt på, hvad denne bog mon ville indeholde af bekendelser.

Relevante refleksioner, men forudfattede konklusioner

Det starter da også godt. Brinkmann bekender, at han fra barnsben har undret sig over, at spørgsmålet om Guds eksistens ikke tillægges større betydning, end det gør. Som han siger: ”Hvis der er en Gud, ændrer det jo alt!” s. 7. Han sætter derfor året 2020 af til at undersøge tro og religion, om der er noget, han har overset på dette område, som skal tages med i betragtning.

Hver måned indeholder et emne, som han reflekterer over. Emnerne er: Hvad er religion? Hænger etik og religion sammen? Virker troen? Kan videnskab erstatte religion? Findes sjælen? Hvad kan Bibelen lære os? Kunne der være flere guder? Hvad betyder troen for sorgen?

Kan mennesket blive Gud? Hvilken rolle spiller tvivlen? Det er yderst relevante emner, som han også går til med relevante spørgsmål. Eksempelvis spørger han, om religion og tro er det samme, og konkluderer meget rigtigt, at det er det ikke. Ligesom han når frem til, at han, og de fleste mennesker, er religiøse uden at tænke over det.

Alligevel bliver det en skuffende oplevelse at læse den kloge mands refleksioner. Han siger, at han vil forsøge at gå fordomsfrit til emnerne, men vender sig konsekvent til kilder, som bekræfter hans grundlæggende synspunkter.

Brinkmann er stadig agnostikeren, der ikke vil afvise Gud som en mulighed, men hvis Gud skal have en plads i Brinkmanns univers, må han nødvendigvis være en svag, ja nærmere fraværende, men en insisterende Gud. På samme måde har han det med det evige liv, de dødes opstandelse, fortabelsens mulighed og så videre.

En adaptiv religion = en hul tro

Brinkmann er langt fra den første, som har ”givet Gud og kristendommen en chance” ved at definere eller rettere omdefinere denne, så den bliver mere spiselig for et moderne naturvidenskabeligt menneske.

Religionen må tilpasse sig, forstås! Den adaptive religion – i Brinkmanns version – er et sprog for det i tilværelsen, som ellers er svært at komme til afklaring med. Kærlighed, sorg, menneskeværd og så videre er begreber, som religion kan hjælpe os med at finde vej i ved hjælp af kulturelle- og sociale strukturer og et stærkt symbolsprog.

Han anerkender således også, at Bibelen har haft en grundlæggende og afgørende betydning for kulturen og indretningen af det danske samfund. Ligeså har den historiske Jesus en hel del at lære det moderne menneske, hvis man spørger Brinkmann.

Men det er slet og ret tågesnak, når den Gud – som er svag eller rettere fraværende – virker ved sin insisteren på det etiske, dyderne og det ubetingede. Det er da også tydeligt, at Brinkmann ikke har meget tilovers for troen, der praktiseres.

Bøn, helbredelser af syge, omvendelse, frelse, det evige liv, de dødes opstandelse … ja trosbekendelsen som mere end symbolik, får aldrig en ærlig chance i Brinkmanns behandling.

Brinkmann lader selvfølgelig troende beholde troen, men efterlader ingen tvivl om, at det er uden reelt indhold. Troen bliver således hul i den brinkmannske version, mens religionen er et brugbart sprog til at tale sammen om livets eksistentielle temaer.

Væsentlige pointer for fundamentalisterne

”… jeg må sige, at det mere end noget andet er den udtrykte religiøse skråsikkerhed, der giver mig en grundlæggende skepsis overfor troens værdi.” s.218

Både indledningsvist og tilsvarende i et af bogens sidste kapitler betoner Brinkmann en aversion. Han kan ikke døje den missionerende troende. Hvis nogen forsøger at overbevise eller pådutte ham deres tro, får han trang til primitivt at være Rasmus modsat.

Og læser man bogen som et udtryk for en holdning til religion og tro, som sandsynligvis er meget udbredt, ikke mindst blandt intellektuelle, så er den faktisk meget interessant. I dette lys fortæller bogen, at en læsning af Bibelen som Guds ord er det samme som at være fundamentalist.

Den fortæller også, at der er en tiltagende interesse for at finde tryghed i religionen, ro i dens ritualer og afklaring i dens sprog. Endelig fortæller den, at et evangelium, der ikke forpligter, der har det bedst med tvivl og har fokus på livet, relationerne og de alment vedtagne normer, er det evangelium, man helst vil høre.

Tilbage står så spørgsmålene til os fundamentalister: er det en tro, der er til at leve med? Er det et troværdigt evangelium, som er værd at dø for? Mere end en kvart milliard kristne forfølges på denne klode, for deres tro.

De kunne sikkert leve betydeligt lettere, hvis de praktiserede en form for adaptiv religion, men deres vidnesbyrd får professorens distancerede dans om kristendommen til at ligne en månevandring; store lette spring, iltdragt og ingen reel berøring med selve troens liv.

Samtidig rammer advarslen om at passe på med det missionerende noget væsentligt, og er værd at lægge sig på sinde. Denne verdens vise, eller de som anser sig selv som sådan, bryder sig ikke om, at nogen skal pege på, at de har misset en af tilværelsens væsentligste pointer.

Vi vinder derfor næppe vore medmenneskers hjerter for den tro, som vi selv skatter, ved at konfrontere dem med sandheder, som de har svært ved at tro, fordi de modsiger meget af det, som ellers regnes for sikkert og vist.

Skråsikkerheden, som Brinkmann, og sikkert mange andre, tager afstand fra, må erstattes af det enkle, men stærke vidnesbyrd om den Gud, som hverken er svag eller fraværende, det er ham, vi har tillid til, for vi har erfaret det, som salmisten siger: Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind… (Salme 37)

Svend Brinkmann:
Mit år med Gud.
254 sider. 249,95 kr.
Forlaget Gyldendal