March mod menneskehandel

Den globale NGO A21 holder hvert år en march mod slaveri. I år foregår det den 16. oktober.

”I dag lever 40 millioner mennesker som slaver,” stod der på banneret, der hang over Strøget i København i 2018. Foto: Walk For Freedom

Lørdag den 16. oktober er der Walk For Freedom i København. Der marcheres mod menneskehandel verden over.

Arrangører, frivillige og deltagere vil samles i København for at marchere til Walk For Freedom gennem byen lørdag den 16. oktober. Det sker i solidaritet med dem, der er fanget i nutidens slaveri i form af menneskehandel.

Mødestedet er Højbro Plads 10, hvor der kl. 10:30 åbnes for registrering. Programmet starter kl. 11 med velkomst og oplæg om menneskehandel i verden og i Danmark. Selve optoget starter kl.12 fra Højbro Plads og afsluttes ved Storkespringvandet cirka kl. 13.

Der marcheres verden over for at øge opmærksomheden om menneskehandel og for at indsamle midler til ofre.

40+ millioner mennesker

Mere end 40 millioner mennesker er fanget i menneskehandel verden over, hvilket svarer til én ud af 200 af verdens befolkning. Menneskehandel er den hurtigst voksende form for kriminalitet og indbringer cirka 937 milliarder danske kroner om året.

I Danmark menes der at være 9.000 ofre for menneskehandel. Center Mod Menneskehandel markerede i deres 2020-årsrapport, at trods lukkede grænser er antallet af personer, der er vurderet som ofre for menneskehandel i Danmark, ikke faldet i 2020. Antallet steg derimod til 77 mod 64 ofre året før.

Den verdensomspændende non-profit-organisation, A21, står bag den årlige begivenhed, Walk For Freedom (på dansk Optog For Frihed), som skaber bevidsthed og lokal handling i kampen mod menneskehandel.

A21 opererer 19 steder i 14 lande og har til formål at bekæmpe nutidens slaveri gennem strategien: Reach, Rescue og Restore. På dansk betyder det: Nå, Red og Genopret. Hvert år marcherer tusindvis af mennesker i hundreder af byer i snesevis af lande og på tværs af seks kontinenter i verden mod slaveri.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



A21’s vicedirektør Philip Hyldgaard siger: ”Vi ved, at dette optog vil øge bevidstheden og viden om realiteterne i nutidens slaveri”.

En ny rapport udgivet af A21 tidligere på året fremhæver den ødelæggende indvirkning, COVID-19-restriktionerne har på indsatsen mod menneskehandel i hele verden, såsom hvordan menneskehandlere har bevæget sig online.