Min mand er blevet negativ, trist og angst

Kære Orla Lindskov

Jeg har i snart mange år fulgt din Brevkasse i Udfordringen.

Jeg har derfor nu besluttet at skrive til dig angående et problem, jeg har fået.

Det er faktisk et problem, som min mand og jeg har fået; det berører nemlig os begge to.

Jeg vil også gerne bede om din forbøn og om en salvedug til min mand. Ja, også én til mig, for at jeg ikke skal gå helt neden om og hjem på grund af vores situation.

Tidligere var min mand og jeg flere gange til dine møder her i det sydlige Jylland. Det hjalp os begge ved flere lejligheder. Men det er jo snart længe siden, du har været i området.

Der er noget galt med min mand…

Det er nu tydeligt. Han er ramt af en uforklarlig træthed og et pludseligt opstået pessimistisk livssyn.

Jeg er rent ud sagt blevet overrumplet. Det, der nu er sket med min mand, havde jeg aldrig forventet.

Min mand og jeg er begge medlemmer af en levende frikirke. Vi har begge passeret de tres.

Vi har i det sidste halve år haft en del modgang på grund af vores voksne børns situation, hvilket handler om ægteskab, bo-deling, arbejdsløshed m.m.

Det har givet min mand skyldfølelse. Det gælder også for mig. Vi har fire voksne børn, og det går ikke særligt godt for nogen af dem.

Min mand bebrejder sig selv, at han nok har svigtet vores børn, da de var små: – fordi de andre i menigheden var vigtigere for ham end hans egne børn. Sådan siger han. Det passer nu ikke. Men jeg har faktisk selv tænkt på samme måde om mig selv. Svigtede jeg også vore børn?

Der er som sagt sket noget uforståeligt og mærkeligt med min mand:

Det tog fart efter et møde i vores menighed. Da vi kom hjem, begyndte han at kritisere alt og alle.

Da tænkte jeg for første gang: – ”Hvad går der dog af ham. Sådan har han aldrig før talt om menigheden, om vores præst og om alle de andre.”

Det lignede ham ikke. Han overraskede mig virkeligt. Jeg fik et chok.

Han vil nu så heller ikke med til møderne mere. Han ønsker heller ikke mere, at vi få besøg af andre. Han siger, at hans tanker står stille eller kører i ring.

Han er også begyndt at bekymre sig for alt muligt. Han er blevet vildt pessimistisk og angst.

Nu sidder han det meste af tiden i sin lænestol, handlingslammet, ja, lammet for alt initiativ. Ukrudtet gror i vores have. Min mand var før en pertentlig havemand. Han elskede at vise vores have frem for de andre i menigheden. Nu er han nærmest ligeglad.

Han har det værst om morgenen. Jeg kan næsten ikke få ham ud af sengen. Måske hænger det også sammen med hans hyppige, natlige vandladninger. Han siger ingenting om det.

Han får det lidt bedre op ad dagen. Så læser han avis. Men meget overfladisk. Ikke grundigt som tidligere.

Kære Orla Lindskov, hvad skal jeg gøre for min mand, når han har det så dårligt? Jeg er meget ulykkelig.

Tak for et svar.

Den ulykkelige ægtefælle.

Husk de gode dage før i tiden – og tal med lægen

Kære ulykkelige ægtefælle

Det vigtigste er, at du forstår, at din mand er blevet syg.

Jeg skal ikke stille en diagnose for din mand, for det er der andre, der er mere kvalificerede til. I ældre tider ville man nok sige, at din mand var blevet ramt af tungsind.

I dag vil man sikkert kalde det en depression. Men om det er en depression, eller om der er andet i det, det skal fagfolk afgøre.

Jeg tænker, at hans hyppige, natlige vandladninger også kan være et pres på ham. Jeg har talt med andre med samme problem. De sagde, at de aldrig fik ”sovet igennem.” De følte sig altid trætte og uden energi i dagligdagen. Deres søvn var meget afbrudt og uden sammenhæng.

Det er godt for jer begge, at din mand stadig vil betro sig til dig.

Måske er hans selvbebrejdelser om svigt af børnene ikke grebet helt ud af luften. Men husk på, at perfekte forældre findes ikke.

Hans selvbebrejdelser kan let blive overdrevne og fyldt med fordømmelse, især når han har det dårligt psykisk.
Når han betror sig til dig, så sig ham tak for den tillid, han viser dig. Sig til ham, at du ind imellem tænker på, om du også har svigtet børnene, da de var små.

Der er ikke noget, der er så svært, som at miste tilliden sig selv. Hjælp din mand med at få tilliden til sig selv tilbage.

Han ser kun sine fejl. Mind ham om alle de gode dage, I oplevede med børnene, da de var små. Jeg er sikker på, at I har haft mange gode dage sammen med jeres børn. Hold fokus på de gode dage.

Det er en kendt sag hos mange depressive, at det depressive letter op ad dagen. Udenforstående eller fjernere familiemedlemmer kan ofte ikke forstå, at den syge virkelig er syg. Men du, som er sammen med din mand hele dagen, du kender virkeligheden.

Du skriver, at han er blevet negativ og kritisk, og at han er ved at udvikle sig til en menneskesky person. Du skriver, at han helst ikke vil have kontakt med andre.

Blandt andet på grund af det er det nok bedst, at han kommer i kyndige hænder. At han kommer i behandling, måske ambulant. Måske bør han indlægges, inden han får det endnu værre. Det skal jeres læge afgøre.

Jeg er gået i forbøn for jer begge. Og jeg har sendt jer to salveduge, og uanset, hvad der videre kommer til at ske, så er din mand lagt i Jesu hænder, og Jesus vil være med ham og hos ham videre frem.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov