Sådan lærte Judy Bailey at acceptere sin krop og kom fri af bulimi

– I min barndom passede min mor mig med stor kærlighed og ville kun mit bedste. Jeg kan stadig huske mine to yndlingsdrikke fra dengang: hjemmelavet saft med godt med dejligt, brunt rørsukker og fuldfed kakao, for i vores have på Barbados stod vores ko Annabelle.

– Min mor elskede at lave mad og overraske familien med caribiske specialiteter. Derfor var det ikke så underligt, at jeg i mine første leveår var et rundt og triveligt barn, fortæller sangeren Judy Bailey.

Jo ældre jeg blev, desto mere bevidst blev jeg om mit ydre – selv i de år, hvor jeg så nogenlunde havde kontrol over min vægt. Når jeg i dag ser på fotografierne fra dengang, kan jeg se, at det faktisk kun var i de første år af min skoletid, at jeg forbigående var en ”større udgave” af mig selv. Derefter lå min vægt indenfor normalområdet. Men sådan opfattede jeg det ikke dengang. Kun ét billede selv stod altid helt klart for mit indre øje: Jeg var tyk.

En usund opdagelse

Da jeg var færdig med skolen, skulle jeg læse videre. Det gav mig en ny start i livet, en ny frihed, i England. Her begyndte jeg at læse psykologi på University of London og tog eksamen otte år senere.

En af mine bedste fritidsfornøjelser i storbyen var at gå til aerobic. Jeg fandt aerobic både sjov og underholdende, og måske fordi jeg som barn havde været ret rund, gav aerobic mig en ny kropsbevidsthed.

Jeg var knap tyve, da jeg en dag ret nøgternt gjorde op med mig selv, at hvis jeg kastede op efter at have spist, ville jeg ikke tage på. Jeg kan ikke huske, om det var noget, jeg havde hørt et eller andet sted, eller om det var min egen idé. Men det lød i hvert fald fornuftigt i mine ører.

Efter at jeg havde gjort det et par gange, udviklede det sig langsomt til at blive en vane. Jeg elskede fornemmelsen af at føle mig let og tom efter hvert måltid. Jeg spiste ofte meget mere og meget usundt, fordi jeg vidste, at jeg jo alligevel ville brække mig bagefter.

Men det, jeg til at begynde med havde betragtet som et engangstilfælde, en måde at kontrollere min vægt på, skulle snart vise sig at kontrollere mig. Det føltes ikke rigtigt.
Jeg talte ikke med nogen om det, men holdt det hemmeligt. Mange gange kunne jeg holde mig fra det i nogle måneder, men når det stod værst til, kastede jeg op flere gange om dagen.

”Hvad har du gang i?”

Som tiden gik, udviklede bulimien sig til en sand kamp for mig. Jeg tænkte tit, at jeg skuffede Gud. Jeg tvivlede ganske vist ikke på, at han elskede mig; jeg vidste, at han ville acceptere mig, som jeg var – det var jeg aldrig i tvivl om. Men jeg vidste samtidig, at jeg ikke gjorde ham glad.

Gud var på så mange måder forblevet tro mod mig, og jeg havde så lidt kontrol over mig selv! Mange gange, når mine røde, trætte øjne mødte mig i badeværelsesspejlet, efter at jeg havde kastet op, spurgte mig selv: ”Hvad har du egentlig gang i?”

Svær hemmelighed

Jeg hadede tanken om, at jeg bar på noget, som ingen bortset fra Gud måtte vide noget om. Jeg ønskede, at jeg ville være modig nok til at fortælle det til en eller anden. Af erfaring vidste jeg, at man gør sig sårbar, når man viser tegn på svaghed. Men man kan på den anden side opnå støtte fra andre, ofte endda beundring, ved ganske enkelt at være ærlig.

Jeg var dengang meget aktiv i en ny kirke i London og oplevede den ene gang efter den anden mennesker, som åbent fortalte om deres indre kampe. Problemet var, at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle få begyndt på at fortælle om min egen.

Reserveret

Folk beundrede mig for, at jeg var så sporty, både mænd og kvinder, og jeg elskede fornemmelsen af at være tynd og slank. På ironisk vis var jeg i de perioder, hvor jeg så mest slank og veltrænet ud, sikkert allermest syg.

Jeg spurgte tit mig selv, hvordan det dog alt sammen skulle ende, læste historier og statistikker om andre bulimikere, som fik ødelagt både tænder og krop. Mange døde endda, fordi de ikke kunne slippe ud af sygdommen.

Nogle bønhørelser tager lang tid,
men de er præcis lige så vidunderlige som dem,
der sker umiddelbart.

Det var en forfærdelig tanke, men stadigvæk ikke forfærdelig nok til at befri mig for min besættelse. Jeg havde ingen anelse om, hvordan det hele skulle ende, og talte igen og igen med Gud og bad ham hjælpe mig.

Holding my heart

En af de populære sange på den tid var ”Holding my heart”:

Knowing my nature
and knowing that sometimes
with life’s complications
emotions run wild
I need You holding my heart

Jeg kender min natur og ved, at mine følelser sommetider løber af med mig i livets forvirrede spil. Jeg har brug for, at du holder mit hjerte.

Bulimien vedblev i disse år at være min uelskede hemmelighed. Trods alt det gode, som hændte mig og gjorde mig glad, kæmpede jeg stadig denne ensomme kamp.

Men så kom der skred i tingene. Ikke pludseligt, men sådan lidt efter lidt, med små forsigtige skridt. Tilbagefaldene kom ofte som lyn fra en klar himmel, og derfor begyndte jeg at notere ned, hvornår og under hvilke omstændigheder det skete.

Jeg ledte efter et mønster, men fandt ikke noget. Jeg forsøgte ganske enkelt at anvende det, jeg havde lært under mit psykologistudium, på mig selv.

Langsom bønhørelse

I dag husker jeg ikke længere, hvad der helt præcist gjorde udslaget. Men når jeg læser mine gamle dagbøger, kan jeg se, at i den periode, hvor jeg lærte min mand Patrick at kende, begyndte anfaldene at blive sjældnere for til sidst helt at forsvinde. Det har sikkert at gøre med, at kærlighed kan hele meget.
Nogle bønhørelser tager lang tid, men de er præcis lige så vidunderlige som dem, der sker umiddelbart. Jeg er så taknemmelig for, at Gud også viste mig nåde på dette område af mit liv.

Vær taknemmelig for din krop

I dag kan jeg med taknemmelighed se tilbage på den tid. Jeg er vokset fra bulimien. Den fulgte mig alt for længe, for jeg kunne simpelthen ikke ryste den af mig. Og så en dag – så var den på en eller anden måde bare væk.

Og den er til dato ikke dukket op igen. Jeg føler ikke længere trang til at kaste min mad op. Ikke desto mindre vil emner som mad, vægt og krop altid betyde meget for mig. Jeg har accepteret, at jeg skal arbejde for det, hvis jeg gerne vil føle mig slank og sporty.

Jeg forsøger for det meste kun at spise, når jeg er sulten. Jeg lytter mere til min krop, mærker efter. Jeg har lært at nyde det, jeg spiser – især når det er sundt og smager godt. Jeg spiser selvfølgelig også tit mere eller usundere, end hvad der teoretisk er godt for mig. Det kan jeg ganske enkelt godt tillade mig en gang imellem, ved jeg.

Gud har skabt mig

Når jeg tænker over, hvor fantastisk Gud har skabt min krop, kalder det kærligheden frem i mig. Den har oplevet bulimi og båret på babyer, men den har den forunderlige evne, at den igen og igen kan forny sig og hele. I en sang, jeg har skrevet til mine børn, står der: ”Jeg beder om, at du altid må vide, at du er et mirakel. Du er elsket!”

Senere er det gået op for mig, at dette også gælder mig selv og min krop. Jeg har spildt alt for megen tid på at gøre mig tanker om mit udseende, og hvad andre synes om mit udseende.

Jeg forsøger at blive ved med at være taknemmelig for det, jeg er blevet givet. Jeg gør, hvad jeg kan, for at møde min krop med respekt, ære den, styrke den og udfordre den. Denne udfordring – at leve med min krop – er en opgave for livet. Og jeg har taget imod den.

Teksten er en forkortet version fra bogen ”Schön ohne Aber”, (Smuk uden men) udgivet af Eva-Maria Admiral og Annette Friese (SCM Verlag, Tyskland). Bragt med tilladelse fra magasinet Lydia.

5 strategier imod selvskade

Hvordan kan man slippe af med en selvskadende adfærd? Hvordan bliver man dårlige vaner kvit – negative tankemønstre, endeløse bekymringer, druk, rygning, timer brugt på fjernsynskiggeri, selvskade, selvhad, selvmedlidenhed, overspisning, følelsesmæssig spisning, kedsomhedsspisning og meget, meget mere, som kan skade os?

Jeg har afprøvet fem enkle strategier, som jeg kan foreslå:

1. Tænk på noget andet

Hvad kan du gøre, før du går i gang med at skade dig selv? Lav en liste over ideer, der kan bruges derhjemme, til selskaber, eller når du er alene. Tænk kreativt og brug alle sanser.

2. Skub det fra dig

Indstil uret på din smartphone til at ringe efter et kvarter. Nu giver du dig selv 15 minutter, hvor du ikke giver efter for trangen til selvskadende adfærd. I de 15 minutter fortsætter du med dit liv. Mærk efter, når uret ringer, hvordan dine følelser har ændret sig efter de 15 minutter.

3. Gå lidt væk

Fjern dig fra der, hvor du befinder dig. Derved undgår du også visuelt ting, som kan udløse trangen, og du kan tænke mere klart. Overvej allerede i planlægningsfasen, hvad der kunne være et godt sted for dig at trække dig tilbage til – et sted fri for bekymringer.

4. Download

Sæt dig og skriv dine tanker ned, ucensureret. Hvad føler du? Spørg samtidig dig selv: Er det sandt?

5. Beslut dig

Undervurdér aldrig styrken af din egen beslutning! Vær helt bevidst, når du beslutter dig. Vil jeg virkelig gerne gøre det nu (fx spise)? Hvis svaret er ja, så bestem helt bevidst, hvor længe, hvad og hvordan du gør det, du har besluttet dig for. Sig det højt, eller skriv det ned.

Link til hjemmeside: https://judybailey.com/