Podcasts vinder frem i kirken

Kirkelige aktører laver podcasts af prædikener, ud fra temastudier eller som interviews.

Kristne podcasts kan indeholde prædikener, omhandle et bestemt tema eller ligne en mere traditionel radioudsendelse, forklarer Kim Schou, der er redaktør for digitale fortællinger i DR. Foto: DR

”Lyt til vores podcast”, hører man ofte i reklamer eller radio og i mediebilledet generelt. Det er den nye type ”radio”, som man kan lytte til når man vil og med uendelig mange temaer at vælge imellem. Der er noget for enhver smag, og de skyder også frem i kirken.

Redaktør for digitale fortællinger i Danmarks Radio Kim Schou, fortæller til Kristeligt Dagblad, at der er sket en eksplosiv stigning i antallet af podcasts. Derfor mener han også, at det giver god mening at kirken – både folkekirken og frikirkerne – er aktive på dette område, og de er godt med.

Selv i et forholdvist snævert område som det kirkelige eksisterer der allerede så mange podcasts, at det er svært for nogle af dem at blive rigtigt store, medmindre de virkelig har promovering i ryggen, siger han.

Stort udvalg

Kim Schou nævner 3 områder, som han mener, at kirkerne bevæger sig indenfor i podcast-verdenen:

For det første er der alle prædikerne, som bliver udgivet som podcasts, så de altid er tilgængelige for menigheden.

For det andet, er der podcaasts om et tema. Det bliver rigtig godt, når man tager et tema og folder det ud med et stramt fokus. Når det er specialiseret, så kan det noget, som er svært at finde andre steder.

Prædikener skal man sætte sig ned og lytte koncentreret til, ligesom man gør det i kirkerummet. Men når en podcast behandler mere tematiske emner som sjælesorg og dødssynder, så kommer kirken pludselig med ind i køkkenet og med ud på cykelturen. Det er et fedt supplement til, hvad kirken ellers kan.

Den tredje slags podcast er den mere professionelle slags, der i stil minder mere om klassisk radio. Som for eksempel Kristeligt Dagblads lydtilbud. De folke- og frikirkelige hører mestendels til i de første to kategorier.

En slags socialt medie

På mange måder er podcasts en form for socialt medie, siger Kim Scou. Adgangen til at kunne udgive noget er simpelthen så kort – man skal bare lære at redigere lyd nogenlunde ordentligt, så kan man hurtigt udkomme. Faktisk var det amatører, som i første omgang udgav podcasts omkring 2005. Og så fik det et boom for en fem-seks år siden.

Så hvad enten du er interesseret i musik, sjælesorg, liv, død, menneskets skabelse eller noget helt andet, kan du finde noget relevant, mener redaktøren.

Flere kristne podcasts:

Frimodigtro: Podcast fra Kirkeibyen, Kolding. Michael Bobjerg inviterer gæster ind til snak om frimodig tro. En podcast om at vælge at være frimodig med sin tro på Jesus, selv om det kan være svært og udfordrende. Om konsekvenserne ved at træde ud af sin ”komfortzone” og træde ud i tro.

Stille stunder: Hver dag udgiver Stille Stunder korte, inspirerende og livgivende andagter med talere fra hele landet, som du kan lytte til, når du er på vej til skole eller arbejdet. De er af ca. 7 minutters varighed, så man nemt kan få en lille andagt med til dagen.

Næstekaffe: Folkekirken har lavet en podcast for alle, der sukker efter nærværende samtaler. Her snakkes om livets store spørgsmål: Hvor skal vi finde lykken? Er meningen med livet at få børn? Hvorfor længes vi efter fællesskabet, når vi nu har brugt så mange kræfter på at blive frie og uafhængige? Præsten inviterer en kendt eller ukendt person til en samtale ”uden filter”, om livet som menneske.

Bibelsnak: En samtalepodcast fra Indre mission, hvor Anders Bjerregaard og Peter Bastrup læser en bibeltekst sammen og og efterfølgende taler om det, de har læst. Dyk ned i Bibelen og få nyt perspektiv på Bibelens budskab.