Soldatermissionens årsmøde var en fest

Generalsekretær Per Møller Henriksen takkede Ryes Kaserne for at have stillet både gymnastiksalen (billedet) og den historiske samling til rådighed for KFUM’s Soldatermission under årsmødet.

Lørdag den 25. september holdt KFUM’s Soldatermission årsmøde i Fredericia. Det blev en festlig dag med hilsner og taler fra støtterne.

Årsmødet i KFUM’s Soldatermission blev holdt i et samarbejde mellem folkene på KFUM’s Soldaterhjem i Fredericia, Christianskirken og Ryes Kaserne.

I løbet af dagen kom der hilsner og repræsentanter fra mange af soldatermissionens støtter og samarbejdspartnere. Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, der er protektor for KFUM’s Soldatermission, sendte en hilsen.

Biskop for Haderslev Stift, Marianne Christiansen, holdt festtalen om aftenen over KFUM’s Soldatermissions slogan –”vi er jo lige her”, hvor hun så det lille ”jo” som udtryk for det selvfølgelige i Soldatermissionens tilgang til arbejdet. Hun er selv pårørende til en udsendt soldat.

Festlige indslag

Dagen startede med en festlig gudstjeneste i Christianskirken med faneindmarch og prædiken af KFUM’s Soldatermissions formand, provst og tidligere flyverpræst, Ole Rasmussen.

Efter frokost for over 250 gæster på soldaterhjemmet gik turen til Ryes Kaserne på den anden side af gaden. Kasernens gymnastiksal var stillet til rådighed og pyntet op med grene og blomster på bordene.

Generalsekretær Per Møller Henriksen bød velkommen, og eftermiddagens aktiviteter var delt i to. Soldatermissionens ungdomsorganisation og volontører fra hele landet gik til kasernens historiske samling, hvor de fik en prøvetur i et bæltekøretøj og hørte om det gamle Telegrafregiment, der gik forud for det nuværende Føringsstøtteregiment.

De fik også en tur til samlingens udstilling ved Den Tapre Landsoldat, rejst i 1858.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I mellemtiden fik gæsterne i gymnastiksalen oplæg om Soldatermissionens arbejde og senere et foredrag af tidligere direktør for TV Midt/Vest, pastor Ivar Brændgaard, der fortalte om, hvordan blandt andet Forsvaret og KFUM var med til at forme ham som ung mand.

Under middagen og imellem hilsner, interviews og taler underholdt Slesvigske musikkorps.