Bøn for forfulgte – med særlig fokus på Kinas kristne

For 8. år i træk inviterer Viborg Stift til forbønsgudstjeneste for forfulgte. I år bliver der især fokus på situationen i Kina.

For ottende år i træk afholdes forbønsgudstjeneste for forfulgte kristne i Viborg Domkirke. Det sker den 14. nov. fra kl. 16:30 under ledelse af biskop Henrik Stubkjær.

I hvert tredje land i verden forekommer der alvorlige krænkelser af religionsfriheden. Mange steder er situationen kun blevet værre i det seneste år, fordi corona-krisen er blevet brugt som et påskud for at stramme grebet om religiøse minoriteter.

I Kina har forsamlingsforbud og et forbud mod at bruge sociale medier ramt kirker og andre religiøse grupper hårdt, skriver Viborg Stift.

Bitten Høgh, som har arbejdet i Kina gennem 27 år, holder prædiken i domkirken samt oplæg i Sognegården.

Fokus på Kina

Prædikenen bliver holdt af Bitten Høgh, der har boet og arbejdet i Kina i 27 år. Hun har været involveret i mange lokalsamfund i Kina, og har hjulpet over 5.000 landmandsfamilier og mere end 30 landsbyer til at bliver bæredygtige.

I 2005 modtog hun en pris fra Kinas Handelskammer og Kinas Kvindeunion, og i 2013 modtog hun UNDP-prisen for at bringe positiv ændring til Kina.

Gudstjenesten indledes med en lysprocession. Der vil være mulighed for at deltage i nadver, og man kan også selv tænde et lys som en bøn for verdens forfulgte kristne. Asylkoret fra Udrejsecenter Kærshovedgård vil medvirke i gudstjenesten, der simultantolkes til både engelsk og farsi.

Alle deltagere får et ”knugekors” med hjem fra gudstjenesten som en opmuntring til at fortsætte forbønnen for de forfulgte kristne derhjemme. Efter gudstjenesten er der sandwich i Sognegården, hvor Bitten Høgh vil holde et kort oplæg om sit arbejde i Kina.

Det er en arbejdsgruppe under Stiftsudvalget for Kirken i Verden, Viborg Stift, der står bag gudstjenesten og det efterfølgende arrangement.


Artiklen fortsætter efter annoncen: