Den 11.11. kl. 11.11

På torsdag er det 103 år siden, at 1. verdenskrig sluttede. Våbenhvilen blev underskrevet i en togvogn den 11. november, og ifølge traditionen skete det endda kl. 11,11. Altså 11.11.11.11. Som om alt blev nulstillet og begyndte forfra efter verdenskrigen.

Det 20. århundrede blev fyldt med krige. Foruden de to store verdenskrige i 1914-18 og 1940-45, var der krige i Korea, Vietnam og Sydafrika. Det var krigens århundrede.

I Sønderjylland markerer man stadig våbenstilstanden ved at nedlægge kranse ved de mindesten over faldne, der står ved næsten alle kirker. I alt regner man med, at omkring 6.000 sønderjyder omkom under 1. verdenskrig.

Selvom de fleste af de ca. 30.000 ufrivillige sønderjyske soldater kom levende hjem, havde mange fået fysiske skader. Dengang talte man ikke så meget om psykiske skader. Men selvfølgelig blev mange også psykisk skadet.

Tavshed om det forfærdelige

Jeg har talt med mange, hvis far, bedstefar eller oldefar var med i den store krig. Og mange af dem fortalte aldrig om det forfærdelige, de havde gennemlevet.

Vi skal jo huske, at kampene dengang ofte foregik mand til mand – med bajonet. Man så fjenden i øjnene. Og det kunne være svært at glemme.

Ord som ”krig” og ”våben” måtte derfor ikke nævnes, for det kunne deres bedstefar ikke tåle, fortæller de. Derfor har nogle af disse familiemedlemmer været taknemlige for at læse min beskedne bog om min bedstefar ”Jes i Krig”, fordi de derved forstod, hvad deres egen bedstefar havde været med i.

Troen betyder alt i krig og kriser

En af grundene til, at jeg besluttede at udgive bogen var, at jeg gerne ville vise, at troen på Gud betød meget mere for soldaterne, end vi normalt hører om i historiebøger og medierne. For det kristne bliver som regel fjernet.

Sådan sker det også i dag, når medierne fx fortæller om nærdødsoplevelser. Men taler man selv med mennesker, som har været nærdøde, fortæller de om både Gud, Jesus, engle og pårørende i himmelen – men også om helvede.

Min bedstefar Jes var én af dem, der måtte gennemleve verdenskrigens helvede. En dag før et vigtigt slag mod engelske tropper fik han fornemmelsen af, at han selv ville falde i kamp. Og sådan gik det. Han blev skudt.

Men forud for kampnatten havde han lagt sit liv i Guds hænder. Han var parat til at dø, skrev han i sin dagbog, for han var blevet omvendt. Han var derfor overbevist om, at livet ikke slutter med døden – men efterfølges af det evige liv. Og i Johannes evangeliet 3, 16 står, at ”enhver som tror på Jesus ikke skal fortabes men have evigt liv”.

Til trods for alle odds overlevede han mirakuløst at blive skudt gennem halsen! og han kom hjem til familien i god behold. Med en prøvet levende tro, som gik videre til de næste generationer.

Vores egen krig

Heldigvis slipper de fleste af os for at komme i en fysisk krig. Men vi står alle i en åndelig krig.

Det er afgørende for vores ”sejr”, at vi ikke lader os sløve af alt det, som flertallet er optaget af. Eller lader os forvirre af den manipulation, der sker i politik og medier.

I den kamp, vi står i, må vi sørge for at læse sandheden i Bibelen, lytte til ærlig troværdig forkyndelse og styrke hinanden i bøn og fællesskab. Og for at det ikke kun bliver til teorier oppe i hovedet eller stærke følelser, så må vi også leve efter det i praksis. Det er dér, vi oplever kraften i det kristne budskab.