Den mest hårdkogte ateist blev kristen

Film om C.S. Lewis:

Filmen ”The Most Reluctant Convert: The Untold Story of C.S. Lewis” indbragte på premiereaftenen den 3. november 1,2 millioner dollars, hvilket svarer til en andenplads efter filmen ”Dune”.

Filmen The Most Reluctant Convert: The Untold Story of C.S. Lewis, er blevet en kæmpesucces i USA, så den i stedet for en enkelt aften i biograferne den 3. november nu skal vises indtil den 18. i denne måned.

Drengen Jack (C.S. Lewis) havde en lykkelig barndom sammen med sin bror, Warnie, og forældrene i et stort hus i Belfast, Irland. Men da drengenes mor dør af kræft, bliver deres strenge far ramt af fortvivlelse og trækker sig tilbage i sin egen verden.

Jack selv bliver kynisk overfor livet som helhed, og som 14-årig vender han ryggen til kristendommen og bliver ateist. Som ung bliver han, som han selv senere udtrykker det, ”så u-moralsk som et menneske kan blive”.

Men Gud har andre planer for C.S. Lewis, der som voksen bliver omvendt til kristendommen og bliver en verdensberømt apologet, fremgår det af filmen, som er baseret på en teaterforestilling.

Filmet i og omkring Oxford

Filmen er baseret på den prisvindende teaterforestilling, hvor Max McLean spiller den midaldrende Lewis, som ser tilbage på sin barndom, ungdom og omvendelse. I filmen medvirker en række skuespillere, som dramatiserer begivenhederne, og filmatiseringen er foregået på 18 lokationer i og omkring Oxford, hvor Lewis først studerede og senere selv underviste.

C.S. Lewis (til venstre) spilles i filmen af Max McLean, der har skrevet og opført flere teaterforestillinger ud fra Lewis’ værker.

McLeans produktioner

Skuespilleren McLean er grundlægger og kunstnerisk leder af firmaet Fellowship for Performing Arts i New York, som producerer kristne film og teaterforestillinger. Han har blandt andet også omskrevet C.S.Lewis’ værker The Screwtape Letters og The Great Divorce til brug i teaterforestillinger.

Det blev sagt om prædikanten George Whitefield fra det 18. århundrede, at han bare ved at udtale det ene ord “Mesopotamia” kunne få folk til at græde. Måske er McLean’s stemme det 21. århundredes version af samme fænomen, skriver Michael Foust i Crosswalk.com

Vennernes påvirkning

The Most Reluctant Convert handler om en ateist, der troede, at kristendommen var ”en af mange mytologier”, men endte som den stærkeste forsvarer af kristendommen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



C.S.Lewis fortæller, at han ”sparkede og skreg hele vejen ind i Guds rige”. Han begyndte at tvivle på ateismen, da hans studiekammerat Owen Barfield blev teist. Hos kristne forfattere som George MacDonald og G. K. Chesterton fandt Lewis desuden noget, som ikke-kristne forfattere manglede, nemlig en ærlig beskrivelse af livets skyggesider.

I de sidste stadier af omvendelsesprocessen fik Lewis hjælp fra de to kristne intellektuelle J.R.R. Tolkien og Hugo Dyson. På det tidspunkt udtalte Lewis, at han troede på et overnaturligt væsen, men ikke kristendommens personlige Gud. Han så Jesus som en god moral-lærer, men ikke som verdens frelser.

Trosstyrkende fortælling

Men det afviste Tolkien totalt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



“Enten var og er denne mand Guds Søn, eller også er han en løgner, en galning eller en bedrager. Men alt det nedladende vrøvl om, at han var en stor morallærer er ikke en mulighed for os. Det var heller aldrig meningen,” fastslog Tolkien overfor Lewis.

The Most Reluctant Convert er en stærk beretning om, hvordan en mand, der hadede Gud, blev forvandlet til en tilbeder af Gud. Og selv om nogen skulle mene, at de kender Lewis’ omvendelseshistorie, har man aldrig før hørt den så stærkt og gribende fortalt. Det er en af dette års bedste film, vurderer Michael Foust.