Hvorfor omtales abort-modstand som kontroversiel og ekstremistisk?

Abortdebatten blusser op med jævne mellemrum, senest i forbindelse med den norske valgkamp, hvor nogle partier ønsker abort helt frem til 22. uge med udgangspunkt i kvindens selvbestemmelse.

Ligeledes er debatten dukket op i forbindelse med den nye lov i Texas, der modsat partier i Norge ønsker at nedsætte muligheden for abort til uge 6, hvilket i mange medier kaldes ”restriktivt”.

Ord skaber, hvad de nævner, og bruger man negative ord om den nye Texaslov, har man valgt en vinkel, der får loven til at fremstå som frihedsbegrænsende; men man kunne jo også positivt have kaldt det en lov, der beskytter de ufødte i langt højere grad end før.

Men medierne ønsker tilsyneladende ikke at åbne en dør for abortmodstand. Ofte kan man derfor ofte høre abortmodstand omtalt som en ”kontroversiel holdning” eller sågar en ”ekstrem holdning”. Men hvorfor egentlig? Jeg undrer mig. Det er, som om tingene er vendt på hovedet.

Hvorfor er det ”kontroversielt” at ville redde børns liv? Hvornår er det blevet ”ekstremistisk” at tale imod at vælge døden frem for livet? Burde det ikke være en absolut kærlighedstilkendegivelse at ville redde liv og at sikre menneskerettigheder for alle?

Den mest grundlæggende menneskerettighed er vel retten til overhovedet at være til. Det ufødte barn er i dag jaget vildt i livmoderen. Dets rettigheder eksisterer ikke. Kvinden har ret til at have det seksualliv, hun vil, men med rettigheder følger ansvar, – ansvar for det menneske, der kan komme af sex.

En bedre vej

Samfundet burde sige: Kvinder i krisegraviditeter må hjælpes ud af krisen, men ikke ved at slå ihjel.

De bør hjælpes på alle område: Økonomisk, socialt, arbejdsmæssigt, menneskeligt, men ikke ved statsbetalt drab på ufødte.

Samfundet burde hjælpe, fordi vi som fællesskab bør tage os af alle i en sårbar situation. Men det kan aldrig være en hjælp at tage liv.

At man fra mediernes side og fra politisk hold karakteriserer abortmodstand som kontroversiel, kan selvfølgelig tages som udtryk for, at man ikke betragter fosteret som et rigtigt menneske, et barn – et liv.

Men man må spørge sig selv: Holder den opfattelse virkelig i 2021, hvor man på nettet kan se fosterets udvikling – at hjertet allerede slår i 6. graviditetsuge, og at livet ifølge videnskaben starter ved undfangelsen (og hvornår skulle det ellers starte?)

Ord som embryo, foster, spædbarn, teenager er kun forskellige ord for det samme menneske på vej i livet. Man kan ikke være et ikke-menneske, bare fordi man er lillebitte.

At fastholde, at det ikke handler om at tage et menneskeliv ved abort, er udtryk for uhyggelig fakta-resistens, og man undres over, hvordan det er lykkedes både politikere, kvindesagen og medier at få abort forklaret som den store sejr for kvinder.

Kvinder, som har stået i et bombekrater af følelser, da de opdagede, at de var uønsket gravide, kan få et umenneskeligt tilbud om at tage livet af deres barn, som var det en sejr, at de har det valg.

Abort er ikke et tegn på frihed, men desperation

I slaveriets tid fortalte de hvide de sorte, at de ikke var ligeværdige mennesker. Det blev gentaget så tit, at slaveriet blev en del af sortes identitet. De så og følte sig som slaver, for ordene blev banket ind i dem.

Ord skaber, hvad de nævner. Mange tror også på, at det, der fjernes i aborten, ikke er et ligeværdigt menneske, for det er den fortælling, vi får.

Abortmodstand kaldes begrænsende for kvinders rettigheder; og det store flertal tror på det. ”Kvinde, din krop, dit valg” er blevet et mantra, der gentages i uendelighed, når retten til abort skal hyldes. Ja, kvinden har ret til at bestemme over egen krop, men hun har ikke ret over barnets, som er et selvstændigt individ i hende. Abort er ikke frisættende, abort slavebinder til død og ødelæggelse. Hvordan kan man blive lykkelig på ruinerne af et andet menneskes liv?

Sætter abort fri?

Det er på tide at sige sandheden om abort. Sandheden om den knap million små danskere, som er blevet frataget deres liv og muligheder under snart 50 år med fri abort i Danmark.

Sandheden om de hundredtusindvis af kvinder, som har sorg og savn efter en abort, og som ville have valgt anderledes, hvis støtte og omsorg havde mødt dem i stedet for hospitalslæger, der fjernede deres barn, hvorefter de gik hjem og puttede deres egne børn efter endt arbejdsdag på afdelingen.

Det er på tide at sætte kvinder og børn fri og tage abortens tilbud om død op til revision. Gør abort virkelig kvinder lykkelige? Sætter abort fri?

Det er på tide at vise den glæde og styrke, der findes i at være mor; med stolthed vise den kvindelige urkraft, det er at føde et lille nyt menneske.

At være gravid er ingen sygdom, og derfor kurerer abort heller ikke noget. Det er ikke svaghed at tage moderskabet på sig, det er styrke. Og magter man det ikke i situationen, er det endnu stærkere i kærlighed at give sit barn liv og mulighed hos en anden kvinde, der ikke selv kan få børn, men som længes efter at få et.

Abort er et middel til kvindeundertrykkelse

Metoo-bevægelsen har sat fokus på verbale, psykiske og fysiske overgreb mod kvinder. Fortiede overgreb. Efter at have været tabu i årevis, er det også på tide at sætte fokus på det overgreb, en abort er mod både børn og kvinder.

At sætte fokus på, at abort er et manipulerende og kvindeundertrykkende middel, ofte presset igennem af mænd, der ikke vil stå ved deres ansvar.

Abort er et middel på et arbejdsmarked eller uddannelsesforløb, hvor der ikke er plads til at være mor, hvis man vil have en karriere.

Muligheden for abort og pres fra omgivelserne har sendt kvinder ud i noget, som stred mod alt det, de inderst inde vidste: Nemlig, at de blev mor i det øjeblik, de blev gravide. Man bliver ikke friet af moderskab ved en abort, man bliver bare mor til et dødt barn.

Det er et traume, som mange kvinder kæmper med, men som de ikke ved, hvor de skal gå hen med, for så taler de imod den store fortælling om abort som en sejr for kvindernes frigørelse.

Og i sidste ende har de jo selv truffet valget. Så hvor skal de gå hen med deres fortrydelse, deres sorg og traume, når alle fortæller dem, at det var det rigtige valg?

Vi har en kultur, der forlanger, at de ufødte skal gøre sig fortjent til at blive født. Være ønskede, fejlfri og uproblematiske. Men den iboende værdighed som menneske fra undfangelsen burde være nok.

Det er underligt, at man åbenbart kun er gravid med et barn, når dette barn er ønsket, men er det ikke ønsket, er man bare gravid…

Findes der kvinder, der elsker deres abort og ikke ville have været den foruden? Sikkert. Men min påstand er, at de er et fåtal. Det er næppe mange, der ikke er påvirkede af, at de har afbrudt et menneskeliv.

For abortens konsekvens er, at et barn aldrig fik lov at se dagens lys, aldrig kom til at putte sig ind til en og le højt af glæde.

Konsekvensen er, at et barn ikke voksede op, fik en uddannelse og blev aktivt deltagende i samfundet, hvor vi nu mangler så mange varme hænder.
14-15.000 kvinder vælger hvert år abort i Danmark. Abort er blevet den naturlige og indgroede løsning på en krisegraviditet. Men hvorfor tør vi ikke tale om, hvilket samfund vi kunne have, hvis Danmark blev et land, hvor man ikke slog børn ihjel, og hvor kvinder fik opbakning til at være mor?

”Abort er ikke frisættende,
abort slavebinder til død og ødelæggelse.
Hvordan kan man blive lykkelig på
ruinerne af et andet menneskes liv?”

Som menneskerettighedsforkæmper og dermed abortmodstander vil jeg kæmpe for børns ret til at leve, og jeg vil aldrig underlægge mig, at det skulle være kontroversielt eller ekstremt, nej, det kontroversielle og ekstremistiske må ligge hos dem, der taler for retten til at tage menneskeliv.

Slå ufødte børn ihjel. For abort er et ekstremt og voldeligt overgreb mod et lille menneske på vej, – et overgreb, der ender med døden for det lille menneske. Hvor meget mere ekstremt kan det blive?!

Kan vi virkelig blive ved med at lukke øjnene for det og undlade at handle?