Er kirken ikke længere Pro-Life?

I disse dage fejres og hyldes 50-året for indførelsen af den fri abort i Danmark, men i Retten til Liv mener vi ikke, der er noget at fejre, vi mener, det er en skamplet af dimensioner, at vi i Danmark slår ufødte små mennesker ihjel rundt om på danske sygehuse, uden at nogen ligger søvnløse over det.

Vi er nogen, der bøjer hovedet og græder for de kvinder, der har måttet gennem aborter og de børn, der aldrig så dagens lys. Retten til Liv er Danmarks største Pro-life-bevægelse, og vi kæmper ufortrødent videre mod abort. Den fri abort er her endnu, ja, men tag ikke fejl: Det er vi også!

Holdningsændring i kirken

Jeg var for nogen tid siden ude at tale i en kristen forening om abort. Efter foredraget sagde den første, der fik ordet: ”Jeg er rystet!”, og jeg tænkte: ”Godt, så har han forstået, hvor rædselsfuldt, forfærdeligt abortvirkeligheden er”, men nej, han fortsatte: ”Jeg synes i princippet heller ikke, det er en god ide med abort, MEN jeg synes bestemt, at muligheden skal være der. Hvordan kan du overhovedet mene, at abort ikke skal være en mulighed?”

Derefter rejste en anden sig og sagde, at hun i princippet heller ikke var for abort, MEN når hun mødte nogle af de mennesker, der var på samfundets yderste kant, så var det ganske enkelt ikke værdigt for et barn at skulle vokse op under de forhold. Derfor var muligheden for abort helt nødvendig.

En tredje fik ordet og sagde, at med det enorme antal kvinder, der døde under illegale aborter rundt om i verden, var det for ham at se fuldstændig utænkeligt, at vi ikke skulle have aborter under ordnede og trygge forhold.

Dette var en kristen forening med nogle skønne hjertevarme mennesker. Der blev holdt andagt, der blev bedt, der blev sunget salmer om Guds godhed og skaberværk, og jeg er ikke i tvivl om, at disse dejlige mennesker har hjerte for deres medmennesker. Ikke desto mindre så er disse udtalelser også et udtryk for, hvad den fri abort gennem 50 år har gjort ved den kristne kirke.

Retten til abort har sneget sig ind som et nødvendigt onde. Man går i princippet ikke ind for det, men… Som kristenfolk er vi nemlig også gennem 50 år blevet så indoktrinerede, at det onde bliver til et ”nødvendigt onde”, og hånden på hjerte, hvor mange af os er ikke blevet strejfet af tanken om, at abort måske er at foretrække, når vi hører om nogle af ekstremerne: Voldtægt, incest eller at en på 16 fra et socialt belastet miljø venter sig?

For det er dét abort gør, det forvrænger livets hellighed og tilbyder en hurtig løsning på et problem. Men ikke nok med det, abort forvrænger kærligheden.
Abort ses nu som en kærlighedsgerning, hvor man hjælper et menneske i nød. Man fortrænger, at idet man hjælper dette mennesker i nød, så slår man et andet menneske ihjel.

Langt ind i kirken og kristne kredse er bare det at diskutere abort i sig selv blevet betændt, for der er slet ikke længere enighed om, at abort er forkert.
Er en misdannet arm nok? I september 2022 kom Ungarns krav om, at man bør have hørt sit ufødte barns hjertelyd, før man får lov til at få en abort. Herhjemme gav det stort postyr i medierne og blev udlagt som tortur af de gravide kvinder. Det ville få dem til at føle skyld og skam, så de beholdt deres barn.

Ungarns krav var på mange måder et skridt i den rigtige retning, et skridt, der er med til at bevidstgøre om, at det er et lille levende menneske, der er der inde i maven. Men dog kun et lille skridt i den rigtige retning, for hvis kvinden, selv efter at have hørt den lilles hjerte, stadig ønsker en abort, kan hun jo få den, og det vidner om en forråelse.

Ligeledes har der i Kristeligt Dagblad i det forløbne år kørt en debat om, hvor stor en ”fejlmargin” et foster må have, inden det er OK med en abort. Er en misdannet arm nok? Det er en vanvittig verden, der overhovedet diskuterer grænser for, hvornår man må slå børn ihjel. Det er en vanvittig verden, som med største selvfølgelighed hylder kvinders ret til at slå deres egne børn ihjel, og det er vanvittigt, når abort bliver beskrevet som en kærlighedsgerning overfor kvinden, at hun får ret til at fjerne livet inden i sig.

Det er ligeledes vanvid, når man beskriver abort som noget, man gør af kærlighed til barnet, for at det ikke skal føle sig uønsket. Begrebet ”frihed under ansvar” er blevet helt lukket ned. I dag er det kun ”frihed”, der tæller. Ordet ”ansvar” er røget ud. Ansvar for egne handlinger overtrumfes af friheden til at dyrke sig selv og sine lyster uanset prisen og omkostningerne for andre.

Børnenes statsminister

Vores statsminister har flere gange været ude både i nytårstaler og sågar ved åbningen af Folketinget at tale for retten til fri abort. Børnenes selvbestaltede statsminister er nemlig kun statsminister for nogle børn, ikke de ufødte. For nylig skrev statsministeren i anledningen af kvindernes internationale kampdag, følgende:

”I dag er retten til fri abort heldigvis en af de mest fundamentale rettigheder, vi har i det danske samfund”. Enhedslistens Rosa Lund blev i radioen for nylig spurgt: ”Vil du anerkende, at hvis man hæver abortgrænsen til 18 uger, så er der flere, der vil få en abort, fordi de f.eks. kan se, at de venter en pige?”

Hendes svar var:

”Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvorfor kvinder vælger en abort.”
Så spurgte journalisten:
”Så kvinders selvbestemmelse vejer altså tungere, end det at man vælger at abortere, bare fordi det er en pige?”
Igen svarede Rosa Lund:
”Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvorfor kvinder får en abort. Kvinders selvbestemmelse over egen krop vejer altid tungest.”
Man må undre sig. Hvad er det, der gør, at politikere, medier og befolkningen generelt stålsat fastholder, at abort er en menneskeret?

Hvornår er begynder livet?

Videnskaben har for længst fastslået, at menneskelivet begynder ved undfangelsen – altså i det splitsekund af en fest, hvor æg og sæd mødes. Alligevel er det lykkedes at bilde størstedelen af den danske befolkning ind, at der ikke er noget rigtig barn inden 12-ugers grænsen. Men hvis det er det samme menneske fra undfangelse til naturlig død som 95-årig, så kan det ikke komme bag på nogen, at vi rent faktisk slår mennesker ihjel ved abort, også før uge 12.

Argumenter preller af

Hvorfor er det, at vores argumenter preller af på befolkningen, selv om man ud fra videnskab og billeder og sund fornuft, kan se, der er tale om et menneskeliv?
Måske er det det uhyggelige faktum, at hvis man erkender, at det er små mennesker, vi tager livet af, så er man også nødt til at forholde sig til, at vi i Danmark de sidste 50 år har aflivet næsten en million små danskere, og det hverken kan eller vil man forholde sig til, for det begynder unægtelig at ligne et decideret folkedrab på sine egne.

Man holder derfor udelukkende fokus på kvindens ret til at bestemme over egen krop, og i den argumentation begraver man barnet. Barnet, der er lige så ligeværdigt og lige så værdifuld en person som kvinden. De har begge brug for støtte.

12- eller 18-ugers grænse

Sidste nye visne gren på abortretorikken er så, at Sex og Samfund siger, at 12-ugers grænsen skal rykkes til 18 uger, så kvinden ikke skal stå og ydmyge sig og tigge sig til en abort på den anden side af de 12 uger. Sex og Samfund får uendelig megen taletid i alle medier, men i Retten til Liv ønsker vi at sætte fuld projektørlys på det faktum, at det ufødte barn også er et menneske, og det er det fra undfangelsen.

I Retten til Liv er vi fyldt af gå-på-mod, for vi går ind for livet, vi kæmper for børnenes ret til at leve og for det gode liv, og det vil vi gerne stå på mål for, fordi det er det, Gud ønsker af os. Gud minder os om, at vi skal løfte hovederne og kæmpe frimodigt videre.

Gid kirkefolket vil vågne og kæmpe for de ufødtes ret til at leve som ligeværdige mennesker. Hvis ikke vi i kirken taler for de svageste, dem uden stemme, hvem skal så? Retten til Liv er her endnu, og vi er på Livets side.

Kronikken er afkortet af redaktionen.