Samklang med Gud

Saligprisningerne viser os hjertet hos dem, som hører til i Guds rige.

Af Anders Bartholdy. Præst i Sønderborg Frikirke.

Dagens tekst fra Matthæus-evangeliet er indledningen til Jesu undervisning om Guds rige.

Hos jøderne var der dengang en stor længsel efter riget, hvor alting ville blive bedre. Hvor de ville ”blive salige”.

Det er et livsvilkår for os som mennesker, at vi længes efter noget andet og mere, end det vi har. Spørgsmålet er blot: Hvordan bliver tingene bedre? Hvad skal der til? Det giver Jesus os svar på i denne undervisning.

En indre forvandling

Uden en indre forvandling vil alle vores anstrengelser for at forandre verden være forgæves.

Det er vores karakter, vores indre natur eller ”kompas”, der afgør, hvordan vi lever – og dermed hvordan samfundet ser ud. Hvis verden skal forvandles, må hjerterne forvandles.

I samklang med Gud

Hvad kendetegner så hjerterne hos mennesker, som hører til i Guds rige? Saligprisningerne er som et spejl, der viser os, om vi arbejder for eller imod riget. Jesus vender op og ned på, hvad der betyder noget i livet. Det er ikke de selvsikre og magtfulde, som skal bane vejen for verdens genfødelse.

Himmeriget tilhører dem, hvis hjerter er i samklang med Gud. Hjerter, som længes efter det sande og det ægte.

At være salig er ikke et spørgsmål om at være rig eller fattig, magtfuld eller undertrykt, selvsikker eller frygtsom.

Uanset vores situation kan vi være på vej væk fra Guds rige og den salighed, det giver, eller på vej ind i det. Det afgøres af hjertets indstilling.

Afhængige af Gud

Det er ”de fattige i ånden”, som er salige. Dem som ved, at de ikke kan klare det hele selv. De ved, at i deres arbejde for forandring har de brug for, at Gud griber ind og nyskaber i deres eget og andres indre.

Derfor sørger de også over deres egen ufuldkommenhed – og over en verden, som er bøjet mod profit og selviske mål. Deri ligger også et ønske om at bekæmpe det onde i verden, men det må ske med sagtmodighed.

Hverken magt eller stærke argumenter skaber blivende forandring. Jesus vandt en evig sejr, da han opgav sin magt og gav sig selv hen i døden for os. Det er sagtmodighed i sin yderste konsekvens.

På vej ind i riget eller ud af det?

Når hjertet er sporet ind på Guds rige, skaber det en dyb længsel efter, at sand retfærdighed skal gennemsyre verden. Ikke en retfærdighed, der er optaget af, hvem der har retten på sin side, men en retfærdighed, som giver afkald på sin ret for næstens skyld, ligesom Jesus gav afkald på sin ret for vores skyld.

Når hjertet er sporet ind på Guds rige,
skaber det en dyb længsel efter,
at sand retfærdighed skal gennemsyre verden

Saligprisningerne er som et spejl, der viser os, om vi arbejder for eller imod Guds rige. Er vort hjerte rettet imod det rige, som kommer, eller er det på vej bort fra det?

Derfor er barmhjertighed også en afspejling af det rige, som kommer. At møde andres behov uanset omstændighederne, fordi de har værdi som mennesker – ikke fordi de har gjort sig fortjent til det, men fordi de er elsket af Gud.

Det afgørende er derfor vores hjerte. Er det rettet imod det rige, som kommer, eller er det på vej bort fra det?

Gud længes efter et udelt hjerte – eller, som Jesus siger her, et ”rent hjerte” som er optaget af at etablere fred på jorden. Fred i bibelsk forstand er et udtryk for paradis-tilstanden. Fred handler om at være i harmoni, at være hel, være rask og sund – at alt er godt.

Den, som stifter fred, bringer paradiset ind i menneskers liv med opmuntring, hjælp, håb, lægedom og genoprettelse.

Sammen med profeterne

Det bringer os i fornemt selskab med dem, som tjente Gud før os og som blev forfulgt for deres stadige påmindelse om, at der findes et rige, som ikke handler om at søge sit eget først. Vi fortsætter deres arbejde og bringer riget med retfærdighed, fred og glæde i Helligånden til andre.

Derfor er det et adelsmærke, hvis vi bliver mobbet eller angrebet, fordi vores liv og ord ikke altid er det, alle ønsker at se og høre.

Søndagens tekst: Matt. 5, 1-12

Bjergprædikenen

1Da Jesus så de mange mennesker, gik han op på den nærliggende bakke. Der satte han sig ned, disciplene slog kreds om ham, 2 og han begyndte at undervise dem:

3„Velsignede er de, der erkender deres afhængighed af Gud— for de skal få del i Guds rige.

4Velsignede er de, der sørger over situationen— for de skal blive trøstet.

5Velsignede er de ydmyge— for de skal få landet i eje.

6Velsignede er de, der tørster efter retfærdighed— for de skal få slukket deres tørst.

7Velsignede er de barmhjertige— for de skal mødes med barmhjertighed.

8Velsignede er de rene af hjertet— for de skal få lov at se Gud.

9Velsignede er de, der stifter fred— for de skal kaldes børn af Gud.

10Velsignede er de, der bliver forfulgt, fordi de gør Guds vilje— for de skal få del i Guds rige.

11Velsignede er I, når man håner, forfølger og bagtaler jer, fordi I tror på mig.

12 Glæd jer af hele jeres hjerte, for I får en stor løn i Himlen. Sådan forfulgte man også profeterne før jer.

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk