Syng en gammel sang for Herren

Der er lidt lusk ved overskriften: Syng en gammel sang for Herren. På en måde lidt bibel-forfalskning… I Bibelen siges nemlig flere gange det modsatte: Syng en ny sang for Herren (Sl. 96,1; 98,1; 149,1 m.fl.).

I en vis forstand er al kristen sang en ’ny sang’ – et svar på Guds gaver og omsorg. Med en formulering af teologen Jørgen Glenthøj: ’Ægte lovsang er et ekko, vort gensvar på Guds store gerninger i skabelsen og genløsningen’. Bibelen kan derfor også sige, at Gud ’lagde mig en ny sang i munden’ (Sl. 40,4).

”En ny sang” betyder imidlertid ikke, at vi altid skal synge nye tekster på nye melodier. Det er heller ikke sandsynligt, at de, der først digtede om at synge en ny sang, benyttede nye ord eller nye melodier ved hver handling i templet eller synagogen. Tværtimod er der god grund til at forestille sig, at gentagelse var et centralt fænomen.

I en nutidig dansk sammenhæng er det tiltrængt at overveje, hvordan menigheder og kristne fællesskaber forholder sig til salmesang og den fælles tradition.
I forskellige sammenhænge synes tendensen at være, at klassisk salmesang får begrænset plads, mens nye sange og musikformer fylder meget.

Nogle steder vinder højskolesange frem ved gudstjenester og kirkelige handlinger. Andre steder lægges der vægt på nyere salmer, hvor sproget og indholdet undertiden er uklart og diffust, og hvor teologien desværre ikke altid er holdbar.

I andre sammenhænge foretrækkes amerikansk inspirerede sange med ofte meget rytmisk prægede melodier, der ikke altid er egnede (og måske heller ikke beregnet) til fællessang.

Malet med bred pensel er et af fællestrækkene i de nye tekster, at fokus synes at være på vej bort fra Gud og over på mennesket: mit liv, mine erfaringer, mine følelser og oplevelser, mine sejre og nederlag.

Temaer, som i klassiske salmer er centrale, fx synd og nåde, anger og anfægtelse, forsoning, tilgivelse og det evige liv, fylder nu kun lidt eller er måske helt borte.

I denne fragmenterede situation er det af flere grunde højaktuelt med et fornyet fokus på de salmer, som tidligere generationer af kristne har videregivet. Syng en gammel sang for Herren! Gør brug af det slidstærke, holdbare og afprøvede.

En grund kunne kaldes fællesskabs-aspektet: i menighedens fællesskab synger vi sammen. For at synge om og til Gud låner vi andres ord og toner, fordi vore egne ikke slår til.

Måske kan man selv sætte nogle ord og sætninger sammen og forme en melodi. Har man fået evner og gaver til dét, skal man bruge og udvikle dem.

Men det er sandsynligt, at ord af Kingo, Brorson, Grundtvig m.fl. har mere dybde og holdbarhed. Derfor låner vi deres ord – sådan som det også var meningen med det, de skrev.

Vi gør det vel at mærke sammen – så at sige i et tredobbelt fællesskab: i en vis forstand med digteren af den konkrete salme, med dem, der tidligere sang den, og i høj grad med dem, vi nu synger sammen med.

Salmer og sange kan også have stor værdi i énrum. Det er en grund mere til at passe godt på dem: de har et stort potentiale til privat brug. Men menighedens sang er efter sit væsen også fælles sang.

Skal menighedens fællessang leve og lykkes, er det imidlertid en forudsætning, at vi har en fælles kapital at øse af.

Hvis en person eller gruppe kun er kendt med et hjørne af traditionen eller med sine egne sange, bliver fællessang problematisk. Derfor er det en stående opgave at arbejde for, at vi har noget fælles at synge sammen.

Fællesskabs-aspektet ved menighedens sang er kompliceret i vores individualiserede tid – og derfor så påtrængende vigtigt. Fællessangen er et af de områder, hvor vi må bøje os mod hinanden.

Kan vi ikke finde ud af at synge sammen, er det mere end sangen, der er truet. Så er det måske et tegn på, at også andre dele af fællesskabet er truet – eller fællesskabet som sådan? Hvis følgen er, at menigheder, fællesskaber eller enkeltpersoner bevæger sig fra hinanden, sker netop det modsatte af fællessangens formål: at binde os sammen.

En anden grund til salmernes værdi er deres funktion som bekendelses-udtryk. I salmesang udtrykker vi, hvad vi tror og bekender. Vi gør det med andres ord, fordi vi gerne vil tro og bekende som dem, og vi lægger os og vores tro ind i deres ord og lader os holde fast af dem.

Det, vi synger, præger os, og det er vigtigt at blive præget af noget, som er sundt og sandt.

Salmer skal være med til at holde den enkelte og kirken som helhed fast på, hvad vores tro og bekendelse er. Den funktion er også højaktuel i vores tid. I den folkekirkelige virkelighed har vi god brug for at lytte til, hvad de klassiske salmedigtere formulerede som deres bekendelse – og ved at synge salmerne gøre bekendelsen til vores egen.

Salmebogen har ikke status af bekendelsesskrift, men den har bekendelses-funktion som et vigtigt redskab til at formulere, hvad kristen tro er.

Med andre ord skal menighedens fællessang både holde os sammen og holde os fast. Salmer er nemlig ikke kun poetisk kunst. Også det, men netop brugskunst: genstande, som er smukke at betragte og analysere, men som efter deres væsen også har en praktisk funktion.

Salmeskatten kan imidlertid glide ud af hænderne, falde på jorden og gå i tusind stykker, som vi ikke evner at samle op og sætte sammen igen. Skal den bevares, er det en forudsætning, at nogle vil passe godt på den og give den sikkert videre.

Signalerer vi i de forskellige kirkelige sammenhænge, at salmerne og den traditionelle kirkelige fællessang ikke har nogen særlig betydning eller kun praktiseres af tung pligt og gold vane, er vi måske allerede i færd med at give slip.

Opgaven er derfor at værdsætte salmerne, synge dem med gejst og glæde og gøre en indsats for, at andre – også børn og unge – må få et stærkt og nært forhold til dem.

Konkret: i konfirmandundervisning må det være naturligt at møde kernesalmer som ’Befal du dine veje’, ’Du, Herre Krist’, ’Aleneste Gud i Himmerig’, ’Nu fryde sig hver kristen mand’, ’Nu falmer skoven’ og lignende.

Fri-, høj- og efterskoler med relation til kirke og kristendom må lade salmer være en naturlig del af dagligdagen og fællesskabet – ligesom kirkelige spejdergrupper og diverse klubber og foreninger.

At værdsætte kirkens traditionelle salmesang udelukker i øvrigt ikke, at man også kan have åbne øjne og sind for fornyelse og forandring.

Kirkens tradition i forhold til sang og musik er af natur en levende strøm. En del af det nye vil i første omgang leve i mere uofficielle kirkelige sammenhænge.

Over tid bliver noget af det en del af traditionen. Men det tager tid. Det nye må gennem en proces, hvor det afklares, hvad der har styrke og holdbarhed. Det andet har også sin funktion og værdi – men netop kun i så begrænset tid og omfang, at det ikke flyder ind i traditionen og bliver en del af den.

Det mest holdbare får plads bl.a. i salmebog og gudstjenesteliv.

At forskellige kirkelige traditioner og grupperinger har deres egne former og traditioner er ikke et problem, men kan være en berigelse for kirke- og menighedsliv. Men dermed bliver indsatsen for det, der er fælles, ikke overflødig – tværtimod.

Derfor er det en stående opgave at bevare og formidle kirkens salmeskat – så vi også fremover kan have ord og redskaber til i fællesskab at synge Herren en ny sang.