Avis-storm om vacciner

Udfordringen blev hængt ud i KD. Frikirkenets formand blev provokeret af en artikel.

Udfordringen blev tirsdag den 14. december i Kristeligt Dagblad beskyldt for at skrive uansvarligt om vacciner.

Avisen havde henvendt sig til Frikirkenets formand, Tonny Jacobsen, og konfronteret ham med nogle få sætninger fra to artikler i Udfordringen.

Det drejer sig dels om Kirstine Højs artikel, hvor Jakob Martini blev citeret for sin markante modstand imod corona-vaccination. Dels om lederartiklen ”Følelser og fornuft”.

(Læs Kirstine Højs artikel her og Lederartiklen “Følelser og furnuft her)

Tonny Jacobsen siger til Udfordringen, at dét, der provokerede ham var, at man gav en person med så ekstremt et synspunkt taleplads, og at redaktøren i lederen satte vaccine i anførselstegn. Udfordringen beklager den helt unødvendige konflikt.

Hertil udtalte Tonny Jacobsen bl.a.: ”At Udfordringen skriver sådan, er meget uansvarligt, synes jeg. Helt uimodsagt fremstiller avisen et ekstremt synspunkt.”

KDs journalist ønskede herefter en kommentar af undertegnede. For at undgå misforståelser om dette ømtålelige emne, betingede jeg mig at svare skriftligt på spørgsmålene. Her er mine svar på KDs spørgsmål, som jeg her gengiver til orientering for Udfordringens egne læsere:

– Er Udfordringens redaktionelle holdning til coronavaccinen, at man skal undgå at tage den?

”Nej. Jeg har selv fået de to første stik. Men det er som bekendt frivilligt, og derfor må vores læsere ligesom alle andre selv beslutte, hvad de vil.”

Du har skrevet en leder, hvor du sætter ordet vaccination i gåseøjne. Skal det tolkes, som om du ikke anerkender, at de eksisterende coronavacciner er rigtige vacciner?

”Nej, i lederen forsøger jeg tværtimod at tale lidt fornuft ind i situationen. Derfor synes jeg, du skulle citere lederen i stedet for at fremstille det, som om jeg er imod vaccinen. Når jeg har sat det i anførselstegn er det, fordi der er anerkendte forskere, der gør opmærksom på, at denne vaccine er fremstillet på en anden måde og virker anderledes end normale vacciner. Desuden er det en ny vaccine, som vi endnu ikke kender virkningen af fuldt ud. Derfor synes jeg, vi skal respektere de mennesker, der ikke ønsker at tage den.”

Du henviser til ansvarlige forskere og læger, som advarer om, at vaccinen kan være skadelig for vores immunforsvar. Hvem er de læger?

”For eksempel den danske virolog Christine Stabell Benn, som er professor i global sundhed ved Syddansk Universitet. I har selv haft en artikel med hende i Kristeligt Dagblad! I udlandet er der 60.000 læger og forskere, som har underskrevet et forbehold mod vaccinen (Barrington-erklæringen). De får måske ikke så meget taletid, men de er der.”

Når du fremhæver dem som ansvarlige, mener du så, at læger, der anbefaler en coronavaccine er uansvarlige?

”Nej, selvfølgelig ikke. Tingene er ikke sort-hvide. Jeg synes, vi skal undgå at fremstille tingene sådan. Det synes jeg også, Kristeligt Dagblad bør tænke på. Fx er det ikke et specielt frikirkeproblem. Og vi henvender os heller ikke primært til frikirkefolk. Halvdelen af vores læsere er fra folkekirken.”

I har også lavet et interview med prædikanten Jakob Martini. Er du enig i hans udsagn?

”Nej, og jeg diskuterede artiklen med den pågældende journalist. For vi ønsker ikke som avis at blive spændt for den vogn. På den anden side vil vi også give kritikere lov at sige noget. Der skal være plads til kritik og diskussion.”

Hvorfor blev hans udsagn ikke modsagt i artiklen?

”Det blev jo netop modsagt – dels af præsten i Citykirken. Og dels bakkede jeg op ved at skrive en leder, der forsøgte at få tingene ned på jorden. Væk fra det fanatiske. Og desuden skrev jeg en artikel under den nævnte artikel, hvor jeg imødegik Martinis påstand om, at vi kun skal adlyde gode myndigheder. Her gjorde jeg opmærksom på, at Paulus skrev om det, mens de kristne blev voldsomt forfulgt af Romerriget.”

I forhold til den journalist, der har skrevet artiklen, så kan jeg læse på Facebook, at vedkommende selv er meget kritisk over for coronavacciner og myndighederne generelt. Journalisten deler bl.a. bibelsk funderede teorier om, at ”alskens sandhed om sprøjtemes skadende indhold med Djævelens vold og magt holdes nede”. Hvad tænker du om det?

”Journalisten har kun arbejdet hos os nogle få måneder på deltid. Jeg har ikke tidligere set, hvad hun selv privat har lagt ud på sin egen Facebook-profiI. Det har intet med Udfordringen at gøre. Men da jeg blev klar over hendes holdninger til denne sag og til konspirationsteorier, overraskede det mig, og jeg har flere gange gjort opmærksom på, at vi ikke som avis ville forbindes med de holdninger, journalisten har på dette område. Men vedkommende er i øvrigt en dygtig journalist på andre områder.”

Er det hensigtsmæssigt for Udfordringen at have en journalist, der selv er glødende vaccineskeptiker til at interviewe og skrive om vaccinemodstand blandt kirkefolk?

”Journalister har jo også politiske holdninger, selvom de skriver om politik. Der må være en vis frihed. Men i den konkrete sag gik jeg jo netop ind og sørgede for, at det ikke fik lov at stå alene. Men journalisten vil ikke fremover få mulighed for at skrive om det, vedkommende selv er så involveret i.”

Artiklen med Jacob Martini, som provokerede Tonny Jacobsen, blev imødegået i en artikel på samme side, samt i leder-artiklen, som for en ordens skyld gentages her – uden anførselstegn.

Hvad skrev Udfordringen egentlig: Følelser og fornuft

Regeringen forlanger, at vi skal vise corona-pas – også når vi går i kirke. Det har fået nogle til at protestere på nettet. Frygten for indskrænkninger i den personlige frihed er lige så stærk som frygten for smitte. Men begge dele er vildt overdrevne. Hør her:

* Kirkerne kan faktisk ikke gøre andet end at følge lovgivningen. De kan være uenige, ligesom mange af os er, i regeringens skrappe regler. Men så længe vi har mulighed for at følge lovgivningen, bør vi gøre det.

* Baggrunden for de skrappe restriktioner er trods alt en meget smitsom sygdom, som vi endnu ikke har styr på. Så der er en grund til, at myndighederne er på vagt.

* Corona-stikket er imidlertid ikke en almindelig vaccination. Den virker på en anden måde. Og der er ansvarlige forskere og læger, som mener, at denne vaccination – som blev fremstillet i al hast – kan være skadelig for vores immunforsvar. Vi kender ikke langtidsvirkningerne. Derfor er det da forståeligt, at nogle vælger ikke at blive vaccineret. Det bør vi respektere.

* Corona-passet kan også fås ved at man får foretaget en ganske ufarlig test. Det er besværligt og irriterende at få en vatpind stukket op i næsen, men der er ikke noget sundhedsfarligt eller ugudeligt i det. Dvs. at det stadig er muligt at komme i kirke, hvis man vil.

Mange mener, at regeringens restriktioner er overdrevne og måske forfejlede. Det mener jeg også selv, de er. Og de skaber en overdreven frygt og bekymring, som kan være mere skadelig for helbredet end virussen selv.

Men vi må ”adlyde myndighederne”, så længe det ikke strider imod vores samvittighed og vores kristne tro.

Når Paulus og Peter i Ny Testamente opfordrer til at adlyde myndighederne, var det i et meget uretfærdigt samfund, hvor de kristne blev voldsomt forfulgt, og hvor de romerske kejsere lod sig tilbede som guder. Så det er ikke kun gode myndigheder, vi må adlyde, men også de uretfærdige. Men vi skal selvfølgelig altid adlyde Gud mere end mennesker, som Peter også sagde.

Men lad os kristne undgå hysteri om corona – både for og imod. For ”Gud har ikke givet os en Ånd, der gør os frygtsomme, men en Ånd, der giver os kraft, kærlighed og sund fornuft.” (2.Tim.1,7)

Læs også Leder klummen: Lad julefreden sænke sig