Englen fra første sal til venstre

Klokkerne fra Marmorkirken mindede ham om, at klokken var otte. Og at han igen, og igen kom for sent. Men klassen var jo så vant til hans undskyldninger: Vi har desværre sovet over os. Og aldrig:
Det er ikke min skyld. Jeg blev ikke vækket, fordi min far var på nattevagt, og min mor som sædvanlig var fuld. Og at mit tøj ikke var vasket, så jeg måtte finde noget i snavstøjskurven, og at far havde glemt at købe havregryn.

Han råbte så højt, at han kun selv, og måske klokkerne i Sct. Pauls, kunne høre det: Jeg Hader: Hader! Hader! Mor når hun er fuld! Hader mig selv! Gud!

Skolen og alle julehjerter, kræmmerhuse og musetrapper! Og ikke mindst Frøken Mikkelsen. Og hendes parfume og hendes smilende:

Hvem skal så tænde kalenderlyset i dag? Og så hendes krybbespil. Skal jeg være med, vil jeg være Herodes! JULEDRÆBEREN.

Og til fredagshyggen i dag havde frøken Mikkelsen bedt dem tage en juleting med i klassen og fortælle om, hvordan de holdt jul hjemme. Skulle han have taget mors tomme flasker snaps med?

Han luskede ind på sin plads.

– Lille John, vil du begynde? Frøken Mikkelsen smilede. Lille John rejste sig. Tog sit hæfte med julesalmer frem og fortalte, at han sang med Bertil Sandberg, og de sammen skulle spille og synge i Sct. Pauls kirke.

Frøken Mikkelsen nikker begejstret: – Og jeg kan se, at du har taget et salmehæfte med. Vil du måske synge for os?

Lille John holdt en stemmegaffel op til øret, før han begyndte. Carl Otto var målløs. Var det hans forsigtige kammerat? Ham, der ellers ikke siger meget andet end ja og nej? Nu kunne han både synge og sige fjerde søndag i advent.

Derefter rejste den ene efter den anden sig fra pulten og fortalte, hvor meget de glædede sig til julen.

Og endelig: – Så er det Carl Otto! Frøken Mikkelsen smilte som det var en reklamefilm for tandpasta.

Han så ned i pulten.

– Carl Otto! Lød det muntert.

Hvis han gik helt op til katederet, kunne de se hans brune gummisko.

– Nåh, Carl Otto, begyndte frøken Mikkelsen. Har du også en lille juleting med hjemmefra?

– Nej!

– Men fortæl så bare lidt.

– Jeg hader julen.

Alle så på ham, som om han lige havde skudt et af de forbudte kanonslag af og grædende ventede på politiet, inspektøren og brandvæsnet.

– Julen er da sådan en hyggelig fest.

Frøken Mikkelsen forsøgte med alt, hvad hun havde lært på seminariet.

– For hvem?

– Nu har vi jo lige hørt, at Lille John glæder sig til at synge i kirken.

– Men hvad med Josef og Maria? Bibelhistorie var hans bedste fag, men alligevel vidste han ikke, hvor han fik ordene fra.

– Josef og Maria? Frøken Mikkelsen tog brillerne af. Havde brug for tid. Så lyste hun op i et smil:

– Du mener, at de ikke kunne finde nogen kro, hvor de kunne overnatte.

– Maria var gravid.

– Men de fandt jo en stald.

– Og den fandt Herodes’ soldater også.

– Herodes’ soldater?

– Josef og Maria måtte jo flygte, så Jesus ikke blev slået ihjel. Som alle de andre drenge i Betlehem. Det sidste kom hårdt og skarpt som et projektil. Han følte sig helt solidarisk med alle de dræbte drenge. Gråden pressede sig på. -Tror De, det var sjovt?

– Fejrer I da slet ikke jul hjemme hos dig?

– Jo.

– Nå, men…?

– Indimellem.

– Indimellem?

– Når mor ikke er fuld.

Så lod han skoletaske være skoletaske og løb ud af klassen.

Han flåede vindjakken ned. Løb ned ad trappen ud af den tomme skolegård. Pedel-Madsen så efter ham, men var heldigvis mere optaget af noget tøsne, han skulle feje væk.

Ud af skolen. Op forbi Østerport station. Langs søerne. Stoppede med sidestik ved biografen. Kastede et blik på billederne. Mærkede efter i lommen, om han havde nok til en kradser?

Pølsemanden kunne se, han havde grædt, så han fik to brød med det hele. Fortsatte op ad Østerbrogade. Ved Svømmehallen måtte han igen sætte sig. Mærkede, hvordan sneen gik gennem hans gummisko.

Rejste sig. Løb igen. Hvor fik han kræfterne fra? Over krydset ved Jagtvej. På højre hånd lå kirken med det spidse grønne tårn. Ved apoteket skulle han op ad den lange gade, der endte oppe ved den anden kirke. Endelig. Parken. Og så Sigrids skole!

Han satte sig på bænken ind til parken. Forsøgte at holde varmen. Herfra kunne han holde øje med dem, der kom ud fra skolen. Pludselig ringede kirkeklokkerne.

Sorte folk gik op ad trapperne til kirken med blomster. Nogle græd. Måske fordi de også hadede julen? En halv time efter ringede klokkerne igen, og de sorte folk kom ud med en kiste.

Hvis det var ham, der lå i kisten, ville han ikke få flere åndssvage spørgsmål om julen. Men hans far ville blive ked af det. Og måske også hans mor. Når hun var ædru.

Skoleklokken ringede ud. Så kom skolebørnene. Og endelig kom Sigrid. Hun var lige ved at gå forbi. Men stoppede brat. Kom løbende: – Lille skat, hvad laver du her?

Han græd.

– Du fryser. Kom, lad mig varme dig.

– Og hvad er det da for nogle sko, du har på?

– De er våde.

’-Ved du hvad … Hun smilede. Vi flotter os og tager en taxa.

Lidt efter var de tilbage i opgangen. Han var ikke svær at overtale til at komme med ind. Ind til Sigrids og Bertils grå sofa. Hans Hellested.

Dér sad hans mor. Lige så forkommen som ham. Kunne han se hende i øjnene? Det var jo hendes skyld. Fordi hun drak! Og ødelagde alt for far og ham.

Troede hun ikke, at han gerne ville have fortalt, hvordan de pyntede op til jul? Og at de hvert år glædede sig til at få besøg af hans berømte mormor, som efter jul skulle gæsteoptræde på Det kongelige Teater sammen med hans mor?

Han kunne mærke, hvordan hans mor rystede over hele kroppen. Askebægeret var allerede fyldt med hendes grønne Cecil. Hun sugede kræfter ud af cigaretten.

Sugede også vreden ud af ham. Han fik ondt af hende. Nu var det hende, der var barnet, og ham den voksne, der skulle hjælpe hende.

Sigrid tændte levende lys. Lagde en dug på sofabordet. Bertil kom ud med en flaske cognac: – Det er vist, hvad vi trænger til nu, sagde han og skænkede et glas til moren og Sigrid.

– Carl Otto. Finder du en citronvand og æsken med chokolade?

Han balancerede med det hele og satte sig igen ved siden af sin mor.

– Lille skat, lille skat, blev hun ved med at sige, mens hun skoddede cigaretten. Tog ham ind til sig. Hun lugtede af øl, men det gjorde ikke noget. Han var jo den voksne. Og kendte lugten.

– Kan du tilgive mig, skat? Det er jo ikke din skyld. Men min.

– Nu skal du ikke græde, sagde han med den mest voksne stemme.

Hun forsøgte at fortælle, hvad der var sket. Frøken Mikkelsen havde ringet mange gange. Til sidst var hun taget hjem og kimet så højt på døren, at moren vågnede og i sin blå natkjole og uvasket hår måtte høre på frøken Mikkelsens mange undskyldninger og forklaringer.

Den aften blev Carl Otto og moren og faren inviteret til at spise med. Bertil smilede til Sigrid: – Skulle vi ikke fejre jul sammen? Han så på Carl Otto.

– Vi skulle ellers sidde alene, sagde han.

– Og oprigtig talt, Sigrid nikkede. To er næsten for lidt til at gå rundt om juletræet.

Denne julenovelle er hentet og bearbejdet fra Niels Johansens roman ”Engle har mange ansigter.”

– Med denne novelle ønsker jeg at pege på, hvor svær julen er for mange. Også i dag. Men at Guds engle har mange ansigter. Som Sigrids fra første sal til venstre, siger Niels Johansen, forfatter og salmedigter.