Fortælleren

Planterne i Biblen har i mange år været min store interesse og lidenskab. Blandt de mange fortællinger udgør beretningen om Moses’ møde med den brændende tornebusk noget helt særligt.

Ved et tilfælde kom jeg i kontakt med gartneren i Sankt Katharina Klosteret i Sinaj-ørkenen i Egypten. Han havde ansvaret for at passe på den tornebusk, som munkene efter traditionen anså at være den, som Moses havde set brænde for mange år siden.

Vi fandt hurtigt ud af, at vi havde en fælles interesse i de bibelske planter, og kort tid efter skrev han: ” Har du ikke lyst til at komme ned og besøge os?”

Det havde jeg, og inden længe så jeg fra flyveren ned på den golde Sinaj Ørken. Utroligt, at jøderne kunne overleve i 40 år på dette øde sted.

Flyet landede på flyvepladsen ved Sharm el-Sheikh, tæt ved det kendte feriested på Sinaj-halvøens sydspids. Kort tid efter sad jeg i en lokal taxa på vej til klosteret. Jeg overlevede, selv om chaufføren i rasende fart kørte i den modsatte vejbane, især når vi nærmere os en bakketop.

Landskabet var øde. Kun enkelte steder voksede nogle forkrøblede akacietræer. Det var jo det træ, som Moses anvendte ved bygning af de første Helligdom i Sinaj-ørkenen.

Da vi kom op over toppen af en bakke, dukkede det store kloster frem.

Det ligger ved stedet, hvor Moses så den brændende tornebusk. Bag klosteret rejser sig Sinaj bjerg, kendt som stedet, hvor Moses fik de to stentavler med de 10 bud.

Inden jeg kom til Sinaj, havde jeg læst om stedet:

”Det hellige sted tiltrak allerede i det 3. århundrede eremit-munke, som bosatte sig i huler eller hytter i bjergene. De forsvarsløse munke blev tit plyndret og undertiden dræbt af beduiner. Det fortælles, at den Hellige Helena i år 330 lod en lille kirke bygge samt en borg, hvor munkene kunne søge tilflugt.

Der kom flere munke til, og på en rejse omkring år 400 besøgte Aitheria fra Spanien med sit følge klosteret. De fandt en lille kirke på toppen af bjerget og én ved stedet, hvor Moses så den brændende busk. De så også en smuk have med masser af vand.

Udviklingen i antallet af munke førte til, at der fra midten af det 5. århundrede blev udpeget en ortodoks biskop for Sinaj.

Under kejser Justinian I, der var kejser i det byzantinske rige fra 527-565, begyndte man som forsvar mod røvere at bygge det store kloster med de høje mure. Gamle stik viser, at man kun kunne komme ind i klosteret ved at blive hejst op i en kurv.

Vanskelighederne med at komme ind i klosteret erfarede den danske ekspedition til Det lykkelige Arabien 1761-67, da den forsøgte at komme ind i klosteret for at undersøge, om der var sjældne håndskrifter.

Desværre kom de ikke ind, da de manglede en anbefaling fra biskoppen i Cairo. Det var ærgerligt, da der i klosterets bibliotek fandtes det meget sjældne håndskrift ’Codex Sinaiticus’ fra det 4. århundrede.

Det anvendes nu sammen med et andet manuskript i Vatikanet ved oversættelse af Det Nye Testamente fra græsk.”

Heldigvis er det nu fredeligere tider, og jeg kunne spørge efter gartneren ved indgangen, hvor de solgte billetter til turister. Han kom hurtigt og bød mig hjertelig velkommen. Det var, som om vi havde kendt hinanden i mange år.

Først viste han mig min celle – et spartansk hvidkalket rum med en god seng og et krucifiks på væggen.

– Nu skal vi have lidt at spise, og derefter kan du hvile ud efter rejsen. Her i klosteret hviler vi os altid midt på dagen, da det tit er meget varmt.

Sidst på eftermiddagen hentede gartneren mig. Først gik vi ud til den del af klosteret, hvor der op ad en mur voksede en busk.

– Ja, her er den plante, som efter traditionen kaldes ’Moses brændende Busk’. Jeg passer godt på den, det er en vigtig del af mit arbejde.

Planten var en brombær. Da gartneren var tydelig glad for den hellige plante, var det vist ikke passende at spørge, om han var sikker på, om planten stammede helt fra Moses’ tid.

Så viste han mig andre dele af haven. Her var figner, mandeltræer, daddelpalmer, oliven og mange slags grønsager. Hemmeligheden var en kilde, som fyldte den dybe brønd og sikrede, at mennesker og planter kunne overleve på dette sted midt i ørkenen.

Vi måtte naturligvis også se den meget smukke klosterkirke, rig på kostbarheder og ikoner. Ved indgangen til kirken kom vi igennem en meget smuk dør af cedertræ fra det 6. århundrede. Nogle af plankerne var over 30 cm brede og døren over 4 meter høj.

Jeg kom til at tænke på de få og små forkrøblede akacietræer, som vi kom forbi på vej til klosteret.

Pludselig gik det op for mig, hvorfor de gamle jøder i hele tre kapitler i Det gamle Testamente priser cedertræerne på Libanon, og i detaljer beskriver, hvorledes kong Salomon for en høj pris fik cedertræerne fældet, transporteret ud til kysten, flådet ned til kysten ud for Jerusalem og transporteret op til byen.

Her blev træet anvendt til bygning af både templet og Libanon skovhuset.

Kong Salomo var berømt for sin rigdom: ”Kongen gjorde sølv lige så almindeligt i Jerusalem som sten, og cedertræ lige så almindeligt som morbærfigentræ, der vokser i lavlandet” (1. Kong 10,27).

Da vi havde set os mæt i de mange udsmykninger og kostbarheder i Kirken, spurgte Gartneren: ”Vil du se, hvor jeg bor?”. Det ville jeg gerne.

På vej gennem haven traf vi en munk, som gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg kunne også se på gartneren, at han var noget særligt. På hovedet bar han en rød fez. Jeg nåede også at se nogle gyldne tegn på den, det lignede hebræisk.

– Hvem var det, spurgte jeg?

– Det var Fortælleren! Har du lyst til at møde ham?

Jeg sagde straks ja, for jeg havde på fornemmelsen, at det kunne blive spændende.

Lidt efter sad vi i hans celle med en dampende kop te.

– Hvor kommer du fra, spurgte han?

Og så fortalte jeg om Danmark, min familie, mit arbejde og ikke mindst min interesse for planterne i Bibelen.

– Det er denne interesse, der har ført mig hertil. Ikke mindst den plante I kalder ’Moses brændende tornebusk’, men jeg har også hørt om den meget gamle dør af cedertræ, som I har i jeres kirke.

– Hvorfor kalder de dig for Fortælleren?

– Håber du sidder godt, for det er en lang historie. Vi skal helt tilbage til den nat, hvor Jesus blev født. Du husker sikkert, at der var en flok hyrder ude på marken, som julenat var de første der hørte om, at verdens frelser var født i Betlehem.

En af disse hyrder fulgte især med i, hvordan det senere gik med det lille Jesusbarn. Hvordan han udviklede sig fra ung til voksen, og hyrden var med i skaren, når Jesus prædikede og helbredte syge.

Senere var han også med i den første kristne menighed, som samledes efter Jesu død, opstandelse og himmelfart.

Hyrden var en god fortæller, som levende kunne berette om det forunderlige, der skete den nat, da englen fortalte om Jesu fødsel i Betlehem. Han huskede også mange detaljer fra Jesu liv, som ikke var skrevet ned.

Hvordan Jesus mødte mennesker på vejen, helbredte syge, velsignede de svage og gjorde mange små og store undergerninger. Og så var der alle de helt almindelige ting de oplevede, mens de vandrede rundt i landet sammen med Jesus.

Den første menighed elskede at høre ham fortælle, og han gjorde sig altid umage med at fortælle beretningerne så levende og nøjagtigt som muligt.

Da han blev ældre, begyndte han at oplære en ung munk i de mange fortællinger. Han valgte altid med omhu én, som kunne fortælle levende og gengive beretningerne på en sådan måde, at tilhørerne følte, at de stod i flokken omkring Jesus.

Og sådan gik der mange år. Den ene Fortæller afløste den anden. De sørgede altid for, at der var mindst én, som kunne gengive de værdifulde erindringer til næste generation.

I begyndelsen blev Fortællerne omtalt ved deres navne, men da der blev for mange at holde rede på, begyndte man i stedet at give dem numre. Hyrden, der havde oplevet julenat, fik naturligvis nummer 1 og så videre.

– Du har sikkert også hørt om, at de første kristne blev forfulgt af jøderne og af romerne. Nogle af dem flygtede, og en lille flok havnede her på sydspidsen af Sinaj halvøen. Nogle af dem var eremitter, som bosatte sig her, fordi de betragtede stedet som helligt på grund af Moses syn af den brændende tornebusk, som ikke blev fortæret af ilden. Det var ved den lejlighed, Moses fik besked på at føre israelitterne ud af Egypten.
Senere fik det jødiske folk stentavlerne med de 10 bud. Begge hændelser er meget vigtige i jødernes historie.

– Nu kunne jeg ikke vente med at spørge: De gyldne tegn, der er på din røde fez, har det noget med dit nummer at gøre?

– Jo, det har de. Tegnene er hebræiske og står for nr. 98. Ja, jeg er Fortæller nr. 98. Det er forunderligt. Hvis vi forestiller os, at alle Fortællerne blev stillet op på en lang række, så er der under hundrede personer, som fra den ene til den anden har kunnet genfortælle de mundtlige fortællinger fra Jesu liv til os, der lever i dag.

– Det har jeg aldrig tænkt på før – det er jo næsten, som var det i går.
Men hvorfor nøjes I ikke med at læse i Bibelen og andre hellige skrifter?

– Vi læser meget i Bibelen, men der skete mange andre ting, som ikke blev skrevet ned. Og når vi hører disse fortalt, så bliver Jesu ord og gerning meget mere levende for os. Og så ved vi, at beretningerne altid er nøjagtigt gengivet fra en fortæller til den næste, og derfor er de mundtlige fortællinger lige så vigtige for os som de, der er skrevet ned.

– Men hvordan bringer du de gamle fortællinger videre?

– Først må du tænke på, at vores kloster ligger på et meget øde sted. Når dagene bliver korte og mørket sænker sig over os, så er fortællinger fra Jesu tid det, som munkene især elsker at høre i de lange aftener.
Har du ikke lyst til høre, hvordan jeg fortæller i aften?

– Det kunne jeg ikke sige nej til. Vi mødtes i refektoriet, der er klosterets smukke spise- og mødesal. Efter aftensmaden sang munkene tidebønnen.
Nu var det tid til aftenens fortælling, og alles øjne rettede sig med forventning mod Fortælleren. Foran ham brændte nogle fakler, så man kunne se hans ansigt, og deres flakkende lys ramte klippeblokkene i væggen, men ellers lå rummet næsten i halvmørke.

– Hvad vil I gerne høre i aften?

Fra mange stemmer lød det: Julenat. Fortæl os om, hvad Fortælleren oplevede julenat!

Så begyndte han at fortælle så levende, at jeg følte, at jeg også var sammen med hyrderne julenat:

”Er der nogen af jer, der har prøvet at være hyrde? Det er slet ikke sjovt at passe dyr ude på en mark om natten. Det er tit koldt og mørkt. Der er røvere, som vil stjæle nogle af dyrene. Og så er der ulve og andre vilde dyr, som ligger på lur for at dræbe dyrene. Fårene kan også fare vild i bjergene eller falde i en kløft, hvis hyrderne ikke passer på.

Men én nat skete der noget, som ingen havde oplevet før. Himlen blev pludselig oplyst af et stærkt lys, og som evangelisten Lukas fortæller:

”I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord.  Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:  I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.  Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«  Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!”

Ja, det er den korte beretning fra evangelisten Lukas, men der er meget mere at fortælle.

Først var der det blændende, overjordiske lys og en engel, der sagde: Frygt ikke! Det var meget forskelligt fra Mosebøgerne og andre skrifter de kendte, hvor det hedder: Du skal frygte Herren! Det nye var, at Gud ønskede at hjælpe og frelse os mennesker, og at vi ikke mere skulle være bange.

Så var det at englen sagde: ”Se jeg fortæller jer om en stor glæde, som skulle være for alle. Denne dybe glæde fylder os stadig, når vi tænker på alt det gode, som Jesus gjorde, mens han levede på jorden, hans lidelse og død for menneskets skyld, hans sejr over døden, og at vi må tro, at han gennem den hellige ånd stadig er hos os.

Og vores første Fortæller kunne ikke blive træt af fortælle om alt det, der skete den nat, og især om det overjordiske lys, om englenes sang og den varme og glæde, som fyldte dem den nat, og som kom tilbage, hver gang de tænkte på og snakkede om den forunderlige nat.

Lyset fra Gud betød også, at fuglene troede, det var dag, og begyndte at synge.

Faklerne foran Fortælleren var nu næsten brændt ned, og han sluttede med at sige:” Og så drog disse fattige mænd, der nu var blevet rige, til Betlehem og fandt det lille Jesus barn i krybben, som englen havde sagt”.

Fortællingen er ikke trykt før, men blev første gang fortalt ved en juleafslutning i Mausing Missionshus ca. 2005, ved juleafslutninger i Slagslunde/Ganløse bibelstudiekreds 2018 og i KFUM Spejdernes Venner, Stenløse 2018.