Gratis juleaften i Multihuset
Frikirken Multihuset i Haderslev holder juleaften for alle, der har lyst eller mangler et sted at være – og det er ganske gratis.
I 2019 holdt man for første gang juleaften i Multihuset, men måtte droppe det sidste år, på grund af corona. Nu er man imidlertid klar igen og glæder sig rigtig meget.
”Vi ser tilbage på et anderledes år, hvor behovet for nærvær og fællesskab er blevet endnu større. Hvor kærligheden og varmen har fået endnu større betydning, hvor det at se og møde mennesker i øjenhøjde er mere aktuelt end nogensinde.
Derfor har Multihuset i Haderslev valgt at invitere til juleaften for alle uanset køn, alder, om du har familie, børn eller om du blot ønsker at have en god aften fyldt med varme, fællesskab og kærlighed.
” Sådan lyder den officielle invitation fra Multihuset, på arrangementets facebookside.
Ingen begrænsninger
– Vores primære ønske er at nå ud til udsatte familier – dem som ikke har nok til at få det til at køre rundt. Det er også for enlige og ensomme, fortæller Dan Lundsteen, som er koordinator for projektet.
Men der er plads til alle, også familier, som bare har lyst til at mærke fællesskabet og varmen sammen med andre. Der er ingen begrænsninger, så man kan bare melde sig til. Der er allerede nu tilmeldte i alle kategorier, og det glæder man sig over. Ønsket er, at ingen skal sidde alene juleaften.
– Jeg har selv i min barndom været med til juleaften for hjemløse, og det gjorde en forskel i mit liv, fortæller Dan.
– Så derfra fik jeg ideen – og fik andre med, som også syntes om ideen.
Ingen skal mangle noget
Dan fortæller, at der indtil nu er 29 tilmeldte og 12 frivillige. Der er ikke kun frivillige fra kirken, men også folk, som bare har lyst til at hjælpe til. Fx er der et ægtepar, som har meldt sig til at lave mad, bare fordi de gerne vil gøre en forskel.
Arrangementet er gratis, så ingen behøver at sidde uden mad og andet godt juleaften. Der vil også være gaver til børnene.
Skulle det blive aflyst på grund af restriktioner, vil alle dem, som har meldt sig til, få en stor kurv med mad og gaver til børnene leveret personligt, så de ikke mangler noget juleaften.
Velvillighed til at give
Aftenen er arrangeret af Ung Mosaik og Multihuset og en anonym giver. Men for at kunne afvikle aftenen gratis, har man været ude og søge sponsorater. Rema 1000 og Dagrofa har doneret mad, og flere har været velvillige til at give ind i projektet.
– Det er dejligt at opleve folks villighed til at give til ting som dette, som ikke handler om dem selv, men om medmenneskelighed, siger Dan.
Arrangementet starter kl. 17 og varer til ca. 21.30. Det vil være en traditionel juleaften med både godt til maven, underholdning for børn og voksne, fællessang og meget mere. Der afholdes blandt andet et bingospil, som både er for børn og voksne.
Alle hjælper til
Dan deltager sammen med sin kone og tre børn. De er alle aktive ved arrangementet.
– Jeg er konferencier for aftenen, og min kone er i køkkenet. Vores børn hjælper til med at afvikle bingospil og dele gaver ud til børnene, så de oplever, at de er med til at gøre en forskel.
– Planen er, at der skal være jul i Multihuset de kommende år. Jeg håber, at arrangementet kan gentages de kommende år, siger Dan og tilføjer:
– Ikke nødvendigvis med mig ved roret, men hvem der måtte have lyst.
Hvis man mangler et sted at være juleaften og gerne vil deltage i Multihusets juleaften, kan man kontakte Dan Lundsteen på