Mere end 70 år og stadig ung

Den kendsgerning, at en række af de nye kirkedannelser i Danmark – og Oasebevægelsen – har tydelige YFC-aftryk har fanget opmærksomheden hos kirkehistoriker og professor på Menighedsfakultetet i Aarhus, Kurt Larsen.

Med hjælp fra pastor emeritus Mogens Jensen satte han sig for at samle nogle af de historiske brikker og give dem videre til YFC, hvor landslederen i årene 1980-1988, Peter Götz, blev bedt om at samle og redigere stoffet til en bog.

Materialet er blevet suppleret med en lang række samtaler og interviews. Bogen udkom i september 2021.

Geared to the Times

Bogen beskriver det hjerteblod, som YFC blev skabt af: At være Geared to the Times – være i takt med tiden – og Anchored to the Rock – forankret på Klippen.

Det har helt klart været et mål at være ærlig i denne bog, som fortæller om den stramme økonomiske virkelighed for medarbejderne i 50’erne og 60’erne, de enkle forhold på landskontoret i 70’erne, de entusiastiske medarbejdere, der sled sig selv, hinanden og deres tøj op for at nå målet om, at enhver ung i DK skulle høre evangeliet.

Men allermest læser man mellem linjerne begejstringen over igen og igen at nå ind på skoler og i de danske ungdomsmiljøer med sangere, film, foredragsholdere, koncerter og festivaler, der gjorde indtryk.

Begyndelsen

Bogen fortæller, at det var arkitekten Thorvald Bryld, der i 1948 med en tværkirkelig bestyrelse lagde grunden til Youth for Christ under det danske navn, Ungdom for Kristus. Op igennem 50’erne var Bryld både formand for bestyrelsen og den udfarende kraft for bevægelsens initiativer.

I 1957 holdt YFC International sin verdenskongres i København med repræsentanter fra hele 27 nationer.

Det var ved denne begivenhed, at de syngende Palermo brødre kørte op gennem Strøget i en stor Mercedes, hvor den ene sad på køleren med sin harmonika, mens den anden stod med sin guitar i bilens soltag. Alt imens de sang!

Fra 1961 og til allersidst i 60’erne hed den dynamiske og utrættelige leder Mogens Larsen, godt hjulpet og flankeret af sin lige så målbevidste hustru, Jytte. Det vedvarende arbejde var månedlige stævner i Københavns Mercurteater og kampagner rundt omkring i landet.

Iøjnefaldende begivenheder fra denne tid var de store kampagner i Tivolis koncertsal og KB Hallen og i Odd Fellow Palæet. Højdespringeren var naturligvis Billy Grahams besøg i Forum i 1965.

Hippiernes tid

I 1970 deltog Mogens Larsen på en YFC Europa kongres. Her lykkedes det ham med en helt særlig pondus at tale Danmarks sag med bøn om, at YFC Europa ville kigge på mulighederne for at puste nyt liv i arbejdet.

Den Europæiske leder, George Brucks, hørte kaldet, rejste til Danmark og etablerede kontakt til sognepræsterne Hakon Boysen i Silkeborg og Richard Møller Petersen i Vejle.

Sidstnævnte kom til at blive brobyggeren mellem Holland og Danmark, og fra midten af 70’erne kunne YFC-hippierne fra Holland ses i gadebilledet først i Vejle og siden i en række andre jyske byer. Senere blev Hakon Bojsen i adskillige år formand for YFC bestyrelsen.

Kaffebarerne

Det blev afgørende for genetableringen af YFC i Danmark, at den første model hed tværkirkelige kaffebarer. Inspirationen kom fra Holland, der i 1980 havde hele 120 kaffebarer kørende overalt i landet.

Det var tiden, hvor nogle få madrasser på gulvet og nogle tomme flasker med dryppende stearinlys var nok til at få den glade og givende dialog til at fungere.

Oven i dette blev YFC’s påskefestival, OPSTAND, en succes, ingen havde drømt om, og som varede i 20 år. Endelig kom YFC’s skolearbejde til at sætte bevægelsen på landkortet på hundredvis af skoler, i ungdomsklubber, gymnasier og i kirker.

Samarbejdet

Det er tydeligt i bogen, at YFC Danmark er taknemmelig over for både utallige kirker i Danmark, folkeskoler, kommunale skoler, aftenskoler, ungdomsklubber, osv.

Samarbejdet i begyndelsen af 80’erne med Ungdom med Opgave, under ledelse af Leon Have, Campus Crusade, under ledelse af Gordon Jensen, Evangelisk Børnemission (nu Børn og Tro), under ledelse af Kresten Jensen og Quo Vadis, under ledelse af Johs. Søndergaard – ikke mindst omkring Roskildefestivalen, med Hans Werner Morell og Lars Larsen i spidsen, beskrives som uvurderligt.

At synge på Orange Scene en søndag formiddag i 1980 med et kristent YFC-band, Oasis, var en fjer i hatten for den lille græsrodsorganisation.

Når rammen bliver for snæver

Det blev til syv kaffebarer i en række jyske byer, hvor de sidste var i Aarhus midtby og i Åbyhøj. Det var imidlertid kaffebaren i midtbyen, Thunøgade, der efter en årrække sprang ud af YFC’s erklærede mål om ikke at være kirkedannende.

Den succesrige kaffebar med mere end 100 deltagere og medarbejdere måtte stå ved, at efterhånden som fællesskabet udviklede sig med unge, der blev ældre og med etablerede børnefamilier, blev det nødvendigt med et menighedsfællesskab, der havde samme grundtone som det sted, hvor mange unge var kommet til tro og havde fundet sig til rette.

Det blev begyndelsen til Århus Valgmenighed og senere også det, der i dag hedder Silkeborg Oasekirke. Herfra er der gået rigtig meget inspiration ud til mange flere steder i landet, som har gjort ikke mindst Århus til deres forbillede.

YFC i dag

Hen mod slutningen af bogen kan man se, at YFC efter adskillige op- og nedture, ikke mindst hvad angår økonomien, har fundet sig en arbejdsmodel, der giver fast grund under fødderne.

I dag byder YFC med sine 10 faste medarbejdere på 12 lokalgrupper fordelt i alle regioner, 24 Rock Solid grupper, en linje som henvender sig til unge i gymnasiealderen, en relancering af YFC’s musikarbejde, et netværk og en træningsplatform for unge skabere, som gennem projekter og virksomheder ønsker at nå andre unge med evangeliet.

Dertil en digital platform, som udgiver og formidler kristne ressourcer i et sprog, som alle unge i Danmark kan forholde sig til, en afdeling, der leverer workshops og koncerter til konfirmandhold primært i folkekirken samt et skater- og legeland med ca. 25.000 besøgende årligt i Nexø.

At læse sin tid

Efter at have lukket bogen opstår denne tanke, at YFC på en særlig måde har fået velsignelse til at læse sin tid: Først i 40’erne lige efter Anden Verdenskrig, sidenhen i 70’erne i kølvandet på den åndelige fornyelse og dernæst i 90’erne med behovet for nye fællesskaber.

Skulle mon bagsiden af Corona-tiden være med til åbne et nyt vindue, hvor længslen efter at høre og finde sig til rette i evangeliets gode nyheder igen bliver aktuelt – og vil YFC endnu engang være Geared to the Times?